MOONRISE KINGDOM: Romantiske enspændere på poetisk ø-eventyr

/i /af

Alle har vel på et eller andet tidspunkt beslutsomt pakket tasken for at løbe hjemmefra – eller blot gå på opdagelse og forsvinde fra en uforstående omverden. Med den charmerende Moonrise Kingdom er Wes Anderson tilbage i minutiøs topform. Her går to 12-årige turtelduer og enspændere egne veje i et sirligt komponeret landskab af poetiske detaljer og velkomponerede billeder.

Wes Anderson tager os med tilbage til et naivt 1965 og ud på en vindskudt ø i det smukke New England. Her har en spejdertrup slået lejr, men den bebrillede outsider Sam Shakusky stikker af, for sammen med den altid kikkertspejdende Suzy Bishop at gå på eventyr. Snart er deres romantiske flugt dog i fare for at blive afbrudt, da både forældre, politi og spejderlederen igangsætter en eftersøgning…

Jeg fristes til at kalde Moonrise Kingdom for ’Anderson classic’. Det er nemlig med de vanlige tematikker og et visuelt kontrolleret filmsprog, at fortællingen foldes ud. Igen er det dysfunktionelle familier og misforståede børn samt elegant opsatte billeder og gennemtænkte kamerature, der fører publikum gennem det helstøbte univers af perfektion og farvekoordination – selvfølgelig tilsat et lækkert soundtrack.

Ja, Moonrise Kingdom er umiskendeligt Wes Anderson – hvilket bl.a. den tilbagevende Bill Murray også understreger. Udover knudemanden Murray, finder man også Edward Norton som pertentlig spejderleder, Bruce Willis som den ensomme politimand og Frances McDormand som bestemt advokat-kone. Et skønt ensemble af rådvilde vokse, der suppleres charmerende af børnene i front.

Her finder man debutanterne Jared Gilman og Kara Hayward som de to unge på flugt. Et umage par, der fornemt forløser den liflige romance og de akavede første skridt mod kærligheden samt frigørelsen fra overvågende voksne. Wes Anderson har med andre ord begået en film, der elegant følger rækken af hans øvrige perler som The Royal Tenenbaums, The Life Aquatic with Steve Zissou og Fantastic Mr. Fox.

Det er ganske enkelt filmisk fryd at blive taget i hånden af Wes Anderson og fulgt ind i hans både melankolsk rørende og billedskønne univers. Her banker den eventyrlystne uskyld sitrende smukt filmen igennem og suppleres med fint underspillet humor i hans fortryllende barndommens land.

[tabgroup][tab title=”Moonrise Kingdom | Biografanmeldelse”] Vurdering 5/6:

Originaltitel: Moonrise Kingdom, USA, 2012
Premiere: 13. september 2012
Instruktion: Wes Anderson
Medvirkende: Jared Gilman, Kara Hayward, Bruce Willis, Edward Norton, Bill Murray, Frances McDormand, Tilda Swinton, Harvey Keitel m.fl.
Spilletid: 94 min.
Distributør: Camera Film [/tab][/tabgroup]

Stumfilmstjerner charmerer bukserne af dig

/i /af

En af de seneste års største filmiske overraskelser er The Artist. For hvem havde lige forudset, at en stumfilm i sort/hvid ville brage igennem med så stor og kritikerrost succes? Ikke mig. Men det er altså også en både rørende og charmerende sag, der elegant fortæller om en stumfilmstjernes nedtur, da talefilmen bryder igennem.

Det er sådan set ikke fordi, at jeg har et specielt nostalgisk forhold til stumfilm eller for den sags skyld den periode af filmhistorien. Men jeg blev bestemt grebet af filmens sødmefulde og romantiske kærlighedserklæring til mediet og filmens uskyld i Hollywoods spæde år i 1920’erne og 30’erne.

Jean Dujardin charmerer desuden alt og alle som den selvsikre stjerne George Valentin, hvis succesfulde karriere får en ende, da man pludselig begynder at tale på film. Han må se sig overhalet i popularitet af den altid friske skuespillerinde Peppy Miller – en herlig energisk Bérénice Bejo. De to danner således parløb med modsat fortegn – succes kontra nedtur, men bundet sammen af en kærlighed til filmen.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Der er ikke bid nok i ’The Hunger Games’

/i /af

’Dræb eller blive dræbt’ – sådan kan man kort opridse præmissen for det ondskabsfylde spil på liv og død i den dystopiske The Hunger Games. Her skal der nemlig kæmpes, indtil kun én overlevende står tilbage som vinder. En præmis, der potentielt indeholder både intens menneskejagt, dirrende drama og moralske dilemmaer for de unge deltagere – skal man fx dræbe for selv at overleve?

Vi befinder os i et fremtidigt USA, hvor magthaverne forsøger at bevare magten over landets 12 distrikter. De afholder således hvert år det tv-transmitterede show Hunger Games – både for at demonstrere deres position samt at minde den undertrykte befolkning om et fejlslagent oprør for år tilbage. Hvert distrikt skal derfor stille med en dreng og en pige. Her ender vor heltinde, Katniss Everdeen – let the games begin!

Jeg har ikke læst bogen af Suzanne Collins som filmen er baseret på, så jeg holder mig fra sammenligninger med bogtrilogien. Jeg kan blot konstatere, at som film snubles der indledningsvis noget hastigt igennem en del information for at få etableret universet og karaktererne. Det er tjep fortællekunst, men ikke lige elegant og man aner til tider næsten manusforfatterne bag, der guider publikum på rette vej.

The Hunger Games er ganske vist ikke altid lige fornemt fortalt, men universet er overbevisende sat i scene med bastant arkitektur og flotte naturscener. Men hvorfor fa’en de rige indbyggere skal ligne farverige skurke fra starthalvfemserne, ved jeg ikke – en blåhåret Stanley Tucci, yikes. Filmens trumfkort er imidlertid Jennifer Lawrence som Katniss. Hun balancerer medrivende mellem barsk og sårbar – og så er hun dæleme også dræbende ferm med bue og pil, cool.

Men selvom vi har at gøre med et spil på liv og død, er det forbløffende hvor få dilemmaer de medvirkende egentlig sættes i – og underligt nok fornemmer man også kun sjældent en reel fare. Heldigvis diskes der – om end diskret – op men lidt blodsprøjt. Det er altid noget. For selvfølgelig skal det sjaske med blod, når et sværd hugges i en modstander – også selvom det er et barn. Sådan. Desværre føler man bare ikke noget særligt, når deltagerne falder på stribe.

Så til trods for filmens kradse præmis og eksistentielle tematikker som liv, død og overlevelse samt mediernes magt, så ender The Hunger Games som en halvtam affære. Her er ganske enkelt for lidt saft og kraft i dramaet, mens det også er småt med gråzoner. Det er de gode mod de onde og ikke så meget der imellem – en skam, at man ikke har turdet udforske nogle mere tvetydige følelser hos spillets deltagere.

Og ja, jeg vil skide på om filmen skal kunne sælges bredt. For når man har en så voldsom præmis som omdrejningspunkt, skal der altså mere drama på drengen – og når filmen oven i købet forråder sin egen præmis i tredje akt, så går luften sgu fejt af ballonen. Den forhastede finale forløser desværre heller ikke det ellers neglebidende oplæg og det kan hverken en snalret Woody Harrelson eller en magtfuld Donald Sutherland redde.

At The Hunger Games er blevet udråbt til at skulle udfylde tomrummet efter de slatne gummi-vampyrer i ’Twiligt’-serien – uden sammenligning i øvrigt – kan jeg dog kun billige (med mindre det selvfølgelig afstedkommer drab på uskyldige teens med bue og pil). For filmens ujævnheder til trods, så er det flot og momentant tankevækkende underholdning, der i sine bedste øjeblikke forener adrenalin og eftertanke. Desværre sker det bare ikke nok.

Ja, nup den japanske Battle Royale fra 2000. Den har en meget lignende præmis og langt mere svung på både historie, karakterer og ikke mindst vold. Jeg skal nok lade være med at råbe ’ripoff’ (alt for højt). Nå ja, se også 80’er-baskeren The Running Man, hvor en svulstig Arnold Schwarzenegger må kæmpe mod både morderiske ishockeyspillere og motorsave for at overleve et overgearet game show.

Billede og lyd:
Hvor filmen har sine svagheder, er der ikke meget at kommer efter hvad billed- og lydkvalitet angår. Blu-ray-udgivelsen står nemlig hamrende flot med fine detaljer, indtagende farver og solide kontraster. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende med hæsblæsende panoreringer og fint afstemte niveauer. En sand fornøjelse.

Ekstramateriale:
Udgivelsen inkluderer desuden en dvd med filmen samt en ekstra Blu-ray med masser af interessant ekstramateriale. Her finder man en solid ’making of, der ser på mange forskellige aspekter af filmens tilblivelse – dog med en smule for meget rygklapperi (2 timer 2 min.), endvidere en snak om forfatteren Suzanne Collins arbejde (14 min.) og en feature, hvor Donald Sutherland fortæller om sin rolle (9 min.).

Der er videre en feature om kontrolcentralen, der styrer spillet i filmen (6 min.), en samtale om filmen med instruktøren Gary Ross og en filmkritiker (14 min.) samt et kort indslag, hvor Gary Ross taler om forberedelserne til filmen (3 min.). Slutteligt finder man propagandafilmen fra filmen i sin helhed (2 min.) samt trailers og gallerier med plakater og filmstills. For fans af filmen er dette altså uden tvivl en lækker og grundig udgivelse med flere gode ekstrafeatures. Sådan.

Originaltitel: The Hunger Games, USA, 2012
Instruktion: Gary Ross
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Stanley Tucci, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Lenny Kravitz, Liam Hemsworth, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 2 time 22 min.
Udgiver: Nordisk Film

’Dødens gab’ har fået dødlækker genudgivelse

/i /af

Steven Spielbergs hajmesterværk, Dødens gab – eller blot Jaws som originaltitlen lyder – er endelig udkommet på Blu-ray og lad mig med det samme slå fast, at her er tale om en yderst laber udgivelse. Med sit imponerende flotte nyrestaurerede billede samt lydside og masser af interessant ekstramateriale er dette en sand lækkerbisken.

Selv hvis man ikke har set filmen, kender man uden tvivl op til flere elementer fra den. For bl.a. filmens præmis og replikker er siden dens premiere i 1975 blevet en fast del af populærkulturens DNA. Lige fra John Williams ikoniske score og videre til den udødelige replik, ”You’re gonna need a bigger boat”. Og ja, selv efter små 40 år, fremstår filmen som et uimodståelig frisk og neglebidende hajgys.

Filmen handler præcis om det, titlen indikerer – nemlig en kæmpehaj, der hærger et lille kystsamfund. Borgmesteren vil imidlertid ikke lukke strandene, da byen er afhængig af indkomsten fra turisterne. Men vandet farves snart blodrødt af badeglade strandgæster, så politiinspektøren Brody, den gæve hajjæger Quint samt havbiologen Hooper sejler ud for at dræbe bæstet…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Gamle muskelmænd deler blodigt bankekød ud

/i /af

Yes! Så skal der igen sprænges ting i luften, blodet sprøjte og bastante oneliners lires af i kampens hede. The Expendables 2 blæser på den gode smag og smadrer nostalgisk afsted med eksplosiv action samt et stjernecast med både gamle 80’er-ikoner og nyere bankekød på menuen. Jep, Sylvester Stallone har atter samlet et hårdtslående slæng til sjov og ballade med automatvåben og knojern.

Handlingen skal man ikke hænge sig så meget i, men den hænger da nogenlunde sammen. De våbenglade lejesoldater – igen ledt an af Stallone – kommer under en mission i krydsild med skurken Vilain (så er man i hvert fald ikke i tvivl om hans rolle) – en herlig slesk Jean-Claude Van Damme. Han har slavebundet et samfund til at udvinde fem tons eksplosiv plutonium, så han skal naturligvis stoppes…!

Sådan cirka kan løjerne ridses op – selvfølgelig tilsat et personligt hævnmotiv samt en håndfuld af fortidens actionhelte. Det er dog Stallone og den yngre Jason Statham, der er i front med kammeratlige drillerier og altid er klar med en tør bemærkning efter at have nedslagtet, hvad der kunne minde om en mindre landsby af bad guys.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

THE WALKING DEAD SÆSON 2: Zombie-serie er fortsat dødgod underholdning

/i /af

De levende døde stavrer fortsat urovækkende rundt i denne intense anden sæson af zombie-serien The Walking Dead. Døden er konstant i spil hos de udsatte overlevende, der stadig må kæmpe indædt for overlevelse, mens de forsøger at bevare håbet i en verden, hvor håbløsheden blot vokser sig større dag for dag…

Omfanget af zombie-apokalypsen synes total, mens vi i seriens 13 afsnit atter følger betjenten Rick og de andre overlevendes tur gennem et trøstesløst landskab af død og rådne kadavere. De ender ved et landsted, hvor andre overlevende har formået at holde de kødædende døde på afstand. Men nogen form for landlig idyl er her ikke tale om. De interne stridigheder tager til, mens de sultne zombier lurer i skovbrynet.

twd202

Serien er baseret på tegneserien af samme navn og universet synes perfekt til serieformatet. Her kan håbløsheden virkelig få lov at slå rod, mens det ene afsnit efter det andet blot bliver en understregning af den dystre virkelighed, som de medvirkende befinder sig i. Her er hele vejen en sortsynet klangbund, hvor lyset kun i få glimt får lov at slippe ind. Det er skønt, at man tør fastholde denne knugende dysterhed.

Serien leverer heldigvis fortsat sin del af herlig zombie-snask med både blodige headshots og afgnaskede lemmer. Det er dog det menneskelige drama og hvordan de medvirkende hver især håndterer den ekstreme situation, der hele vejen er seriens kerne. For måden hvorpå konflikterne i gruppen spidser til, er ganske enkelt sitrende godt skruet sammen og afføder op til flere nervepirrede højdepunkter.

twd201

For netop det, at civilisationens undergang er baggrund for dramaet, er med til hele tiden at skubbe de medvirkende til kanten – virkelig at teste hvad de står for. For mens den sidste rest af menneskelighed synes at hænge i en faretruende tynd tråd hos nogle, så forsøger andre at fastholde en moral og et menneskesyn, der er med til at holde grænsen mellem de overlevende og levende døde i skak.

Netop det fortløbende serieformat og den til tider repetitive storyline er fornemt med til at cementere håbløsheden og samtidig spejle den muligvis formålsløse jagt på overlevelse og vej ud af zombiers dødelige favntag. Ikke at serien står i stampe, for her aflives gerne både centrale karakterer, mens nye kommer til. Det er overraskende og grufuld god underholdning. Kom bare med den 3. sæson, snart…!

twd204

Serien 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Billede, lyd og Ekstramateriale:
Det dystre univers står flot på Blu-ray-udgivelsen. Den matte farveskala er nuanceret og veldefineret, mens kontrasten er solid og detaljegraden fin. Lydsporet er ligeledes en solid og myrekrybende oplevelse, der fornemt sender både splattede gnaskelyde og dialog klart igennem.

Ekstramaterialet består af 8 slettede scener (29 min.) samt 11 korte features, der ser på forskellige aspekter af serien (65 min.). Det er de forskellige features, der er mest interessante. Her kommer cast og crew bl.a. ind på de blodige special effects, serien kontra tegneserien samt lyddesignet og soundtracket. Et udmærket og letfordøjeligt supplement, man bør bruge tid på.

Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 5/6 5_6 - stars_LILLE| Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE

[tabgroup][tab title=”The Walking Dead sæson 2 | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering:
4_6 - stars

twd2 cover

Originaltitel: The Walking Dead – season 2, USA, 2012
Instruktion: Ernest Dickerson, Gwyneth Horder-Payton m.fl.
Medvirkende: Andrew Lincoln, Jon Bernthal, Sarah Wayne Callies, Laurie Holden, Jeffrey DeMunn, Steven Yeun, Chandler Riggs, Norman Reedus m.fl.
Spilletid: 581 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

Slatten romantik og en venskabsbaby

/i /af

Tja, den eneste undskyldning jeg vel har for at have smækket den romantiske komedie Kids with Friends i afspilleren er Kristen Wiig – hende er jeg vild med, og til dels også John Hamm. De er dog ikke særlig meget med, og så er Wiigs rolle desværre ikke en af hendes sjove. Ok, jeg har også en svaghed for romantiske komedier, men det gælder vist ikke som en undskyldning.

Jason og Julie er bedste venner og de eneste i deres omgangskreds, der endnu ikke har fundet den rette at få børn med. De beslutter sig derfor til at få et barn sammen – altså bare som venner, mens de stadig søger efter kærligheden. Så er spørgsmålet bare, om de fortsat har lige så let ved at adskille venskab og kærlighed. Ja, man har set det før.

Men det gør sådan set ikke noget, at det er de samme problematikker, der vendes og drejes i disse tilforladelige romantiske komedier. Desværre mangler klichéerne i denne omgang bare den gnist og veloplagte fremdrift, der skulle være med til at overvinde forudsigelighederne. Så selvom de rette intentionerne er til stede for en lille og vittig film med dramatisk kant, så leveres flødebollen bare for slapt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere

Invasionsbrag er buldrende god underholdning

/i /af

Det er de helt store kanoner, der hives frem her. For der er pokkers meget smæk i ’sænke slagskibe’-filmen Battleship. Jep, en film baseret på brætspillet. Resultatet er en omgang overraskende god og computergenereret underholdning, hvor en enorm flådestyrke pludselig må tage kampen op med brutale aliens og deres højteknologiske krigsmaskiner. BOOM…!

For en flådeøvelse bliver pludselig alvor, da det er lykkedes for NASA at få kontakt med rumvæsner. De er imidlertid ikke venligt stemte og straks de ankommer til jorden er de på krigsstien med fuld smadder på deres voldsomme våben. Slaget kommer nu til at stå på havet, hvor menneskenes umiddelbart underlegne flåde må i krig med de mægtige maskiner fra rummet.

Ja, historien er fyldt med både plothuller og klichéer, men udført med et godt flair for tempo og så leveres løjerne heldigvis også med en portion veldoseret selvironi midt i den amerikanske patriotisme, der til tider kunne gøre det ud for en krigsliderlig reklamekampagne for USA’s flåde. For selvom det er dumt, så er her absolut et godt greb om både spektakulær action og højspændt spænding.

Castet er godt nok mere eller mindre statister i det effektfulde sansebombardement af sejt udrustede rumvæsner og bølgende søgang. Men heldigvis er der lige præcis nok pondus i kliché-karaktererne til, at de giver filmens flotte effekter tilpas med menneskeligt modspil. Her finder man bl.a. den unge og uvorne (ja, ”uvorne”, sgu), men dygtige løjtnant Alex Hopper – en tilpas drenget Taylor Kitsch.

Ellers består mandskabet bl.a. af en sej Liam Neeson med autoritet i stemmen, Alexander Skarsgård som regelret kommandør og så prøver Rihanna (jep, ’Umbralla’-tøsen) at være hård hund med automatvåben. Det er måske ikke just troværdigt – hun er sgu ingen Vasquez fra Aliens, men det fungerer. Der selvfølgelig også de barske krigsveteraner samt den søde pige, som vor helt må kæmpe for.

Så pyt med at her væltes rundt i klichéer, for skidtet fungerer det meste af vejen upåklageligt som rendyrket og adrenalinpumpende action. Det er store kanoner og slibrige aliens tilsat en fin dosis humor, hvilket bl.a. er med til at trække dette monster ud af Michael Bays skygge og de ofte ulige ’Transformers’-film. Så sænk paraderne og lad Battleship sænke dine slagskibe med buldrende god underholdning.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen ser strålende ud på Blu-ray. En sand fornøjelse. Billedet står knivskarpt og detaljerigt filmen igennem, hvor både monstre og maskiner virkelig kommer til deres ret. Lydsporet er ligeledes en medrivende omgang lydguf med god bund, fint afstemte niveauer og heftige panoreringer. Desuden medfølger en ok stak ekstramateriale.

Man får en præ-visualiseret alternativ slutning med introduktion er af instruktør Peter Berg og en rundtur på krigsskibet, bl.a. med interviews af rigtige besætningsmedlemmer (20 min.). Endvidere er der features, der ser på castet (12 min.), forberedelserne til filmen (11 min.), skamros af Peter Berg (6 min.), om at filme til vands og på skibet (7 min.) samt filmens effekter (12 min.) og en trailer for computerspillet. Et traditionelt, men også fint supplement til et brag af en film.

[tabgroup][tab title=”Battleship | Blu-rayanmeldelse”]Vurdering af filmen:
4_6 - stars

Originaltitel: Battleship, USA, 2012
Instruktion: Peter Berg
Medvirkende: Liam Neeson, Taylor Kitsch, Alexander Skarsgård, Brooklyn Decker, Rihanna m.fl.
Spilletid: 2 timer 11 min.
Udgiver: Universal Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Forrygende Fassbender flygter ind i besættelsen

/i /af

Når først besættelsen tager over, forsvinder mennesket og resten af verden ind i afhængigheden. For Brandon er besættelsen sex. En afhængighed, der æder ham op og afskærer ham fra at leve sit liv – at knytte sig til andre mennesker. Shame er ganske enkelt et forrygende bekendtskabt, der som et insisterende råb af afmagt og indestængt vrede finder vej helt ind i marven.

Selvom der er højt til himlen i et matpoleret New York, så kryber klaustrofobien sig sikkert ind i billedet. Det er dog ikke kun byen, der synes som et omklamrende fængsel for den forpinte Brandon. Han er mest af alt fanget i sin egen krop. Fortvivlet og frustreret vælter han fra det ene knald til det andet – med tilfældige piger fra byen og prostituerede, mens hans computer koger over af porno og villige online-tøser.

Men da hans søster uventet flytter ind i hans lejlighed, konfronteres han med sin egen ensomhed og destruktive afhængighed. Det er dog ikke kun Brandon, der har skelletter i skabet og snart står hver af søskendeparrets indre dæmoner og tripper for at slippe fri af en sortbejdset fortid. Men hvad de gemmer i bagagen, er aldrig klart.

Netop alt det usagte, er noget af det instruktøren Steve McQueen så fornemt mestrer i Shame – ikke mindst takket være en forrygende Fassbenders fugede ansigt og kolde blik. Med lange dvælende skud og et visuelt indtagende univers suges man ind i en verden, der både tiltrækker og sluger en råt. En nådesløs storby, hvor kærligheden synes at have trange kår og de evigt tunge skygger tynger byens søgende indbyggere.

Carey Mulligan er lige så sart og skrøbelig som Fassbender er frygtløs og altomsluttet af sin fordærvede rolle. Deres samspil er følsomt, nærværende og tæt på at erobre en smule håb i et ellers håbløst landskab. Shame gør både ondt og forfører. En varm anbefaling til alle – ikke mindst de ensomme natdyr.

Billede, lyd og Ekstramateriale:
Filmens smukke billeder kommer flot til deres ret på Blu-ray-udgivelsen. Nuancer og kontraster er solide, mens både detaljeler og farveskalaen står flot filmen igennem. Lydsporet er er ligeledes en fornøjelse og skaber fængslende atmosfære, mens og dialogen går klart i gennem. Der følger desværre intet ekstramateriale med.

Originaltitel: Shame, USA, 2012
Instruktion: Steve McQueen
Medvirkende: Michael Fassbender, Carey Mulligan m.fl.
Spilletid: 100 min.
Udgiver: Midget Entertainment

En altid charmerende Paul Rudd på afveje

/i /af

Paul Rudd er en favorit hos undertegnede og hovedårsagen til, at jeg var spændt på at se komedien Wanderlust. Det var også primært ham og hans flair for improvisation, der hev flest grin ud af mig i en desværre noget ujævn affære. Der forsøges ellers kækt med både toilethumor og ’tissemænd-in-your-face-komik’.

Paul Rudd og Jennifer Aniston – aka George og Linda – står pludselig uden job og må derfor flytte ud af deres dyre New Yorker-lejlighed og væk fra byen. Efter et par ulidelige dage hos Georges belastende bror beslutter de sig imidlertid for at flytte ind i et hippie-kollektiv ude i skoven. De to travle bymennesker har nemlig aldrig følt sig mere i live end i bofælleskabet med både pot, lejrbål, meditation og guitarspil.

Jep, der er lagt i ovnen til et morsomt kultur-clash mellem byboere og tilbagelænede flippere uden jordforbindelse – og ikke nok med det, for onde pengemænd vil snuppe fristedet og istedet bygge et kasino. Desværre spilles der mere eller mindre på de samme kedelige stereotype roller og forudsigelige gags, hvilket hurtigt hiver engagementet ud af løjerne og desværre heller ikke er videre morsomt.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–> Læs mere