Leonardo DiCaprio er god med gammelmandsmaske
Jeg skal ikke kunne sige, om det er alderen, der er ved at sætte sig hos Hollywoods grand old man, Clint Eastwood. Men desværre er hans J. Edgar ikke den fængslende biopic, man kunne have ønsket sig. Leonardo DiCaprio overbeviser dog i hovedrollen som FBI’s grundlægger, den gådefulde J. Edgar Hoover – både som ivrig knøs samt iført gammelmandsmaske og med pude på maven.
Der er meget at fortælle om J. Edgar Hoover. Rigtig meget – specielt når man forsøger at gabe over så mange dele i hans begivenhedsrige liv. Overordnet er her dog to fortællinger i spil, den om privatmennesket Edgar og den om hans officielle liv. To sider af manden og myten, der desværre aldrig rigtigt smelter medrivende sammen. I stedet ender filmen som en noget rodet og ujævn sag, der vil for meget og kan for lidt.
Filmen handler selvfølgelig bl.a. om magt, hvordan man får den og ikke mindst beholder den. Mest interessant bliver det dog, når der kradses i Hoovers hårde overflade og stramme diktion – når Eastwood forsøger at finde ind bag knudemanden, ind til motivationen, sorgen, afsavnet og hans higen efter anerkendelse. Men desværre kommer man ikke for alvor ind på livet af eller bliver klogere på FBI-bossen.
KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>
Men idéen med at filmen (delvist) fortælles af Edgar selv er spændende. Her balanceres der mellem opspind og fakta. Det giver en pirrende dynamik og er samtidig med til at beskrive Edgar – hans selvbillede eller ønsket om samme. Et væsentligt fokus er bl.a. rygterne om Hoovers formodede homoseksualitet og forhold til sin livslange ven og underdirektør Clyde Tolson, spillet af Armie Hammer.
Her får filmen en smule kant og nærvær, men forholdet får aldrig rigtig luft i forhold til de mange andre bolde i luften og mister derfor momentum. Jeg får mest af alt lyst til at spørge, hvorfor Armie Hammers gammelmands-makeup er så meget mindre troværdig end Leos? Her afføder ’gamle-homoseksuelle-mænd-dramaet-spillet-af-unge-smukke-mænd-i-gummimasker’ desværre noget unødvendigt fniseri.
Men altså, en sentimental scene, hvor et lommetørklæde binder det komplicerede forholds fortid og nutid sammen – tilsat strygere, selvfølgelig – er sgu lige at stramme den. Rørende? Næppe. Tja, filmens største problem synes at være manuskriptet, der ikke lykkedes med at forbinde sine mange historier. Men tidsbilledet er på plads sammen med de saftige skuespillere og nogenlunde overbevisende gummimasker.
Desværre ender den ellers grundlæggende interessante historie altså som hverken eller. Både den intense kamp for at opbygge FBI samt Edgars komplicerede forhold til sin mor, far, damerne og ikke mindst mændene forbliver som hovedløse høns i en film, der desværre famler mere end fænger. Men et par akavede gammelmands-scener bliver det da til – det er åbenbart ikke let at skrælle æg med gammelmandshænder.
Originaltitel: J. Edgar, USA, 2011
Premiere: torsdag d. 19. januar 2012
Instruktion: Client Eastwood
Medvirkende: Leonardo DiCaprio, Naomi Watts, Armie Hammer, Judi Dench m.fl.
Spilletid: 137 min.
Udgiver: SF Film
