Anmeldelser – Side 100 – Filmskribenten

DON JON: Joseph Gordon-Levitt onanerer og Scarlett Johansson er en bimbo, hvilket er en god ting

6. november 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biograf-anmeldelse: Drenge ser porno og piger ser romantiske film – begge dele er med til at give et mere eller mindre unaturligt forhold til det der sex og den der kærlighed. Det er i hvert fald udgangspunktet for den veloplagte Don Jon – Joseph Gordon-Levitts debut som spillefilmsinstruktør. Han har også skrevet manuskriptet og spiller selv hovedrollen som den pornoafhængige Jon, der falder for den romantikfikserede Barbara, en bimbo-blond Scarlett Johansson.

Således er der lagt op til en vittig omgang kærlighedstagfat, der bringer charmøren Jon ud på gyngende grund. Han har nemlig hidtil kun været vant til overfladiske knald, så selvfølgelig er det ikke sådan at få kærligheden til at gå op, nu hvor nye følelser og en uventet intimitet melder sig på banen. Han kan imidlertid ikke give afkald på pornoen, der fortsat er mere tilfredsstillende for ham end den ægte vare.

Det konflikter med Barbaras lyserøde forestillinger om kærlighed og kærester, så Jon må derfor i kærlighedens navn forsøge at stoppe sit pornoforbrug, hvis kærligheden skal sejre, so to speak. Det viser sig dog at være noget nemmere at lyve sig pornofri, end at fastholde afholdenheden. Ja, drenge versus pige-billedet lyder til at være ret sort/hvidt sat op – og det er det også. Et godt stykke af vejen.

Men netop denne klare forskel på kønnenes tilgang til kærligheden er med til komisk at kridte banen op for den satiriske klangbund, man finder i dramaet. For selvfølgelig er tingene sat på spidsen, men der kommer heldigvis også nuancer og oprigtige følelser i spil, efterhånden som Jons kamp med kærligheden får mere tyngde.

Joseph Gordon-Levitt er veloplagt og tilpas slesk uden at miste sin naturlige charme i rollen som Jon, mens Scarlett Johansson skruer op for sit bimbo-gen som den kommanderende og noget dominerende kæreste. Med du ved, kærligheden kan få én til at gøre hvad som helst – selv at shoppe gardiner på en lørdag. De har god kemi og synes at passe perfekt sammen, på trods af deres forskellige syn på kærligheden.

Don Jon er med andre ord en vellykket spillefilmsdebut for Joseph Gordon-Levitt. For selvom løjerne til tider synes at gentage sine pointer, holdes der et engagerende tempo. Filmens tredje akt giver desuden fornemt kærligheden den kompleksitet og tyngde som dramaet ellers ville have savnet. Ja, den kan du roligt tage din udkårne med ind og se – eller hvis du bare vil se Joseph Gordon-Levitt onanere.

– ‘Snes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Don Jon | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:

Originaltitel: Don Jon, USA, 2013
Premiere: d. 7. november 2013
Instruktion: Joseph Gordon-Levitt
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, Scarlett Johansson, Julianne Moore m.fl.
Spilletid: 90 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THE FIFTH ESTATE: Der mangler krudt i denne whistleblower

6. november 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Selvfølgelig har manden, der instruerede de to sidste og rædderlige kapitler i Twilight-sagaen lavet en film om en af det 21. århundrede vigtigste historier, nemlig den om det mere end stormombruste site WikiLeaks, dets grundlægger Julian Assange og vejen frem til sitets afsløringen af tusindvis af hemmelig militære dokumenter. Det kan man da kalde at have en bred spændvidde. Hatten af for det, men sgu ikke hatten af for The Fifth Estate, det kan allerhøjest blive til et lille kip.

Filmen er dog ikke helt til hundene. Men man skulle da også være en mere end stor idiot, hvis ikke man kunne få en bare nogenlunde spændende film ud af det forlæg. En historie, der stadig udspiller sig og som vi langt fra har forstået omfanget af. Hvordan gør man så lige en så kompleks og moralsk udfordrende historie, der desuden er baseret på to bøger om WikiLeaks, spiselig for publikum?

Jo, man skruer op for musikken, skøjter mere eller mindre uelegant han over personportrætterne, skriver et manuskript, der skærer pointerne pinligt ud i pap og forsøger så ellers at holde et tempo, der ikke tillader meget fordybelse. Nej, Gud forbyde det, hvis man kom til at kede sig undervejs. Men paradoksalt nok er det netop det, man kommer til at gøre. At kede sig, selvom det man er vidne til, egentlig burde være en både dødspændende, interessant og gribende fortælling.

Men okay, jeg bliver måske en kende skarp i spyttet, men sandheden er, at filmen desværre ikke for alvor formår at gribe mig, selvom den død og pine forsøger ved at jage fra location til location og afvikle historien så hurtigt, at menneske glemmes i farten. Man bliver altså ikke meget klogere på hverken Julian Assange eller hans samarbejdsparter Daniel Berg, selvom der forsøges skabt en konflikt imellem dem.

Ja, der smides selvfølgelig også lige en romance ind i spillet, så det bliver håndgribeligt, at det har personlige konsekvenser for Daniel Berg at ville trække korruption og krigsforbrydelser frem i lyset. Men forholdet er, som tilfældet desværre også er mere eller mindre for filmens øvrige relationer, for løst og skitseagtigt til at have nok dramatisk pondus.

Benedict Cumberbatch og Daniel Brühl gør dog trods alt god figur som henholdsvis en blond og lettere excentrisk Julian Assange og hans beundrer, computergeniet Daniel Berg. Desværre er filmen bare for luftig til at gøre egentligt indtryk. Men som en tjep og mere eller mindre kedelig gennemgang af WikiLeaks historie, kan filmen godt glide ned. Man skal bare ikke forvente, at ens holdninger for alvor udfordres, eller at man bliver nævneværdigt klogere på Julian Assange og cirkusset omkring WikiLeaks.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Fifth Estate | Biografanmeldelse”]
Vurdering 3/6:

Originaltitel: The Fifth Estate, USA | Belgien, 2013
Premiere: d. 7. november 2013
Instruktion: Bill Condon
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Daniel Brühl m.fl.
Spilletid: 128 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

I LOSSENS TIME: Sofie Gråbøl farer vild i mørket

5. november 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Sofie Gråbøl trækker i præstekjolen og træder ind i mørket i Søren Kragh-Jacobsens dystre drama I lossens time. Her støder religion sammen med videnskaben på en lukket institution, hvor en forstyrret knægt mener, det er Guds plan, at han skal begå selvmord. Ind under huden kommer man dog aldrig – hverken på Sofie Gråbøl i rollen som den søgende præst eller den plagede dreng i skikkelse af Frederik Johansen.

Filmen åbner ellers effektivt i et sneklædt Sverige. Her tropper drengen op en mørk aften hos et ældre ægtepar og slår dem begge to ihjel uden forklaring. Brutalt og ubehageligt. Han ender sidenhen på en lukket institution i Danmark, hvor psykologen Lisbeth udfører adfærdseksperimenter – blandt andet observerer hun, hvorledes en række af de indsatte reagerer på at få et kæledyr.

En kælen kat synes således at blive en mulig vej ind på livet af den ellers tillukkede dreng. Men da han i Guds navn forsøger at tage sit eget liv, tilkalder Lisbeth præsten Helen. Hun kan måske trænge ind til den forstyrrede dreng ved at tale med ham om Gud og livet på en anden måde, end hun formår som psykolog.

Det bliver således starten på en mørk rejse ind i smerten, hvor drengens grufulde handlinger aldrig til fulde forklares. Det er sådan set forfriskende, at her ikke gives et facit eller letkøbte, psykologiske svar på de spørgsmål, filmen stiller. Desværre er karaktererne ikke interessante, men fremstår blot løst optegnede, mens filmens afvikling snubler over en række flashbackscener af drengens fortid.

Sofie Gråbøl blafrer lidt i vinden som den empatiske præst. Hendes interesse i drengen og gruen forbliver overfladisk. Frederik Johansen mangler som den mutte knægt både dybde og flere nuancer, for at hans hemmelighedsfulde rolle får den nødvendige fylde og tvetydighed. Signe Egholm Olsen og Søren Malling gør det solidt (for at bruge et kedeligt ord) som henholdsvis psykolog og vagt.

I lossens time har i udgangspunktet en fascinerende fortælling med dragende tematikker, der griber ud efter både religion, liv, død og opvækst. Desværre forløses hverken karakterer eller historie specielt fængslende, selvom stemningen til tider er dragende dyster. Men samspillet mellem Gråbøl og Johansen bliver aldrig rigtigt farligt eller gribende nok og man ender i sidste ende med en flad fornemmelse i maven. Bøvs.

– I lossens time, 2/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside er langt mere vellykket end filmen. Billedet gengives skarpt og veldefineret med både solid kontrast, velbalancerede farvepalet og god detaljegrad. Lydsporet går klart igennem, hvor både replikker og øvrigt lydlandskab fungerer godt og dynamisk. Hertil kommer en ok omgang ekstramateriale.

Søren Kragh-Jacobsen giver en et minut lang pep talk/salgstale af filmen, mens der er mere at komme efter i et fint interview med ham, hvor han både kommer omkring filmens forlæg, et teaterstykke samt tanker om filmens tematikker og karakterer (19 min.). Videre er der et ligegyldigt indslag med tilfældige optagelser fra settet (6 min.), mens kommentarsporet Søren Kragh-Jacobsen, på samme måde som interviewet, fint kommer omkring filmens forskellige aspekter.

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”I lossens time | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering, 3/6:

Originaltitel: I lossens time, Danmark, 2013
Release: d. 10. oktober 2013
Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen
Medvirkende: Sofie Gråbøl, Frederik Christian Johansen, Søren Malling, Signe Egholm Olsen m.fl.
Spilletid: 93 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

MANIAC (2012): Elijah Wood slår kvinder ihjel – og det holder

3. november 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Selvfølgelig er der øretæver i luften, når det gælder remakes af horrorfilm – ikke mindst, når der er tale om klassikere, hvilket i dette tilfælde er William Lustigs must-see seriemorderfilm Maniac fra 1980. Men tænk en gang, denne genindspilning er aldeles fremragende. I den altoverskyggende hovedrolle som morderen Frank finder man en forpint Elijah Wood, der tumler med barndomstraumer og pigeproblemer – mildt sagt.

For den kære Frank kan simpelthen ikke lade være med at myrde og rituelt skalpere smukke kvinder, for efterfølgende at påklæde sine elskede mannequiner med deres nye, blodige frisurer. Ja, grumt og brutalt, men også tragisk. For udover de yderst rå og medrivende mord, kommer man også helt ind i hovedet på den syge Frank.

Størstedelen af filmen ses nemlig fra Franks point of view. Det er blandt andet med til at give ham et uhyggeligt nærvær og er samtidig med til at understrege hans ensomhed og helt konkrete syn på sig selv og verden. Dette filmtekniske greb fungerer med andre ord virkelig godt og er med til at fortælle historien på en engagerende måde. Desuden er filmen en visuelt indtagende sag med sine tunge, stemningsfulde og smukke billeder.

Her indrammes ubehaget og Franks i grunden sørgelige liv både fornemt og dragende. Maniac forener således vellykket sine eksplicitte mord med et indtagende portræt af den traumatiserede seriemorder – en balancegang, der også er en af originalens styrker. Men modsat en uforglemmelig Joe Spinell i rollen som Frank i 1980-udgaven, er Elijah Wood væsentlig mindre og altså ikke fysisk intimiderende. Her får Frank og hans nervøse væsen en anden tilstedeværelse, men stadig med menneskeligheden intakt på trods af hans syge sind og de grumme mord.

For ja, her serveres nogle yderst seværdige og mindeværdige drab – on screen, insisterende og med kniven helt inde i kødet. Intenst og pokkers godt forløst. Nej, der er som bekendt intet smukkere end veliscenesatte mord på kvinder – på film, that is. Hertil kommer et synth-båret score, der atmosfærefyldt smyger sig om filmens tungsind og de ophidsende kills. Med andre ord et særdeles vellykket remake – en brutal og blodig seriemorderfilm i egen ret.

– Maniac (2012), 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig virkelig godt på Blu-ray. Billedet er veldefineret, skarpt og detaljerigt, mens både farver og kontraster gengives uden problemer. Lydsiden er også en fornøjelse med sine både dynamiske og velbalancerede niveauer, hvor både replikker og score står klart og medrivende. Ekstramaterialet er desværre yderst tamt. Her får man blot en overfladisk og promo-agtig making of (3 min.), filmens trailer (2 min.) samt et slideshow med stills fra filmen (2 min.).

Ekstramateriale 1/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Maniac | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: Maniac, USA | Frankrig, 2012
Release: d. 24. oktober 2013
Instruktion: Franck Khalfoun
Medvirkende: Elijah Wood, Nora Arnezeder, America Olivo m.fl.
Spilletid: 89 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

THOR: THE DARK WORLD: Thor svinger atter Mjølner i et clusterfuck af en farveladefilm

30. oktober 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Biograf-anmeldelse: Marvels Thor-univers er både eventyrligt sprælsk og herligt kulør med sit miskmask af rumskibe, laserpistoler, rustninger og monstre. Som et bombastisk gadekryds af Ringenes Herre og Star Wars. Med andre ord, der er smæk på farveladen og pondus i vrøvlerierne. Desværre falder bæstet flere gange over sine egne fødder i Thor: The Dark World – en skamskudt 2’er, der vil en masse, men kan endnu mindre.

Okay, lad mig forsøge at uddybe. Men først, hvad pokker handler filmen om? Tjo, lidt af hvert – og lidt for meget. Men du ved, Thor skal redde intet mindre end hele universet. Ja, den er god nok. For Malekith, en ond dude med billige kontaktlinser, har fået fat i et ældgammelt våben, der kan smadre både Jorden og alle De Ni Riger. Gisp. Thor skal således få styr på ham, mens også Loki spøger i kulissen – det samme gør romancen med den yndige Jane Forster.

Det er sådan cirka filmens udgangspunkt – kort fortalt. For jeg skal love for, at de fem mand bag filmens historie og manus har fundet frem til en både klodset og alt for rodet fortalt omgang eventyr. Jo vist, universet har som sagt sin egen charme, det har Chris Hemsworth som den blonde tordengud også. Man forstår godt hvorfor den yndige Natalie Portman er faldet for ham.

Men deres romance forbliver noget skitseagtig – hvilket desværre også er tilfældet for filmens øvrige karakterer og interne relationer. Der kommer heller aldrig helt nok gas på det komplekse forhold mellem brødrene Thor og Loki, hvor sidstnævnte igen er herligt lumsk i Tom Hiddlestons skikkelse. Anthony Hopkins har naturlig autoritet som Odin, mens Stellan Skarsgård som excentrisk professor fint fungerer som comic relief – sammen med en ligefrem Kat Dennings, der dog egentlig er ret irriterende.

Der lægges ellers veloplagt fra kaj med et mægtigt slag, og ja, der er op til flere bombastiske actionscener – fra susende rumskibe til Thors kamp med kæmpemonstre. Men hvor det computergenererede rabalder fungerer ganske godt, så er historiens afvikling noget klodset og dramaet fladt. Flere gange skæres plottet ud i pap af de medvirkende, der paradoksalt nok synes mere forvirrede end Thor på afveje i London.

I ved, Thor tager blandt andet undrende undergrundsbanen. Sådan lidt fish out of water-komik midt i den postulerede alvor. For selvom hele universet er i fare, synes der egentlig aldrig at være fare på færde – det på trods af, at der rent faktisk tages et par dramatiske kneb i brug undervejs. Oh well, filmens skavanker, letkøbte løsninger og plothuller til trods, afføder de kulørte vrøvlerier en ok underholdningsværdi.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Thor: The Dark World | Biografanmeldelse”]
Vurdering 3/6:

Originaltitel: Thor: The Dark World, USA, 2013
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Alan Taylor
Medvirkende: Chris Hemsworth, Natalie Portman, Tom Hiddleston, Anthony Hopkins, Stellan Skarsgård, Idris Elba, Christopher Eccleston, Adewale Akinnuoye-Agbaje, Kat Dennings m.fl.
Spilletid: 111 min.
Distributør: Walt Disney[/tab][/tabgroup]

FRANCES HA: Vinder dit hjerte hurtigere end du kan nå at sige café latte med soyamælk

30. oktober 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Selvfølgelig kan man ikke andet end at falde for Frances Ha – både filmen og Greta Gerwig, der har titelrollen i denne kærlighedsforvirrede-og-sniksnakkende-Woody-Allen-og-François-Truffaut-elskende-indie-charmer. Ja, det kaldte jeg den lige. Had mig ikke for det, men elsk filmen for det.

27-årige Frances er en drømmer, og drømmer om en karriere som danser. Hun har dog aldrig helt formået at indfri den. Så mens vennerne omkring hende begynder at få, eller allerede har helt fod på deres liv, tumler hun stadig rundt efter sin plads. Men scenen i New York er hård og jobbene få, mens der også er knas med hendes bedste veninde Sophie, og det der med kærligheden er heller ikke let.

Her er altså tale om en sød-og-quirky-pige-på-afveje-flick. Men det bliver heldigvis aldrig klæbrigt sentimentalt eller selvoptaget enerverende. For godt nok følger man den kreative del af New Yorks unge – du ved, dem der går til yoga, ser franske film og altid har en galleriåbning, de skal til. Men filmen formår uprætentiøst og med ironisk selvindsigt at levere sin historie skarpt og vittigt.

Hele filmen er med andre ord gennemsyret af New Yorker-charme med et twist af frankofili. En naturlig charme, der altså ikke virker forceret – blandt andet takket være en herligt uhøjtidelig Greta Gerwig. For uanset om du vil det eller ej, vinder hun dit hjerte hurtigere end du kan nå at sige café latte med soyamælk. Ellers bør du tjekke op på dine personligheds-prioriteringer.

Noah Baumbach er manden bag blandt andet de fine The Squid and the Whale og Greenberg. Han har i denne omgang skrevet manuskriptet sammen med Greta Gerwig, hvilket nok også er en af grundene til, at hendes præstation som Frances virker så ubesværet. De to danner desuden par privat og så er filmen i sort/hvid.

Nej, det kan næsten ikke bliver mere nepotistisk indie-irriterende, men det bliver det altså ikke. Her er ganske enkelt tale om et oprigtigt, morsomt og rørende portræt af en pige, der forsøger at få fod på livet og sig selv. Så tag Woody Allen under armen og få lidt mere lyst til at se moderne dans og franske film, når Frances drikker sig småfuld, mens hun jagter livet og romantikken i New Yorks gader.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Frances Ha | Biografanmeldelse”]
Vurdering 4/6:

Originaltitel: Frances Ha, USA, 2012
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Noah Baumbach
Medvirkende: Greta Gerwig, Mickey Sumner, Adam Driver m.fl.
Spilletid: 86 min.
Distributør: Miracle Film[/tab][/tabgroup]

CARRIE (2013): Endnu et af de der overflødige remakes – bøvs

30. oktober 2013/i Anmeldelser, Biograf /af Bjarke Friis Kristensen

Jeg skal prøve at bevare fatningen i denne anmeldelse. Du ved, formulere mig og argumentere på en måde, så min holdning til og vurdering af remaket Carrie fremgår klart og tydeligt, uden at være besudlet med cheap shots og bandeord. Altså en saglig nedsabling – og så vil jeg også forsøge at holde mig fra at sammenligne filmen med Brian de Palmas fremragende original fra 1976. Sådan cirka.

Historien er mere eller mindre tro mod originalen – blot uden den psykologiske finesse og nuancerede karakterskildringer. Chloë Grace Moretz indtager rollen som den underkuede og utilpassede outsider Carrie, mens hendes religiøst fanatiske mor portrætteres af Julianne Moore. Den store gallafest venter forude på Carries high school – det er dog ikke en fest, hun gør sig forhåbninger om at deltage i.

Hun mobbes nemlig groft af sine medstuderende, mens hendes omklamrende elenemor nærmest har gjort deres hjem til et fængsel. Hun holder strengt opsyn med Carrie og låser hende også gerne inde under trappen, hvor hun skal bede Gud om forladelse – og det der med drenge, kan hun godt glemme alt om. Men der er bare lige det med Carrie, at hun har telekinetiske evner og altså kan flytte ting med tankens kraft. Ja, en coming of-fortælling med overnaturlig kant.

Disse evner er delvist forårsaget af Carries temperament og humørsvingninger. Der går dog ikke mange minutter af filmen, førend hun har evnerne under kontrol og som en anden superhelt bruger sine evner efter for godt befindende. Ja, hun kunne fint passe ind i en X-Men-film. For i stedet for at være en sårbar og forvirret pige i følelsers vold, er hun her selvbevidst, stærk og i kontrol.

Der er med andre ord ikke meget teenage-angst og usikkerhed at hente i Carrie, der også nærmest fra starten tør at sige sin dominerende mor imod. Man fornemmer aldrig for alvor moderens favntag og Carries indre konflikter, mens den ellers indoktrinerede gudfrygtighed nærmest er ikke-eksisterende. Der er altså hverken meget udvikling eller nærværende drama i portrætteringen af Carrie, hendes forhold til sin mor eller problemerne med klassekammeraterne og det at passe ind.

Jeg blev heller aldrig følelsesmæssigt engageret i filmen, der blot jagter de billige thrills, som når Carrie får ting og sager til at flyve. Her er mere tale om effekt-gøgl, end et interessant og engagerende portræt af en piges kamp med sig selv og sin omverden. Nu har jeg ikke læst Stephen Kings bog, der er filmens forlæg, men vil, som du nok har luret, anbefale originalen frem for dette overflødige remake. Der gøres altså intet interessant med forlægget, man har blot skruet op for rabalderet og helt ned for det menneskelige drama. Bøvs.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Carrie | Biografanmeldelse”]
Vurdering 2/6:

Originaltitel: Carrie, USA, 2013
Premiere: d. 31. oktober 2013
Instruktion: Kimberly Peirce
Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Julianne Moore, Gabriella Wilde m.fl.
Spilletid: 99 min.
Distributør: SF Film[/tab][/tabgroup]

BROKEN CITY: Mark Wahlberg og Russell Crowe stoler ikke på hinanden i hårdkogt politisk spil

30. oktober 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Selvfølgelig er politik fyldt med fejt spil, korruption og lyssky vennetjenester. I hvert fald når det kommer til amerikanske thrillers. Broken City er en af de film. Du ved, en politisk thriller sat i et film noir-lignende univers, der huser den obligatoriske femme fatales, den retfærdighedssøgende antihelt og masser af skelletter i skabet.

Mark Wahlberg og Russel Crowe leder an som henholdsvis privatdetektiven Billy Taggart og New Yorks borgmester, Nicholas Hostetler. Der er snart valg og Hostetler er under pres for at genvinde sit embede. Han hyrer derfor Billy til at skygge sin kone, en konstant solbrillebærende Catherine Zeta-Jones, som han har mistænkt for at have en affære med en anden mand – og det må ikke slippe ud til offentligheden.

Men selvfølgelig er alt ikke, hvad det giver sig ud for at være. Det går dog først for sent op for Billy, der snart finder sig dybt involveret i et farligt rænkespil, hvor man ikke kan stole på andre end sig selv. Netop måden hvorpå det lyssky plot foldes ud, fungerer det meste af vejen godt. For man holdes lige nødagtigt nok hen i skyggerne til, at man engageres i Billys jagt på sandheden.

Desværre falder plottet undervejs lidt fra hinanden, og særligt i filmens anden del sættes plottets konstruktion på prøve, mens også troværdigheden udfordres og de lidt for lette løsninger kommer på bordet. Hertil kommer at flere af filmens sidehistorier bliver for skitseagtige eller blot står uforløste hen – blandt andet Billys problematiske forhold til sin kæreste.

Mark Wahlberg er dog god som Billy, der efter at være rodet ind i en speget skududveksling er blevet privatdetektiv. Hen er sympatisk, men selvfølgelig med sin del af indre dæmoner – ja, der skal jo helst holdes fast i genrens klichéer. Russell Crowe er herligt uforudsigelig som Hostetler – det ene øjeblik mild og morsom, det næste kold og kalkuleret. Catherine Zeta-Jones forbliver dog en smule anonym som Hostetlers hemmelighedsfulde kone.

Der er altså flere ting, der fungerer godt, men som desværre i sidste ende lider under en til tider ujævnt fortalt historie og et lidt for tydeligt konstrueret plot. Men der holdes et ok tempo, mens der også serveres tilpas med plotdrejninger, som fint er med til at holde en engageret i historien – i hvert fald det meste af tiden. Men ja, som letfordøjelig thrillerunderholdning er Broken City altså ikke ueffen.

– Broken City, 3/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsens billed- og lydside er en fornøjelse. Filmens nedtonede farvepalet står veldefineret, farvemættet og detaljerig. Lydsporet leverer replikkerne klart og det øvrige lydlandskab er både velbalanceret og dynamisk. Ekstramaterialet er ikke videre omfangsrigt. Her får man blot en række slettede scener (9 min.) samt en solid og interessant making of, hvor cast og crew kommer fyldestgørende omkring alt fra manuskriptet til casting. Med andre ord, småt men godt.

Ekstramateriale 3/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Broken City | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: Broken City, USA, 2013
Release: d. 10. oktober 2013.
Instruktion: Allen Hughes
Medvirkende: Mark Wahlberg, Russell Crowe, Catherine Zeta-Jones m.fl.
Spilletid: 109 min.
Udgiver: Midget Entertainment[/tab][/tabgroup]

MANHATTAN: Charmerende gensyn med Woody Allens sniksnakkende klassiker

29. oktober 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Blu-ray-anmeldelse: Selvfølgelig er Woody Allen en personlig favorit, ligesom han også er din. Hvis ikke, bør du straks gå ombord i mandens film. Nu er en af hans mest kendte film landet på Blu-ray her i landet, hans klassiker Manhattan fra 1979 – og det har været et skønt gensyn med denne sniksnakkende kærlighedserklæring til New York.

Her vendes og drejes kærlighedskomplikationer, forholdsforviklinger og meningen med det hele både skarpt og vittigt. Man får lyst til at flytte til New York, gå på museer, drikke vin, lytte til jazzmusik og skrive bøger – præcis som filmens medvirkende, hvor Woody Allen spiller den fraskilte, 42-årige tv-forfatter og forfatter in spe, Isaac Davis. Du ved, i vanlig småneurotisk og småsludrende stil.

Han flirter rundt med sin blot 17 år gamle kæreste Tracy, mens New York indrammer hverdagen i romantisk sort/hvid. Men selvfølgelig er kærligheden ikke sådan lige at få styr på – men hvornår er den nogensinde det? Aldrig. Og sådan skal det være. Men netop dette gør ikke just livet lettere for hverken Isaac, Tracy eller venneparret Yale og Emily. For ingen af parterne kan ikke helt finde ro i deres forhold.

Ja, du gættede rigtigt – forholdene slår knuder, alt imens der med løs hånd refereres til alt fra Bergman, Vivaldi og Kafka videre til Fellini, Sinatra og Cézanne. Her synes kærligheden aldrig definitiv, men som en fortløbende bæk, der har både krusninger på overfladen og bugter sig uforudsigeligt gennem landskabet – for lige at smide lidt billedsprog på bordet. Undskyld, det skal ikke ske igen.

Men netop Woody Allens flair for at spidde og undersøge både kærligheden og menneskelige relationer er her både vedkommende, relaterbart og virkelig sjovt leveret med sine sarkastiske og skarpe iagttagelser af uindfriede drømme, uforløst kærlighed og selvfølgeligheden af, at alle går til psykiater, for sådan er det bare – og gerne en, der er endnu mere forvirret end vedkommende på briksen.

Men det er ikke kun Woody Allen, der med naturlig tilstedeværelse gør filmen til en fornøjelse, det gør også Michael Murphy som Iassacs bedste ven samt hans hustru i skikkelse af Anne Byrne. Diane Keaton agerer Woody Allens selvstændige og intellektuelle flirt, mens Meryl Streep er er hans lesbiske eks-kone. Det er dog Mariel Hemingway, der næsten stjæler filmen som den naive Tracy, der lærer Isaac ikke at være så kynisk. Med andre ord bør altså se filmen, der holder til flere gensyn.

– Manhattan, 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Der medfølger desværre kun filmens trailer som ekstramateriale. Til gengæld gør filmens smukke sort/hvid billeder sig godt på Blu-ray. Kontrasten er solid og billedet har en indtagende tekstur, der fornemt gengiver New Yorks skyline, gader og mange gallerier. Lydsporet spiller også fint, hvor den velskrevne dialog går klart igennem, uden at lydsiden dog imponerer. Men det fungerer bestemt.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 4/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Manhattan | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: Manhattan, USA, 1979
Release: d. 10. oktober 2013.
Instruktion: Woody Allen
Medvirkende: Woody Allen, Diane Keaton, Michael Murphy, Mariel Hemingway, Meryl Streep, Anne Byrne m.fl.
Spilletid: 1 time 36 min.
Udgiver: SF Film[/tab][/tabgroup]

WE ARE WHAT WE ARE: Mut familie med grumme hemmeligheder

28. oktober 2013/i Anmeldelser, Blu-ray/DVD /af Bjarke Friis Kristensen

Den er god nok – ikke alle remakes er af det onde. Det er den amerikanske genindspilning af den mexicanske We Are What We Are et godt eksempel på. Her tages der nemlig et nyt og fængslende greb om originalen fra 2010. Et fascinerende og intenst dyk ned i et menneskeligt mørke.

Her følger man en familie i dagene efter, at moderen er død på tragisk vis. Familien er selvsagt ramt af sorg – og nu endnu mere sammenbidt end før. Men familien gemmer også på dystre hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys. For hvorfor er det lige, at folk forsvinder i det lille samfund, hvor familien lever forskanset fra omverdenen.

Her er tale om en yderst stemningsfuld film, der med nedtonet farvepalet og tungt regnvejr tør tage sig tid til at fortælle sin historie. Her jages der ikke efter at afvikle det grumme plot, men filmen lader stemningen rodfæstne sig og nå helt ind i kroppen på sit publikum. For godt nok er vi i horrorland, men her er mere tale om et knudret familiedrama, end en film båret af blodig gru og eery scares – hvilket man dog også får, men i små, velvalgte doser.

Julia Garner og Ambyr Childers er både sarte og stålsatte som familiens engleagtige piger med mælkehvid hud og røde rander under øjnene, mens den ordknappe patriark spilles med tungsind og fysisk pondus af Bill Sage – og ja, familiens lille knægt (Jack Gore – ja, han hedder sgu Gore) bringer fin uskyld ind i det olme familieforetagende. En på mange måder vellykket genindspilning, der fungerer på egne præmisser. Den skal du se.

We Are What We Are – 5/6:

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmens både dystre og nedtonedes billedside gengives veldefineret og skarpt på dvd-udgivelsen med både solid kontrast og fin detaljegrad. Lydsporet spiller ligeledes godt med sine velbalancerede niveauer, der både skaber god atmosfære og fornemt bringer replikker dynamisk ind i lydbilledet. Der medfølger desværre intet ekstramateriale.

Ekstramateriale 0/6 | Billede 5/6 | Lyd 5/6

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”We Are What We Are | dvd-anmeldelse”]
Samlet vurdering 4/6:

Originaltitel: We Are What We Are, USA, 2013
Release: d. 10. september 2013
Instruktion: Jim Mickle
Medvirkende: Bill Sage, Julia Garner, Ambyr Childers, Kelly McGillis m.fl.
Spilletid: 1 time 45 min.
Udgiver: SF Film [/tab][/tabgroup]

DON JON: Joseph Gordon-Levitt onanerer og Scarlett Johansson er en bimbo, hvilket er en god ting

THE FIFTH ESTATE: Der mangler krudt i denne whistleblower

I LOSSENS TIME: Sofie Gråbøl farer vild i mørket

MANIAC (2012): Elijah Wood slår kvinder ihjel – og det holder

THOR: THE DARK WORLD: Thor svinger atter Mjølner i et clusterfuck af en farveladefilm

FRANCES HA: Vinder dit hjerte hurtigere end du kan nå at sige café latte med soyamælk

CARRIE (2013): Endnu et af de der overflødige remakes – bøvs

BROKEN CITY: Mark Wahlberg og Russell Crowe stoler ikke på hinanden i hårdkogt politisk spil

MANHATTAN: Charmerende gensyn med Woody Allens sniksnakkende klassiker

WE ARE WHAT WE ARE: Mut familie med grumme hemmeligheder

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV