Den charmerende kung fu-panda er tilbage

Den elskværdige og madglade kung fu-panda Po (Jack Black) er tilbage for fuld styrke i Kung Fu Panda 2. Tempoet er højt og den farverige animation giver medrivende liv til de hurtige replikker, heftige kampscener og ikke mindst det herligt spraglede og svært underholdende persongalleri.

I denne ombæring tumler den buttede Po med spørgsmålet om, hvor han kommer fra – nå ja, og så skal han også lige stoppe den forfængelige påfugl Lord Shen (Gary Oldman) fra at futte Kina af med krudt og kugler. Heldigvis får Po hjælp af sine venner i The Furious Five. En ganske vist simpel historie, men fortalt oplagt og engagerende – ikke mindst takket være Jack Black som den sympatiske panda.

Ja – fart, action og fyrig animation fylder meget, men historien lader heldigvis sine karakterer ånde og få lige nøjagtig den tyngde, der skal til for give den animerede påhitsomhed et engagerende modspil. Men Kung Fu Panda 2 kommer absolut også et godt stykke af vejen alene på grund af sit tempo og farverige univers.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN–>

Udover Jack Black, der fint får bragt nuancer frem i den kluntede Po, finder man bl.a. igen en forførende Angelina Jolie som den cool Tigress, mens veteranen Gary Oldman giver skurken Lord Shen et herligt spænd mellem ondskabsfuld og ynkelig. Jep, og så er der er nok af komiske sidekicks – bl.a. Seth Rogen som den kampklare knæler og Jackie Chan som bøvet kung fu-abe.

Her er ganske vist ikke meget nyt under solen, men Kung Fu Panda 2 fungerer ubesværet som flot animationsunderholdning samt som en lettere opbyggelig historie om at finde indre ro og sin plads her i livet. Det er dog de fyrige kampscener, der giver mest genlyd, når de eksistentielle spørgsmål er klinget af. Jeg byder også en 3’er velkommen…

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen ser intet mindre end blændende godt ud på Blu-ray. Billedet er knivskarpt, farverne levende og detaljerne imponerende. Lydsporet er ligeledes en fryd og giver godt liv til de mange action-scener (kan også ses med danske stemmer). Herudover får man filmen med på dvd og så finder man en fin stak ekstramateriale.

Her ser man nærmere på skuespillerne og deres karakterer (13 min.) og inspirationen til filmen (12 min.). Herudover er der tre slettede scener (4 min.), noget om virkelighedens pandaer (8 min.), to spil og så kan man lære at tale mandarin samt se forskelligt gøgl fra DreamWorks øvrige produktioner.

Herudover finder man et trivia-track, hvor forskelligt info popper op undervejs – det er ikke specielt interessant, så er de to kommentarspor langt bedre. Både det almindelige med filmskaberne og picture-in-picture-version, hvor filmen akkompagneres af skitser og interviews med bl.a. skuespillerne, instruktør og animatorer. En blandet pose ekstramateriale, man fint kan zappe igennem og skippe det mest kedelige.

Originaltitel: Kung Fu Panda 2, USA, 2011
Instruktion: Jennifer Yuh
Medvirkende: Jack Black, Angelina Jolie, Dustin Hoffman, Gary Oldman, Jackie Chan, Seth Rogen, Lucy Liu m.fl.
Spilletid: 1 time 30 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment