Anmeldelser – Side 105 – Filmskribenten

NOW YOU SEE ME: Heist-trylleri er mere flad CGI end rigtig magi

17. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Selvom trylle-thrilleren Now You See Me langt fra er den omgang intelligente heist-underholdning, den gerne vil være, er tryllerierne ikke uden en vis tempofyldt underholdningsværdi. Desværre er der bare mere tale om computerskabt og usandsynligt lir end reelt overraskende magi, når de fire tryllekunstnere afvikler deres storstilede numre.

Her møder man en selvcentreret Jesse Eisenberg, en tjekket Isla Fisher og en tankelæsende Woody Harrelson, mens Dave Franco forbliver en ret så uforløst karakter i firkløveret. Men egentlig kommer man ikke til at kende nogen af dem videre godt – her gælder det mere om at dupere med trylleri og en plotvridende fortælling, end at engagere med interessante karakterer. Fair nok.

Der er da også fart over feltet, hvor særligt den første halve time fænger med noget af den magi resten af filmen mangler. Her bliver de fire tryllekunstnere ført sammen af en ukendt bagmand, der giver dem instrukser om at udføre et vovet nummer foran tusindvis af publikummer. Fra scenen i Las Vegas røver de således en bank i Paris og lader til alles forbløffelse de mange pengesedler regne ned over publikum.

En forvirret Mark Ruffalo agerer FBI-agenten, der sammen med Mélanie Laurent som utroværdig Interpol-kollega skal opklare den mærkværdige sag. Men en tryllekunstner afslører som bekendt aldrig sit trick – og hvad gør man så? Inden længe venter næste magiske kup og det er således en kamp mod tiden for agenterne, mens tryllekunstnere lægges under hårdt pres – og hvem er den mystiske bagmand i grunden?

Men lidt på samme måde som Paris-kuppet efterfølgende forklares og herved mister magien, på samme måde går luften også af ballonen for filmen, der ikke formår at stable nævneværdig spænding på benene. Det interessante og fængslende plot udebliver ganske enkelt, hvor man i stedet får serveret svært fordøjelige forviklinger samt en finale, der langt fra er det medrivende pay-off, der eller flittigt lægges op til.

Så selvom det ivrige cast peppes op af altid seværdige Michael Caine og Morgan Freeman, er det ikke nok til at redde tryllerierne ud af middelmådighedens dynd af fortænkte plottwists og lidt for lette løsninger skabt med computermagi. Heldigvis holdes der et fint tempo, som desuden gør det svært at holde styr på alle plothullerne – jep, nothing but smoke and mirrors.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”Now You See Me | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: Now You See Me, USA, 2013
Premiere: d. 18. juli 2013
Instruktion: Louis Leterrier
Medvirkende: Mark Ruffalo, Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Mélanie Laurent, Isla Fisher, Dave Franco, Michael Caine, Morgan Freeman m.fl.
Spilletid: 115 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE PURGE: Ethan Hawke kan ikke stille meget op med tam thriller

17. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Året er 2022 og USA har efter en voldsom krise fundet løsningen på arbejdsløshed og kriminalitet. For i 12 timer én gang om året er alt lovligt – inklusiv mord. Denne ene nat virker altså som ventil for samfundet, der således giver afløb for hadet og volden, hvilket har fået USA på fode igen. Vi følger i The Purge således en rig familie i disse farlige timer i deres topsikrede hus, der selvfølgelig ikke er så topsikkert alligevel.

Så mens nogle går amok, forskanser andre sig. Ja, lad lige denne præmis fise ind. Nej vel, den er lidt svær at sluge. Filmen forsøger ellers at give konceptet lidt troværdig tyngde ved at lade eksperter på tv udtale sig om denne kaotiske nat af katarsis. Men rent faktisk bliver den ekstreme præmis aldrig for alvor udforsket. Hverken de politiske kvæk om økonomi og samfundslag eller tematikker som vold, menneskelighed og overlevelse bliver udforsket nævneværdigt.

De mere komplekse aspekter af filmens præmis forbigås altså, mens man i stedet får en rendyrket home invasion-film – desværre fungerer The Purge heller ikke på det plan. For hvor andre film i denne subgenre, så som Straw Dogs, Funny Games og Panic Room, har leveret nervepirrende klaustrofobi, adrenalinfyldt vold og intens spænding, må man her kigge langt efter noget, der bare kunne minde om et par svedige håndflader.

Til gengæld er der rigeligt med plothuller og et cast, der opfører sig mere eller mindre dumt. Ethan Hawke får dog som den beskyttende familiefar aktiveret en smule engagement i det dystre foretagende, hvor alt kører af sporet for hans familie, der ellers har forskanset sig efter alle kunstens regler. For datterens kæreste har gemt sig i huset og konfronterer efter aflåsningen farmand, mens sønniken med mistænkelig lethed får afsikret huset og lukket en hjemløs mand ind.

Løjerne optrappes yderlige, da en flok maskeklædte unge banker på med pistoler, macheter i hånden og rigeligt af overspil. Den hjemløse mand var nemlig deres bytte og åbenbart eneste mulighed for deres udrenselse – så hvis ikke han udleveres, vil de bryde ind og myrde hele familien. De bryder selvfølgelig ind og så står den ellers på en tamt eksekveret katten-efter-musen-pølse.

The Purge har altså ikke mange trumfkort i hånden – hverken som en dyster og tankevækkende fremtidsvision, som medrivende home invasion-thriller eller som blodig exploitation. Og nej, det forudsigelige twist i filmens finale redder altså ikke filmen på målstregen, der dog trods alt nås efter små 85 minutter.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Purge | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:

Originaltitel: The Purge, USA, 2013
Premiere: d. 18. juli 2013
Instruktion: James DeMonaco
Medvirkende: Ethan Hawke, Lena Headey, Max Burkholder m.fl.
Spilletid: 85 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THE MASTER: Mesterlig kultleder og fordrukken protegé

15. juli 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Det er næsten seks år siden, man sidst kunne sætte sig til rette i de bløde biografsæder og nyde en film af Paul Thomas Anderson. Dengang var det mesterværket There Will Be Blood, der bruste voldsomt over lærredet med grådig olie og storhedsvanvid. Med The Master er det igen mennesker, som lever på kant med livet, der sættes stævne.

Her møder vi i årene efter 2. Verdenskrigs afslutning en megalomanisk og manisk kultleder samt hans fordrukne protegé – henholdsvis Philip Seymour Hoffman og Joaquin Phoenix. Deres præstationer alene berettiger mere end ét gensyn.

Freddie Quell (Phoenix) er en af de utallige soldater, der nu skal ud i det civile liv igen, men mange er traumatiserede af krigens rædsler – inklusiv Freddie. Hvorvidt det dog kun er krigen, der har steget ham til hovedet, eller om der ikke hele tiden har været rod i mekanikken, skal stå usagt. Men det hjælper ikke just på hans koleriske tilstand, at han fylder sig med hård hjemmebrændt fra maskinrummet.

Fuld af forlist kærlighed, frustration og uforudsigelige vredesudbrud støder Freddie under en af sine drukture på den karismatiske Lancaster Dodd (Hoffman), og en gensidig fascination udspringer af mødet. De indgår snart i et tæt og for hinanden udfordrende venskab – hvis venskab overhovedet er det rigtige ord.

For man fornemmer, at Lancaster måske mest af alt blot har brug for en letpåvirkelig forsøgsperson til sine tankeeksperimenter samt teorier om tidsrejser og den menneskelige psyke. Men uanset hvilke motiver, der ligger bag den umage duos parløb, så er det en fængslende rejse publikum kommer med på, hvor man også undervejs møder en sød Amy Adams som Lancasters forførte og bedårende datter.

Phoenix er uhyggeligt opslugt af sin rolle og har nærmest drukket sig til ukendelighed som krumbøjet og sexfikseret mand på vej mod intetheden. Et både rystende og rystende stærkt portræt. På samme måde skræller Hoffman som den enigmatiske kultleder også forsigtigt nuancerede lag af sin karakter – en selvoptaget enspænder og fantast, der på egen vis lever et forkrøblet og vildledt liv.

Jonny Greenwood står som med There Will Be Blood igen for scoret, der her veksler medrivende mellem det urovækkende, drømmende og søgende – ganske enkelt forrygende. Det samme er filmens forførende og smukke billeder, der tager én med både ud i ørkenen, ned i rødt oplyste maskinrum og ombord på susende skibsdæk.

Der er med andre ord mange gode grunde til, at The Master er en frydefuld og vidunderlig filmoplevelse. At den så også er inspireret af grundlæggelsen af scientology er blot ekstra drys på kransekagen. Ja, mesteren Paul Thomas Anderson er tilbage for fuld power.

Filmen 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står skarpt, hvor de både forførende og sukke billeder gengives veldefineret, med god detaljegrad og velbalancerede farver. Lydsporet spiller fint med solide niveauer og går klart igennem. Der medfølger også lidt ekstramateriale.

Her får man en kort, håndholdt montage fra produktionen. Der er ingen interviews og det hele virker ret tilfældigt – ikke videre interessant (8 min.). Så er der mere at komme efter i featuren, der indeholder en række slettede og alternative scener. Også en smule løst konstrueret, men med flere spændende fraklip (19 min.).

Ekstramateriale 2/6 | Billede 6/6 | Lyd 5/6

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Master | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering: 4/6

Originaltitel: The Master, USA, 2012
Udgivelse (Blu-ray/dvd): 30. juni 2013
Instruktion: Paul Thomas Anderson
Medvirkende: Joaquin Phoenix, Philip Seymour Hoffman, Amy Adams m.fl.
Spilletid: 137 min.
Distributør: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

WORLD WAR Z: Brad Pitt på flugt fra sultne zombier

10. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Det er bare med at få benene på nakken, hvis man skal have en chance for at slippe fra horderne af frådende zombier i Marc Forsters stort opsatte World War Z. Så ja, det er præcis hvad Brad Pitt gør, mens han rejser Jorden rundt i forsøget på at finde en måde at stoppe de aggressive bæster på. Der er selvfølgelig også lige tid til at smide en af de mest akavede product placement-øjeblikke længe set ind i filmens finale, Jesus.

Filmen lægger veloplagt og effektivt ud med en intens første halve time, hvor zombie-apokalypsen bryder ud globalt og skræmmende hurtigt. Pitt, hans kone og deres to søde piger ender således midt kaosset, da smitten ud af det blå bryder løs i Philadelphias gader. Her fornemmer man reel panik og håbløshed, mens butikkerne tømmes, den lokale ordensmagt giver op og zombierne bruser ustoppeligt frem.

Desværre mister filmen pondus og nerve herefter, selvom der diskes op med den ene zombiefulde actionscene efter den anden. Men helt ueffen er filmen bestemt ikke. Der holdes et fint, om end ujævnt tempo, mens de panoramiske skud af byer i brænd er ganske flotte og en smule urovækkende – men aldrig for alvor gribende.

Rigtig skræmmende bliver filmen heller aldrig og utroligt nok, er den på det nærmeste uden blod – og det selvom zombier skydes ned i tusindvis (nej, ikke et eneste splattet headshot bliver det til), mens menneskene agerer tagselvbord for de levende døde. Ja, der er altså bare noget selvmodsigende i at lave en børnevenlig film med en så voldsom præmis – well, en zombieapokalypse for hele familien.

Men man savner karakterer at engagere sig i – noget, der kunne give actionscenerne mere nerve og nærvær. Pitt gør det bestemt godt som den godhjertede FN-arbejder, der må efterlade sin familie for at drage i felten. Ja, der bliver plads til et par Jesus-referencer til Pitt undervejs. Men båndet til familien kommer aldrig for alvor til at udgøre en dramatisk medrivende modvægt til zombieballaden – der desuden kan opleves i 3D, hvilket i dette tilfælde er en totalt ligegyldig gimmick.

Det er altså mere action end gys og menneskeligt drama, der skal holde pulsen oppe og engagementet ved lige. Det lykkedes også et stykke af vejen. Men som filmen skrider frem bliver det også en smule repetitativt at følge Pitt fra den ene dødsfælde til den næste, mens tematikker som menneskelighed og civilisation aldrig kommer i spil. Ja, en poleret og lettere uinteressant zombiefilm med et par gode actionscener.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.
– Se også: 7 fremragende film om zombier. [tabgroup][tab title=”World War Z | Biografanmeldelse”]
Vurdering 3/6:

Originaltitel: World War Z, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Marc Forster
Medvirkende: Brad Pitt, Mireille Enos, Daniella Kertesz m.fl.
Spilletid: 116 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THE BLING RING: På overfladisk rov hos de kendte

10. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Ja, det er for længst stukket af for kendisdyrkelsen – du ved, kendt for at være kendt og alt det der. Men hvordan påvirker og former det et samfund, når typer som Paris Hilton bliver forbilleder? I Sofia Coppolas The Bling Ring følger man en flok teenagere, som netop jagter den livsstil, de ser de kendte og rige udleve på den røde løber og i ligegyldige reality-programmer. Ja, ”Super rich kids with nothing but fake friends,” som Frank Ocean passende synger på soundtracket.

De festglade teens finder ud af, hvornår kendisserne er udenbys, for herpå at bryde ind og tage for sig af tasker, sko, penge og smykker – heriblandt hos netop Paris Hilton samt blandt andet Lindsay Lohan og Megan Fox. Kriteriet for lykke og succes synes her at være bundet op på materiale goder, mærkevarer, penge, fester på kokain og at være på de rigtige VIP-lister. Ja, den glimtende overflade.

Filmen er baseret på den rigtige historie om en flok unge, der brød ind hos kendisser i Los Angeles tilbage i 2008 og 2009. Der er dog ikke af den grund meget substans at komme efter i skildringen af de medvirkende, der optegnes noget overfladisk. Måske en pointe i sig selv, men det gør også, at man ikke engageres specielt meget i filmen og de unges tyvetogter – well, og så er det desuden ikke specielt sympatiske typer.

Man kommer altså aldrig rigtigt ind under huden de unge, hvor usikkerhed, afsavn og svigt kun i glimt får lov at titte frem fra kulissen. Blandt andet den indadvendte Marc, der via gruppen pludselig får venner eller Nicki, som er på antidepressive og hjemmeskoles af en mor, der opflasker sine børn med kendisser som forbilleder. Leslie Mann som forskruet mor er dog et absurd trumfkort for filmen.

Hun er dog lige så firkantet skildret som tyve-flokken, hvor man finder Emma Watson, Katie Chang og Claire Julien – alle mere eller mindre utålelige teens med hovedet oppe i røven og alt for travlt med at tage billeder af sig selv. Men hvorfor de er endt sådan forsøges aldrig rigtigt udforsket. Israel Broussard er som Marc den eneste, der har et nogenlunde velbalanceret moralsk kompas (altså lige bortset fra tyvekoster og kokain) – han er nemmere at forstå og engagere sig i.

Løjerne går dog i tomgang med det ene rov efter det andet, mens kameraet kæler for villaer og mærkevarer. Så var der anderledes smæk på de rebelske teens i Harmony Korines sprælske Spring Breakers, der med lignende tematikker også bød bagsiden af den amerikanske ungdom op til dans. Men The Bling Ring hverken provokerer eller underholder desværre nok og sætter heller nævneværdige tanker igang om kendisdyrkelsen, ungdommens jagt på lykke og flugt fra virkeligheden.

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her. [tabgroup][tab title=”The Bling Ring | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: The Bling Ring, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Sofia Coppola
Medvirkende: Israel Broussard, Katie Chang, Taissa Farmiga, Claire Julien, Georgia Rock, Emma Watson, Leslie Mann m.fl.
Spilletid: 90 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

THE INTERNSHIP: Vaughn og Wilson i fesen feel-good-fuser

10. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Jeg kan sgu godt lide både Vince Vaughn og Owen Wilson – men for satan, hvor er deres sødsuppe buddy-og-underdog-komedie The Internship dog en feel-good-fuser. Den mangler både grin, bid og overraskelser – til gengæld er den rig på kedelige klichéer, påtagede romancer og hul sentimentalitet.

Sælgerne Billy og Nick mister deres job, og hvad gør et par fuldvoksne mænd så? Jo, de melder sig til et praktikforløb hos Google, der kan give dem fastansættelse. De skal bare lige klare sig igennem en række opgaver. Men ikke nok med, at de intet ved om computere, de kunne også være fædre til de andre deltagere – og så ender endda på et hold med andre outsidere, men mon ikke de formår at blive et rigtigt team.

Ja, en klassisk ’fish-out-of-water’-komedie – prøv om du kan gætte udfaldet af deres strabadser. Nu skal man dog ikke nødvendigvis se sådanne film for et overraskende plot, men der er altså mere medrivende måder at servere forudsigelighederne på – og her er det da også kemien mellem Vaughn og Wilson, der skal køre filmen i hus. De er godt selvskab, selvom de er på nippet til at blive parodier på dem selv.

Vaughn som evigt snakkende go-getter og Wilson som den kejtede romantiker. Så ja, selvfølgelig skal Wilson også involveres i en påtaget romance med en sød Rose Byrne. Klichéerne indfinder sig også hos duoens medpraktikanter, blandt andet Tobit Raphael som Yo-Yo, der udgør et fordomsfuldt billede på en asiat, der straffer sig selv, fordi han ikke kan leve op til sin mors strenge ordre. Come on.

Sådan er det desværre hele vejen – unuanceret og forudsigeligt, mens filmen også strækker sig over to lidt for lange timer. Og ja, The Intership fungerer desuden som én stor glorificerende reklame for Google – deres logo har sågar fået en plads midt på filmens plakat. Men reklamefilm eller ej, så har den fjollede duo hjertet på rette sted, hvilket trods alt gør det svært at være kyniker helt ind til benet.

Men uanset hvor charmerende de to gutter er og hvor positiv historien om outsiderenes vej til sejr måtte være, kan The Intership ikke løbe fra også at være et lettere kedeligt og ujævnt bekendtskab, der desuden disker op med for få oprigtige grin – det kan selv korte gæsteoptrædener med altid sjove Will Ferrell og Rob Riggle som hellige douchebags desværre ikke gøre det store ved.

Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her.

[tabgroup][tab title=”The Internship | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:

Originaltitel: The Internship, USA, 2013
Premiere: d. 11. juli 2013
Instruktion: Shawn Levy
Medvirkende: Vince Vaughn, Owen Wilson, Rose Byrne m.fl.
Spilletid: 119 min.
Distributør: Fox Film[/tab][/tabgroup]

HOUSE OF CARDS 1. SÆSON: Magt, manipulation og moralsk fordærv

8. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Hvordan mon det egentligt foregår bag de lukkede døre, når der skal forhandles aftaler og politiske poster på plads i Washington? Hvis man skal tro 1. sæson af den på mange måder medrivende serie House of Cards, så spares der ingen midler for at bevare og tilrane sig mere magt. I hvert fald ikke for seriens hovedperson, kongresmedlemmet Francis Underwood – en veloplagt Kevin Spacey.

Underwood har spillet en afgørende rolle i at få valgt demokraten Garrett Walker til præsident. Belønningen skulle være posten som udenrigsminister, men Walker bryder sit løfte og nominerer i stedet Michael Kern, mens Underwood må forblive på sin plads. Mere end skuffet og fyldt med hævnlyst går Underwood nu benhårdt efter at få skovlen under Kern og forme Washingtons fremtid efter sit eget hoved. Iskoldt, kalkuleret og med en plan, det er pokkers medrivende at se blive udfoldet.

Første afsnit lykkedes intenst med at etablere Underwood som en mand, man ikke ønsker at lægge sig ud med. En mand, der formår at manipulere og spille sine kort med både mod og menneskelig indsigt, mens han gerne skubber andre ud over kanten for selv at komme frem. Den dramatiske intensitet holdes desuden nærmest ved lige samtlige 13 afsnit, hvor man også får indsigt i journalisternes arbejde.

Man møder således den ambitiøse journalist Zoe Barnes – en energisk Kate Mara. Hun arbejder hos Washington Herald og indgår et lyssky forhold til Underwood, hvilket bringer hendes historier på forsiden af aviserne. Deres farlige forhold gøder effektivt jorden ekstra godt for dramaet og giver Underwoods allerede risikable kortspil flere facetter. At Underwood undervejs desuden bryder den fjerde væg ved at tale direkte til publikum er blot med til at involvere en yderligere.

Som alle medvirkende er også Underwoods kone Claire (Robin Wright) et interessant bekendtskabt. Hun er med til at give Underwood et mere menneskeligt ansigt og viser også, at selv privaten tages i brug, når der skal smedes rænker, hvilket blandt andet kommer til at inkludere den alkoholiserede politiker Peter Russo (Corey Stoll). Nej, ingen i serien er fejlfri, hvor alle bevæger sig i moralske og etiske gråzoner.

Lige så fattig House of Cards er på rendyrkede sympatiske mennesker, lige så dragende og vanedannende er det også at følge det politiske spil, der nærmest som en thriller udfolder historien om korruption, hævn og menneskeligt forfald. Her er ganske enkelt tale om en både velskrevet, velspillet og veleksekveret serie, hvor det ene afsnit medrivende afløser det næste. Kom bare an med 2. sæson.

Sæsonen 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre intet ekstramaterie, men til gengæld gør serien sig virkelig godt på Blu-ray. Billedsiden gengives veldefineret og med god detaljegrad, mens den nedtonede farveskala har fint liv. Lydsporet leverer også varen med klart afstemte niveauer, hvor den velsmurte dialog og det stemningsfulde score går dynamisk igennem.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 6/6 | Lyd 5/6 [tabgroup][tab title=”House of Cards 1. sæson | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 4/6

Originaltitel: House of Cards: The Complete First Season, USA, 2013
Udgivelse: d. 18. maj 2013
Instruktion: David Fincher m.fl.
Medvirkende: Kevin Spacey, Robin Wright, Kate Mara, Corey Stoll, Michael Kelly, Sakina Jaffrey, Kristen Connolly, Constance Zimmer m.fl.
Spilletid: 11 timer 14 min.
Distributør: Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

VILDE ROLF: Farverigt retrospil på vilde eventyr

6. juli 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Hvad stiller man op, hvis man er en computerspilsfigur, der er programmeret til kun at smadre ting, når man egentlig gerne vil være andet end skurken? Du ved, få lidt anerkendelse og måske nogle venner – altså lige som helten i spillet. Sådan har Vilde Rolf det, eller Wreck-It Ralph, som også er originaltitlen på Disneys nyeste animationsfilm.

Så da Rolf finder ud af, at man kan vinde en medalje i et andet computerspil og herved blive hyldet som helten, smutter han straks ud af sit eget spil. Men det kan være farligt og han får da også sluppet et fælt rumkryb fra det nye spil løs. Nu truer bæstet med at ødelægge alle computerspillene (jep, den sikre død – gisp). Så Rolf må nu forsøge at rette sin fejl, mens han også jagter medaljen.

Selvom jeg på ingen måde er gamer, så har jeg været min tur omkring Amiga 500 og Sega Master System II – og ja, det er ret sjovt at se de gamle spilkarakterer forvandlet til kulørt 3D-eventyr, så som Pac-Man og det blå pindsvin Sonic. Men charmen ligger mest af alt hos den godhjertede Rolf og hans veninde Vanilje, som han hjælper med et racerløb blandt pixellerede sukkertoppe og slikpindetræer.

De to svinger godt og giver de til tider noget sukkersøde løjer en smule kant. For selvom her på forrygende vis blandes computerspil fra forskellige tidsaldre, så bliver Vilde Rolf også noget poleret rent historiemæssigt. Jeg savner mere mod til at tage fat i latente tematikker som ensomhed, identitet og selvværd.

For både Rolf og Vanilje er outsidere i hver deres spil, men deres plads i skyggen bliver kun behandlet overfladisk. Det ændrer heldigvis ikke på, at her trods alt er tale om både flot, farverig og medrivende animation, der med fine referencer til de gamle spil formår at underholde langt det mest af vejen. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at der var brugt mere tid i selskab med mikset af de forskellige spil.

Desuden leveres stemmerne energisk af blandt andet John C. Reilly som den godhjertede Rolf, mens Sarah Silverman er sød og speedet som Vanilje og Jane Lynch er den bestemte Sergeant Calhoun (man kan også se filmen med danske stemmer). Så selvom filmen aldrig rigtigt får tematisk fat, hvor det blive rigtigt interessant, så er det en både veloplagt og underholdende animationsfilm.

Filmen 4/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig desuden forrygende godt på Blu-ray. Billedet står hele vejen knivskarpt, veldefineret og med indtagende farver. Lydsporet spiller ligeledes upåklageligt med sine velbalancerede niveauer. Sådan. Der medfølger desuden en lille omgang ikke videre dybdegående, men ok interessant ekstramateriale.

Her får man den sort/hvide kortfilm Paperman (7 min.), der uden et ord fortæller den romantiske historie om en mands søde møde med en pige – og nogle papirsflyvere. Herudover er der en feaure, hvor blandt andet instruktør Rich Moore fortæller om de forskellige verdener i Vilde Rolf og hvordan de blev skabt (17 min.), et par alternative/slettede/ufærdige scener med valgfrit kommentarspor af blandt andet Moore (16 min.) samt falske trailers for spillene i filmen (3 min.).

Ekstramateriale 3/6 | Billede 6/6 | Lyd 6/6 [tabgroup][tab title=”Vild Rolf | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 4/6

Originaltitel: Wreck-It Ralph, USA, 2012
Udgivelse: 20. juni 2013
Instruktion: Rich Moore
Medvirkende: John C. Reilly, Sarah Silverman, Jack McBrayer, Jane Lynch m.fl.
Spilletid: 1 time 41 min.
Distributør: Walt Disney Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

THE LONE RANGER: Johnny Depp med en fugl på hovedet og en sløv cowboyhelt mangler et spark bagi

3. juli 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Det kan godt være, at titlen er The Lone Ranger, men den egentlig hovedperson er Johnny Depp som den excentriske indianer Tonto – komplet med fugl på hovedet og krigsmaling. Der er i hvert fald hverken meget handlekraft eller karismatisk helt at hente hos Armie Hammer som den maskebærende ranger i Gore Verbinskis flotte, men også ujævne, for lange og halvkedelige rabalderwestern.

Men nej, Tonto er som bekendt ikke alene om at klare ærterne, når de onde og grådige skurke skal stoppes. Så med hjælp fra ånderne pejles han i retning af den sky advokat John Reid, der mod all odds skal blive den retskafne cowboyhelt. Filmen er således også fortællingen om en helts umage tilblivelse – for godt nok har han hjertet på rette sted og en høj retfærdighedssans, men modet er til at overse.

Der går desuden (virkelig) lang tid, før The Lone Ranger træder i karakter – og når det endelig sker, har han desværre ikke den forventelig pondus. Sidekicket Tonto har allerede stjålet rampelyset sammen med William Fichtner, der som den ubehagelige skurk Butch Cavendish har hang til at spise sine ofre – han er mere mindeværdig end filmen desværre giver ham plads til at være.

Men det er ikke kun Cavendish, der ikke helt kommer til sin ret – også Helena Bonham Carter som bestemt bordelmutter samt Ruth Wilson som John Reids flamme forbliver overfladiske brikker i et manuskript, der aldrig rigtigt finder rytmen og en medrivende balance mellem karakterudvikling og de logikfortrængende actionscener.

For selvom Verbinski viser en vis tæft udi skuddueller og løbske lokomotiver, så er leddene, der udgør bindeled mellem actioneskapaderne ikke vildt engagerende. Historien er ujævnt afviklet og plottet slår unødvendige knuder. Desuden synes det også overflødigt at filmen bindes op på en rammefortælling, hvor en ældgammel Tonto i flashback fortæller historien til en lille knægt.

Desuden er hverken Reid eller Tonto specielt interessante. Ja, Hammer er flot og firskåret, men fladt optegnet, mens Depp mest minder om en mindre snakkesalig Jack Sparrow – ja, Verbinski er som bekendt også manden bag et par Pirates-film. Lone Ranger-karakteren så dagens lys i 1933, men dette forsøg på at bringe helten tilbage er kun delvist vellykket. Man kan håbe, at opfølgeren har bedre held med at balance den umage duo med action og humor, når nu de to er blevet etableret. [tabgroup][tab title=”The Lone Ranger | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:

Originaltitel: The Lone Ranger, USA, 2013
Premiere: d. 3. juli 2013
Instruktion: Gore Verbinski
Medvirkende: Johnny Depp, Armie Hammer, William Fichtner, Helena Bonham Carter, Tim Wilkinson m.fl.
Spilletid: 150 min.
Distributør: Disney[/tab][/tabgroup]

TRUE BLOOD SÆSON 5: Spraglet vampyrserie mister overblikket

1. juli 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Vampyrserien True Blood bliver fortsat mere og mere spraglet, men det kulørte univers har i sin 5. sæson sværere og sværere ved at holde de mange plottråde og karakterer engagerende i spil. Det er egentlig også lidt misvisende at kalde det en vampyrserie, da andre overnaturlige skabninger efterhånden fylder mindst ligeså meget – både varulve, hekse, formskiftere og feer med mere.

Anna Paquin er stadig den søde Sookie Stackhouse, der i seriens udgangspunkt var det dramatiske omdrejningspunkt. Hun agerer dog mere og mere bifigur i det fortsat flergrenede plot, hvor andre karakterer får mere plads. Det gælder blandt andet vampyren Pam, hvis fortid og komplekse forhold til sin skaber Eric Northman (Alexander Skarsgård) udforskes. Hun er en interessant og tvetydig karakter, der spilles med intimiderende elegance af Kristin Bauer van Straten.

Mindre interessant og en smule overflødig synes subplottet med kokken Terry (Todd Lowe) og hans soldaterkammerat, der hjemsøges af en ilddæmon, mens ellers faste karakterer som den rapkæftede Lafayette (Nelsan Ellis) og den egenrådige Tara (Rutina Wesley) flagrer en smule uforløste hen, det selvom der sker afgørende omvæltninger for dem – ikke mindst Tara, der i første afsnit bliver vampyr.

Når nu Sookies trekantsdrama med vampyrerne Eric og Bill Compton (Stephen Moyer) er skubbet i baggrunden, får man i stedet et med hendes bror Jason (Ryan Kwanten) og hans forhold til vampyren Jessica (Deborah Ann Woll) og kammeraten Hoyt (Jim Parrack). Et følelsesmæssigt stærkt trekantsdrama. Men selvom dramaet her er alvorligt og oprigtigt, så spiller humoren og gerne den kulsorte og satiriske forsat en vigtig rolle i serien.

Således agerer den homoseksuelle vampyr Steve Newlin (Michael McMillian) mere eller mindre comic relief, mens Denis O’Hare som den balstyriske vampyr Russell Edgington også spæder til med blodige fjollerier. Desuden kommer man ind bag kulissen i The Vampire Authority – den udøvende magt og autoritet blandt vampyrerne, hvor tematikker som religion, politik og magt er i spil.

Der sker med andre ord meget i 5. sæson, hvor man også får sin del af splat og nøgenhed (ja, det er vel en HBO-serie). Plottrådene er bare ikke helt vellykket balanceret, mens det kulørte univers mister nærvær og engagement i skøre gimmicks. Men selvom her er fortællermæssige problemer, både hvad angår plot og karakterer, bliver det aldrig for alvor kedeligt at besøge Bon Temps i disse 12 afsnit.

True Blood 5. sæson 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Sæsonen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet står flot, detaljerigt og veldefineret hele vejen, mens lydsporet spiller upåklageligt med klare niveauer, der giver fin plads til både dialog, bulder og brag. Der medfølger desuden en fin omgang ekstramateriale. Man får fem kommentarspor med cast og crew, hvor både nye og gamle kendige gør disse spor til informative, sjove og interessante lyt.

Der medfølger en kort feature, der gennemgår hver episode, mens man med Enhanced Viewing Mode kan se episoderne med diverse trivia tilknyttet og så får man et dybdegående og interessant kig på 6. afsnit med blandt andet interviews og behind the scenes. Med True Blood Lines kan læse om karakterne og deres indbyrdes forhold, mens karakterne fra The Vampire Authority taler om sig selv i en slags videodagbog. Alt i alt et udmærket og solidt ekstramateriale, der dog ikke imponerer.

Ekstramateriale 4/6: | Billede 5/6: | Lyd 6/6: [tabgroup][tab title=”True Blood sæson 5 | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: True Blood season 5, USA, 2013
Udgivelse: d. 28. maj 2013.
Instruktion: Daniel Minahan m.fl.
Medvirkende: Anna Paquin, Stephen Moyer, Sam Trammell, Ryan Kwanten, Rutina Wesley, Alexander Skarsgård, Kristin Bauer van Straten m.fl.
Spilletid: 640 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

NOW YOU SEE ME: Heist-trylleri er mere flad CGI end rigtig magi

THE PURGE: Ethan Hawke kan ikke stille meget op med tam thriller

THE MASTER: Mesterlig kultleder og fordrukken protegé

WORLD WAR Z: Brad Pitt på flugt fra sultne zombier

THE BLING RING: På overfladisk rov hos de kendte

THE INTERNSHIP: Vaughn og Wilson i fesen feel-good-fuser

HOUSE OF CARDS 1. SÆSON: Magt, manipulation og moralsk fordærv

VILDE ROLF: Farverigt retrospil på vilde eventyr

THE LONE RANGER: Johnny Depp med en fugl på hovedet og en sløv cowboyhelt mangler et spark bagi

TRUE BLOOD SÆSON 5: Spraglet vampyrserie mister overblikket

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV