Hjemsøgt hotel sniger sig olmt afsted

Selvfølgelig er gamle hoteller hjemsøgte – specielt de store og knirkende af slagsen. Sådan er det også i Ti Wests atmosfærefyldte slow burner-gys The Innkeepers. En skrækfilm, der emmer af kærlighed til genren og hvor spøgerierne folder sig ud i roligt tempo. Her venter altså ikke et hurtigt horror-kick eller for den sags skyld stribevis af jump scares.

Derimod er her tale om en herlig tilbagelænet sag, der selvsikkert holder tempoet på halvt blus og ikke jager afsted for at please et skrækhungrende publikum. Det er lige så meget forventningerne om, hvad der lurer i mørket, der er drivkraften, som det er håndgribelige payoffs på chok-kontoen. Bare rolig, for her er både skumle genfærd og neglebidende gru på spil, men snigende som nattefrosten en kold vinteraften.

Det gamle Yankee Pedlar Inn drejer efter 100 år nøglen om. Vi følger således Claire og Luke, to afslappede ansatte, som holder skansen den sidste weekend, hotellet har åbent. Der er kun indlogeret et par gæster, så Luke har god tid til at fifle med sin hjemmeside om hotellets spøgelseshistorier, mens Claire er opsat på at få optaget gespensterne på bånd. Stille og roligt begynder fortidens beboere at røre på sig…

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Ti West stod bag den æstetisk forførende og fremragende The House of the Devil (læs min anmeldelse HER), så jeg var spændt på, hvad The Innkeepers ville byde på. Helt lige så stærk en oplevelse er det ikke, men samme flair for solid midnatsstemning fornægter sig ikke. Og netop den creepy atmosfære og ikke mindst smukt filmede spøgelsesfortælling er noget af det, der så fornemt bærer filmen i mål.

For der sker i grunden ikke meget. Det er mest af alt små olme hentydninger hist og her, der sammen med hotellets grumme fortid er med til at skabe den herligt sitrende klangbund. En film, der er skøn at synke ned i og hvor Jeff Graces rumlende score også gør sit for at give spøgerierne neglebidende liv. Bl.a. er scenen, hvor den nervøse Claire går rundt i hotellets gange med sit lydudstyr helt forrygende flot.

Desuden er Sara Paxton sød som den nørdede ’spøgelsesjæger’, mens Kelly McGilles blot er doven og (lidt for) underspillet kæk som Luke. I biroller finder man bl.a. en herlig George Riddle, der som en ældre hotelgæst sender eery gravrøst ind i de tomme gange og så spiller Kelly McGillis den obligatoriske synske, der advarer mod at forfølge det kvindelige genfærd, der efter signede går igen på hotellet.

The Innkeepers
er blevet kritiseret netop for sit adstadige tempo. Og ja, hvis ikke man bider på filmens spøgelsesstemning eller for den sags skyld lader sig charmere af Sarah Paxton, så vil man sikkert kede sig. Men bliver man som jeg fanget af det til tider drømmelignede univers, så venter der en både forførende grum og smuk gysertime – også selvom der ikke er tale om det mest skræmmende bekendtskab.

Ekstramateriale, billede og lyd:
Blu-ray-udgivelsen yder i den grad de smukke billeder retfærdighed. Her er god tekstur og solide kontraster, mens også en indtagende detaljegrad samt den nedtonede farveskala står velbalanceret. Lydsporet er ligeledes overbevisende. Dialogen går klart igennem, mens spøgerierne gives medrivende rum og god bund. En fornøjelse.

Ekstramaterialet består af to kommentarspor samt en lille overfladisk feature, der tager en med på settet. Her taler cast og crew bl.a. om oplevelsen med både at optage og bo på Yankee Pedlar Inn, der også i virkeligheden skulle være hjemsøgt. Der er mere informativt guf at komme efter på kommentarsporene.

Først et muntert et, hvor Ti West, Sarah Paxton og Pat Healy venskabeligt snakker sig igennem filmen med de anekdoter og filmreferencer, der nu hører sig til. Det andet er mere praktisk funderet – her er det Ti West samt producerne Peter Phok og Larry Fessenden samt second unit instruktør og lydmand Graham Reznick, der sidder bag mikrofonen. En flok passionerede filmfans og to kommentarspor fans af filmen fint vil kunne få noget ud af.

Originaltitel: The Innkeepers, USA, 2011
Instruktion: Ti West
Medvirkende: Sara Paxton, Pat Healy and Kelly McGillis, George Riddle m.fl.
Spilletid: 92 min.
Udgiver: Another World Entertainment