”Gamer” er fornærmende ringe

/i /af

Okay, nogle gange ramler man ind i en film, der er så gennemført ringe, at man knapt kan forstå det. Gamer er en sådan film. Der er på det nærmeste ikke en eneste formildende omstændighed, der gør denne film bare tilnærmelsesvis anbefalelsesværdig – og det selvom der både er blodige headshots og afrevne lemmer samt Gerard Butler og Michael C. Hall i action. Men tag ikke fejl, dette er en gudsjammerlig kedelig ørken-vandring gennem hektisk klipning, filmisk famleri og tonserdum manuskriptskrivning.

Filmen foregår i en fremtid, hvor den virtuelle virkelighed er taget et skridt videre. Man kan nu betale sig fra at styre rigtige mennesker – sådan en art ekstrem Sims, hvor man bl.a. kan spille med dødsdømte fanger, der så dræber hinanden på kryds og tværs. Hvis en fange overlever 30 spil, sættes vedkommende fri. Kable er tæt på at nå de 30 spil og sin frihed, hvor kone og barn venter. Men hvad nytter det, når man er fløjtende ligeglad med Kable og resten af dette ligegyldigt larmende opkast.

Filmen tumler i sjælden set grad så umotiveret dumt rundt i sit eget postulerede manuskript, at al mulighed for bare en smule indlevelse helt ryger fløjten. Her formår hverken en både barsk og følelsesladet Gerard Butler, eller en diabolsk Michael C. Hall at trække betydelige point hjem til filmens fordel. Det samme kan siges om filmens hektiske tempo, der blot dræner filmen for engagement.

Men en ting er den epilepsi-fremkaldende klippestil, der hugger al form for medrivende action i stykker, en anden er filmens famlende samfundssatiriske røster om et virtuelt liv – næ, se hellere The Running Man med Arnold Schwarzenegger – en film med lignende tematikker og langt højere underholdningsværdi.

Gamer ser dog godt ud på Blu-Ray og rammer da også i splitsekunder et par interessante strofer. Bl.a. da Michael C. Hall som superskurken danser sig gennem et musical-act. Men denne herligt udknaldede idé skamferes selvfølgelig også af tåbelig voldskrydsklipning. Dette er et seriøst no-go…!

”The Road” er en trøstesløs og forførende dystopi

/i /af

Der venter en dyster og trøstesløs rejse i John Hillcoats postapokalyptiske The Road, som bygger på Cormac McCarthys bog af samme navn. Jeg har endnu ikke læst bogen, så kan ikke sige hvor godt filmen følger sit litterære forlæg. Jeg kan blot konstatere, at som film fungerer denne afdæmpede og brutale affære fremragende. Et depressivt kig ind i en verden hvor al civilisation efter en ukendt apokalypse er ophørt. Al dyre- og planteliv er dødt og tilbage er kun rastløse og desperate menneske, som forsøger at overleve de barske omstændigheder.

I filmen følger vi en far og hans søn. De bevæger sig gennem det døde landskab, mens de må flygte fra kannibaliserende bander, lede efter mad og ellers forsøge at holde modet oppe i den konstant nedslående verden, hvor der ikke er meget håb at hente i de langstrakte grå vidder.

Nej, dette er bestemt ikke et postapokalyptisk action-ridt med store pompøse masseødelæggelser, som genren ellers ofte benytter sig af. Dette er en fåmælt og eftertænksom historie, der brutalt og intenst vender evigtgyldige temaer som menneskelighed, godt og ondt. The Road har altså langt mere til fælles med fx Michael Hanekes depressive Ulvetider, end fx de actionfyldte Mad Max-film.

Viggo Mortensen er overbevisende og medrivende som udsultet og fortvivlet fader, mens drengen, spillet af Kodi Smit-McPhee gør det godt som sønnen. Et troværdigt, ofte ømt og interessant forhold, som heldigvis ikke bliver (alt for) sukkersødt og sentimentalt, men hele vejen er udfordrende og dynamisk.

Instruktør John Hillcoat stod senest bag den rå western The Proposition og viser igen en medrivende sans for atmosfæremættet og barsk historiefortælling. Igen har han fået Nick Cave og Warren Ellis til at komponere filmens score, som her smyger sig smukt og gruopvækkende om filmens bjergtagende billeder og skræmmende scenerier.


The Road er ikke en opløftende film, men en særdeles fascinerende og desperat tur ind i en verden hvor menneskelig moral og loyalitet sættes på hård prøve. Et både nedslående og smukt iscenesat postapokalyptisk sceneri, som hele vejen igennem holder en desperat utryghed i hævd. En intens, atmosfærisk og forførende dystopi og således også en fremragende filmoplevelse.

– Deltag i konkurrencen om biografbilletter og filmens score HER.

Originaltitel: The Road, USA, 2009. Instruktion: John Hillcoat. Medvirkende: Viggo Mortensen, Kodi Smit-McPhee, Charlize Theron, Robert Duvall, Guy Pearce m.fl. Spilletid: 1 time 53 min. Biografpremiere: d. 28. januar 2010. Distributør: Scanbox Entertainment.

Will Ferrell farer vild i "Land of the Lost"

/i /af

Will Ferrell som gal videnskabsmand er desværre ikke nok til at redde et ellers fint og farverigt forsøg på en udsyret eventyrfilm. Men selvom filmatiseringen af 70’er tv-serien Land of the Lost ikke byder på grin i hobetal, så er det trods alt et flot og fantasifuldt eventyrunivers filmen udspilles i.

Den misforståede professor Rick Marshall, en kæphøj Will Ferrell er endt udenfor det fine videnskabelige selskab pga. hans vilde teorier om tidsforvridninger og andre dimensioner. Men da den intelligente forsker Holly – en sød britisk Anna Friel – får hanket op i den afdankede videnskabsmand, går turen ud i ørkenen, hvor Ricks teorier efterprøves. Dette sender den videnskabelige duo samt ørkenrotten Will, en veloplagt Danny McBride ud på en vild rejse til en anden dimension.

Land of the Lost viser bestemt gode takter, men de potentielt morsomme karakterer og den eventyrlige historie foldes desværre aldrig for alvor ud. Ferrel forsøger ellers ihærdigt med både dino-urin og dansetrin, mens også McBride ihærdigt forsøger at hive grin ud af publikum. Desværre rammer de skøre improvisationer og gaggede indslag ikke altid målet og indfrier for sjældent sit komiske potentiale.

Eventyret og grinene får altså aldrig et medrivende flow. Historien famler for ofte usikkert rundt og får altså aldrig rigtig sat den ene fod vellykket foran den anden, det selvom der bl.a. bydes på drabelige dinosaurer, et surreelt univers og en halvnøgen Will Ferrell.

Ja, både Ferrell og McBride gør et fint forsøg – sådan da – på at holde skuden oven vande, men den komiske åre rammes desværre aldrig for alvor. Det er dog hyggeligt at Ferrell giver et nummer på banjo og så disker instruktør Brad Silberling, som sagt op med et flot og dragende univers – bare en skam, at universet og karakterernes potentiale aldrig for alvor indfries.

Ekstramateriale: Der medfølger en lille stak ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Tre slettede scener (7:30 min.), som faktisk er ret sjove – og så følger man Danny McBride en tur på settet (11 min.) og viser også rundt i sin butik fra filmen (7 min.). Herudover får man et fint og informativt kommentarspor med instruktør Brad Silberling. Det er dog en brøler, at hverken Will Ferrell eller Danny McBride er med her.

Fængslende mareridt og religiøse fanatikere

/i /af

Så har tidsmaskinen igen sendt mig en tur tilbage til det herrens år 1981. Sidst det skete, ramlede jeg ind i Tobe Hoopers hårrejsende tivolitur The Funhouse. I denne ombæring diskede Wes Cravens Deadly Blessing op med en flok religiøse fanatikere og nogle ubehagelige mareridt.

Langt ude på landet har Martha (Maren Jensen) og den tidligere religiøse fanatiker John (Jeff East) giftet sig. Pga. af dette har Johns far (Ernest Borgnine), lederen af den religiøse sekt Hittitterne, slået hånden af ham. En tragisk ulykke rammer imidlertid det nygifte par, da John på mystisk vis dør. Et par af Marthas veninder kommer for at støtte hende – heriblandt en ung Sharon Stone, som begynder at have underlige mareridt. Og så er der ellers mord, mareridt og mystik på tapetet – men hvordan hænger de mange hemmeligheder sammen i det lille indspiste samfund?

Desværre er Deadly Blessing ikke helt så fornøjelig, som udgangspunktet ellers lover. Det er som om, at Wes Craven ikke helt har vidst i hvilken retning han ville trække sin lille skrækfilm. Ja, eller også er en medrivende balancegang blot ikke ramt – for filmen er et sært miks af rendyrket slasher og overnaturlig thriller. En kombination, som kunne være medrivende, men i dette tilfælde desværre ikke rigtigt finder fodfæste.

Men på trods af filmens en smule klodsede væsen og et til tider rodet manuskript, får Wes Craven bestemt stablet et par effektive og stemningsfulde scener på benene. Specielt er drømmesekvenserne flot sat i scene og foregriber Cravens egen klassiker A Nightmare on Elm Street, som han skulle begå 3 år senere, hvor han faktisk genbruger en intens badekarsscene fra Deadly Blessing.

Tja, Wes Craven rammer desværre ikke den skrækindjagende åre helt så medrivende, som årene tidligere med debuten The Last house on the Left i 1972 og The Hills Have Eyes i 1977 (ja, der er lavet remakes af begge to!). Men med et par flotte mareridt, en uhyggelig Ernest Borgnine og creepy atmosfære kommer man langt  – desværre bare ikke helt i mål. Jeg var dog på trods af slinger i valsen fint underholdt – og så blev det også til et hyggeligt gensyn med Michael Berryman, der gav den deformt indavl i netop The Hills Have Eyes.

Originaltitel: Deadly Blessing, USA, 1981. Instruktion: Wes Craven. Medvirkende: Maren Jensen, Sharon Stone, Susan Buckner, Jeff East, Ernest Borgnine, Michael Berryman, Douglas Barr m.fl. Spilletid: 1 time 38 min. Udgiver: NTC Film.

”District 9” er et spektakulært adrenalin-kick

/i /af

Et af sidste års største overraskelser – og for mit vedkommende bedste film er District 9. Jeg har netop genset dette karakterdrevne og effektsprudlende stykke science fiction – og hvilket gensyn. En gribende fortælling om rumvæsners inhumane modtagelse på Jorden, hvor dramaet ubesværet smelter sammen med solid action, visuel idérigdom og et konstant medrivende momentum.

Filmen bygger på Blomkamps kortfilm Alive in Joburg fra 2005. I District 9 er historien selvsagt udbygget, men præmissen er den samme. For tyve år siden ankom rumvæsner til Jorden, nærmere bestemt Johannesburg i Sydafrika. De fik dog ikke en hjertelig modtagelse, men blev interneret i et slumkvarter, District 9. Her er de rejelignende væsner sat under kontrol af MNU, som mere er interesseret i deres våben end velbefindende. En af MNU-cheferne, den kejtede Wikus kommer imidlertid ud for en ulykke i distriktet, som for alvor sætter skub i filmens hæsblæsende to timer.

Filmens præmis er muligvis simpel, men ikke mindre interessant af den grund – hvilket bakkes fængslende op af den visuelle iscenesættelse, som går fra rendyrket mockumentary til thrillerdrevet science fiction og kulminerer i en gribende og højspændt finale. Den veludførte illusion, som Blomkamp leverer med sit semidokumentariske udtryk lever dog højt på andet end form. For med sin tematisk interessante fortælling og vedkommende hovedrolleindehaver kan man ikke andet end at blive revet med af den fantastiske fortælling.

Well, selvom allegorien over fremmedhad og social ulighed mere end blot ligger i filmens overflade, så tager det aldrig fokus fra filmens eget drama og virkelighed. Det ikke mindst pga. Wikus, som utroligt nok spilles af spillefilmsdebutanten Sharlto Copley. Han giver karakteren en tvetydighed, som sætter ham i en udfordrende gråzone. Det ene øjeblik er han elskværdig og sjov, det næste usympatisk og fej. En flerlaget og menneskelig karakter, hvis kamp og udvikling hele vejen er engagerende.

District 9 er ganske enkelt fantastisk fra start til slut og beviser, at karakterdrevet science fiction ikke behøver gå på kompromis med hverken visuel idérigdom, bombastisk action eller svimlende special effects – og så medfølger der på Blu-Ray-udgivelsen oven i købet et solidt og interessant ekstramateriale.


Ekstramateriale: Der medfølger på Blu-Ray-udgivelsen et spændende ekstramateriale. For udover at filmen både ser og lyder blændende godt, finder man interessante og informative ekstra-features. Man får en god tre-delt bag-om-filmen (30 min.), som kommer godt omkring bl.a. udarbejdelsen af historien, lyddesignet og hvordan improvisation blev brugt under de hektiske optagelser. Man får også et grundigt og vedkommende kommentarspor med filmens instruktør, som bl.a. fortæller om sin kortfilm Alive in Joburg, de visuelle effekter, tematikker og meget mere.

Herudover får man også 22 slettede scener (24 min.), og fine og interessante feautures om alien-make-up (10 min.), arbejdet med den improviserede dialog (12 min.), filmens visuelle effekter (10 min.) og et spændende indslag om filmens koncept og design (13 min.), hvor man bl.a. ser på skabelsen af rumvæsnerne.

– Læs også De bedste film 2009.

Originaltitel: District 9, USA, New Zealand, 2009.

Instruktion: Neill Blomkamp.

Medvirkende: Sharlto Copley, Jason Cope, Nathalie Bolt, David James m.fl.

Spilletid: 1 time 52 min.

Udgiver: SF Film.

Skamløst underholdende krigsfilm a la Tarantino

/i /af

At Inglourious Basterds først blev annonceret, som et remake af italienske Enzo Castellaris fornøjelige krigsfilm The Inglorious Bastards fra 1978 er noget fejlskudt. Godt nok foregår Quentin Tarantinos film også i et nazi-besat land, men ellers er det stort set kun gennemhullede nazister og filmtitlen, der udgør lighederne. Historien er sin egen og her fortalt over 5 kapitler, som hver har eget setup, tone og handling. Kapitlerne føles dog aldrig løsrevne, men udgør en medrivende helhed.

Historien drejes om en gruppe soldater – The Basterds – der under 2. verdenskrig bliver sat ind bag fjendens linjer for at skabe skræk og rædsel blandt nazisterne – hvilket bl.a. gøres ved brutalt at nedslagte dem. Samtidig følger man Shosanna, der som lille så sin familie mejet ned af Jødejægeren Hans Landa. Hun planlægger nu en fæl hævn, hvilket fører The Basterds, Hans Landa og hendes livsbaner sammen i en fænomenal finale.

Ingen tvivl om at dette er en Tarantino-film. Igen leveres der velsmurte replikker og medrivende billeder, ligesom legen med filmmediet også er intakt. Det er bl.a. en fryd at se hvordan de skarpe replikker leveres, mens kameraet dynamisk leger med – eller når nazi-dræberen Stiglitz’ navn drilsk blæses op på lærredet. Vi er da også, vanen tro i et filmrefererende land, hvor Tarantino om nogen forstår at boltre sig. Referencerne stjæler heldigvis ikke filmens egen identitet. Hele herligheden bakkes op af et velklingende soundtrack, som ligeledes bærer en håndfuld referencer i sig, men som i filmens kontekst får nyt liv. Godt gået.

Tarantino forstår sgu at caste sine film – og Inglourious Basterds er ingen undtagelse. Det er dog – filmens store og spændende persongalleri til trods – i høj grad Christoph Waltz, som med sit portræt af den ordekvilibristiske SS officer Hans Landa skaber en instant classic i Tarantinos univers – og samtidig stjæler billedet for næsen af bl.a. Brad Pitt, som aldrig rigtig synes at finde sig til rette i filmen.

Filmen strækker sig toogenhalv time, men giver grueligt bonus hele vejen igennem. Bl.a. det at Tarantino lader scenerne strække sig – ikke mindst de replikfyldte – er en stor del af oplevelsen og charmen. Så sæt dig roligt til rette, for man skal være et skarn for ikke at lade sig skamløst underholde af filmnørden Tarantinos seneste og voldsomme værk.

Ekstramateriale: Det er ikke meget ekstramateriale, man finder på DVD-udgivelsen. Her er blot et par forlængede/alternative scener (12 min.), som trods alt er fine at få med. Fire forskellige trailere for filmen og filmen Nation’s Pride (6 min.), en fiktiv film som vises i filmen. Ret sjov lille propaganda-spoof, som er skudt af Eli Roth, jep, manden bag Cabin Fever og Hostel – og så er Eli by the way også übercool, som nazidræber i filmen.

Originaltitel: Inglourious Basterds, USA, Tyskland, 2009.

Instruktion: Quentin Tarantino.

Medvirkende: Brad Pitt, Christoph Waltz, Diane Kruger, Eli Roth, Mélanie Laurent, Daniel Brühl m.fl.

Spilletid: 2 timer 27 min.

Udgiver: Universal Pictures.

Engle, dæmoner, CGI og en kulørt konspirationsteori

/i /af

Jeg er en af de få, som ikke har læst Dan Browns bestseller-romaner om professor Robert Langdons symbol-jagende eskapader. Jeg var nu fint underholdt af filmatiseringen af Da Vinci Mysteriet – på trods af dens ret bastante hovsa-løsninger og et langtrukkent sidste akt. Anyways, nu gælder det den kulørte Engle og Dæmoner. Igen er Langdon i hælene på konspirationer og ældgamle tegn – nu med både Thure Lindhart og Nikolaj Lie Kaas på slæb. Sådan da.

Robert Langdon er på den igen. Fire kardinaler er blevet kidnappet og så går den vilde skattejagt ellers efter spor gennem Rom snævre gader. Det er den ældgamle organisation Illuminati, som står bag. Det bekymrer heldigvis ikke synderligt vor helt. Der er da heller ikke tid til bæven, for snart rinder tiden ud for de fire tilfangetagne. Men kan Langdon nå at løse gåden, finde skurkene og selv klare ærterne med livet i behold? Tja, mon ikke – ellers kan en blond Thure Lindhart da sikkert hjælpe til.

Engle og Dæmoner er langt fra en helstøbt film, men der leveres da bl.a. et par neglebidende scener, alt imens det farverige manuskript smyger sig klodset om den komplekse konspiration. Engle og Dæmoner er dog ligesom Da Vince Mysteriet også for lang for sit eget bedste, men heldigvis også mere tempofyldt og velpacet. Men det kniber igen også med at få iscenesat opklaringerne af mysterierne overbevisende. Ingen tvivl om af Langdons grublerier og opklaringer fungerer bedre på skrift end på film – well, selvom jeg ganske vist ikke har læst bogen.

Men på trods af filmens til tider klodsede afvikling, så er det en omgang fin og farverig konspirations-underholdning, hvor den stort opsatte finale og det endelige twist går herligt over gevind, hvilket matches godt af den bombastisk billedside fyldt med cheesy CGI. Ja, det er fjollet, men fungerede nu ganske godt for mig. Filmen er både festlig og farverig, men over 2 timers skattejagt med Langdon er også en længere fornøjelse end nødvendigt. Engle og Dæmoner er dog dejlig over the top – og så er Tom Hanks sgu en sympatisk helt at være på farten med.

Ekstramateriale: Man får lidt klassisk ekstramateriale på DVD-udgivelsen. Det bliver til fire små features, hvor man bl.a. ser på det at overføre bogen til film, mens man også ser nærmere på de mange detaljerede rekvisitter, imponerende set designs og om at filme i Rom. Hele molevitten løber op i en halv times tid. Det er ikke videre interessant, men man kan jo se det igennem, hvis man er Dan Brown-buff.

Brittany Murphy hjemsøges i mørklagt hus

/i /af

Skulle du befinde dig mutters alene i et stort knirkende hus ude på landet, vil denne lille haunted house-creeper sikkert krybe sig ind under huden på dig. For filmen Deadline – en i grunden unødvendig plat titel – udspiller sig netop i et stort mørk hus langt ude på landet. Her er Alice Evans (Brittany Murphy) taget til for at færdiggøre et manuskript og samtidig få en voldelig ekskæreste lidt på afstand. Helt alene er hun selvfølgelig ikke. Go figure. Men hvad er det helt præcist, som får dørene til at knirke og vandet til at løbe?


Filmen har bestemt et par myrekrybende scener, bl.a. når kameraet undersøgende svæver rundt i husets mørke gemakker, alt i mens vinden suser, træbrædderne knirker og mystiske stemmer fra fortiden hvisker i korridorerne. Det er dog uden tvivl filmens første halvdel, som er mest vellykket. Her langes der, ud over eery haunted house-atmosfære også et par ganske solide, om end billige chokeffeketer over disken. Desværre begynder filmen at kludre rundt efter den ellers stemningsmættede optakt. Historien bliver klodset og ender i en mildest talt fjollet finale, som kun trumfes af det endelige – oh skræk og rædsel – plottwist.


Jeg så filmen blot et par dage før Brittany Murphys tragiske død. Efterfølgende har filmens cover med en livsløs Murphy i et badekar fået en noget tragisk konnotation. Men uanset hvad, så er coveret mere tarvelig at se på, end selve filmen, som til tider faktisk er ganske smukt filmet. Det er bare en skam at instruktør og manusforfatter Sean McConville ikke er gået linen ud med en underspillet spøgelsesfilm. Men det er jo desværre ofte mere reglen end undtagelsen, at ellers fine spøgelsesfilm skal rundes af med bulder, brag og fjollede finaler, end at køre en kølig og isnende stemning til ende.

Tja, Brittany Murphy er ganske god som forskræmt eneboer med opspilede dådyrsøjne og det hjemsøgte hus er fint sat i scene. Desværre har Sean McConville forvildet sig ind i sin egen manuskriptmæssige konstruktion. For historien er unødvendig knudret og bliver desværre også alt for klodset og uengagerende afviklet til at man føler for og følger Brittany Murphy lige til den bitre ende.

Originaltitel: Deadline, USA, Malaysia, 2009.

Instruktion: Sean McConville.

Medvirkende: Brittany Murphy, Thora Birch, Tammy Blanchard, Marc Blucas m.fl.

Spilletid: 89 min.

Udgiver: Midget Entertainment.

Kedelige lesbiske vampyrer

/i /af

Lesbian Vampire Killers – hvad siger i så. Med sådan en filmtitel, kan man da ikke andet end straks at smække skiven i afspilleren. Men som filmen skrider frem, synes filmens fængende titel desværre at være dens eneste eksistensberettigelse. For en ting er sjove titler og lysten til at lave kitschet vampyr-humor, noget andet er at levere varen – og det gør Lesbian Vampire Killers sgu desværre ikke.


Er en plotbeskrivelse overhovedet nødvendig? Tjo, det er noget med at den engelske flække Cragwich for år tilbage blev forbandet af en, ja lesbisk vampyrdronning. Alle piger i byen forvandles derfor til, ja, lesbiske vampyrer straks de fylder 18. To knejte på en pub – den ene lige dumpet af kæresten, den anden bare irriterende – lander selvfølgelig i byen med de lesbiske vampyrer – og vupti, så er der fald-på-halen-komik og campy vampyr-fjollerier til alle. Eller i hvert fald forsøget på samme.

Desværre rammer de mange gags, punch-lines og kitschede effekter bare aldrig den rigtige tone. Komikken er aldrig rigtig sjov og de campede vampyrer ligner noget fra en dårlig parfume-reklame med deres touperede hår og svævende bevægelser. Den vildskab og energi, som der sigtes efter, rammes ikke. Der forsøges ellers ihærdigt med både bare bryster, flade oneliners og lidt uskyldig splat. Men lige lidt hjælper det. Det er hele vejen lige ved og næsten – og det er bare ikke nok.


Filmen synes som intet andet en end en fjollet idé, der har taget overhånd. En forsøgt pendant til den forrygende zombiekomedie Shaun of the Dead – bare med vampyrer. Anyways. Lesbian Vampire Killers har aldrig nær den charme, timing eller veludførte drab, som lykkedes så bragende godt i Shaun of the Dead.

Man kunne så håbe på et par morsomme protagonister, men kemien blandt de medvirkende er minimal og de mange punchlines aldrig sjove. Ærgerligt. Men en charmerende vampyr-dræbende præst bliver det trods alt til. Der lægges selvfølgelig også til slut op til en fortsættelse. Hvis det bliver til noget, håber jeg sgu stilen bliver pudset af og humoren bedre – ellers står det skidt til.


Ekstramateriale: Der medfølger lidt ukritiske og tilfældige optagelser fra produktion – kedeligt (12 min.). Herudover får man en stak interviews med filmens cast, instruktør og producer. Det løber op i cirka 1 times sniksnak, hvoraf det meste ikke er særligt interessant. Man skal nok være mere end glad for filmen, for at gide sidde det hele igennem. Og så får man tre forskellige trailere for filmen.

Originaltitel: Lesbian Vampire Killers, USA, 2009.

Instruktion: Phil Claydon

Medvirkende: James Corden, Mathew Horne, Myanna Buring, Vera Filatova, Paul McGann, Silvia Colloca m.fl.

Spilletid: 83 min.

Udgiver: Sandrew Metronome.

Et blodigt remake i 3D

/i /af

Man nærmest vælter sig i remakes for tiden. Nu er så endnu en ældre slasher forsøgt fornyet – og det endda i 3D. Her er tale om en opdatering af den solide kulmine-slasher My Bloody Valentine fra 1981. I 2009-udgaven er der vanen tro skruet op for tempoet og blodet, men desværre også ned for den tryggende og trøstesløse stemning, der hang som en truende skygge over originalen. Helt skidt står det dog ikke til med remaket, som faktisk er mere underholdende, end jeg turde håbe på.


Vi befinder os i den lille kulmineby Harmony. Her hærgede den traumeramte minearbejder Harry Warden på Valentines Day 10 år tidligere. Det betød en blodig død for en lang række af byens indbyggere. Nu 10 år senere, efter den fatale dag og Wardens død begynder en ny række mord. Men er Warden slet ikke død – eller er det en ny morder med gasmaske og hakke, som er på spil?

Man er ikke mange minutter inde i filmen, førend ligene allerede ligger dynget op og blodet har flydt ud af adskillige åbenstående sår. Jep, der er i den grad et par herligt eksplicitte drab at komme efter – hvoraf et par stykker desværre også læner sig lige lovligt meget op af den såkaldte 3D-effekt, med blod flyvende ”ud af billedet”. Jeg så dog kun et par minutter af filmen i 3D, førende jeg skiftede til den almindelig 2D udgave. 3D-effekten fungerer ganske enkelt langt fra optimalt foran skærmen. Billedet står uskarpt, udtværet og alt får blå og røde omrids.


Men 3D eller 2D, så er dette bestemt ingen ringe slasher. Jovist er jeg en sucker for genren – og nej, dette er langt fra den mest medrivende af slagsen. Men morderen er som i originalen supercool med sin gasmaske og skarptslebne hakke – og så er mordene ret medrivende sat i scene. Egentlig underligt, at det ikke blev til flere film med denne morder. Well, det kommer måske i denne ombæring.

Men uanset dette remakes kvaliteter eller ej, kan man jo passende spørge sig selv, hvad man i grunden skal med et sådant remake? For det er ikke ligefrem nytænkning eller et specielt nyt drej på originalen, som her hostes op. Så snup hellere originalen. I hvert fald i første omgang – og hvis du ikke har fået kulmine-morder nok, så er der da heller ingen skade sket ved at sidde igennem denne udmærkede genindspilning.


Ekstramateriale: Der medfølger en række ikke videre interessante forlængede og slettede scener. To klassiske features, en med gængs sniksnak fra folkene bag filmen (7 min.) og en hvor fokus er på filmens blodige special effects (6 min.). Et par ganske fine features, men dybdegående bliver det sgu ikke. Man finder slutteligt et par minutters gag reel og en alternativ slutning. Nej, ikke det store sus.

Originaltitel: My Bloody Valentine, USA, 2009.

Instruktion: Patrick Lussier.

Medvirkende: Jensen Ackles, Jaime King, Kerr Smith, Betsy Rue, Edi Gathegi, Tom Atkins, m.fl.

Spilletid: 1 time 38 min.

Udgiver: Scanbox Entertainment.