Kampklare ugler i visuelt imponerende eventyr

Der er ugler i alle tænkelige afskygninger i det visuelt imponerende og actionfyldte animationseventyr Legenden om Vogterne: Uglerne fra Ga’hoole. Her udkæmpes den klassiske kamp mellem det gode og det onde – bare med ugler. Desværre får historien ikke nær så hæsblæsende vind under vingerne, som den åndeløse animation og de duperende luftkampe. Men der er sgu smæk på uglerne.

De to unge ugle-brødre Soren og Kludd er uheldige at blive kidnappet af De Ædle, en gruppe onde ugler med skumle planer om at overtage verdensherredømmet og udslette alle, der måtte stå i vejen for dem. Soren undslipper med nød og næppe, men hans bror rekrutteres til deres hær. Heldigvis viser legenden om de ærefulde krigere, Vogterne fra Ga’Hoole at være sand – og snart står slaget mellem de gode og de onde, hvor de to brødre atter kommer til at stå næb til næb.

Umiddelbart synes det ikke, som det mest oplagte valg for instruktøren Zack Snyder at lave et animationseventyr for børn (og barnlige sjæle). Jeg mener, Snyder kom fra barske og voldelige film. Senest indfriede han den komplekse tegneserie Watchmen til det store lærred, før det den blodsprøjtende 300 og zombie-remaket Dawn of the Dead. Men med tanke på hans to seneste films storforbrug af CGI giver det egentlig fin mening, at han er gået 100% ind i en computergeneret verden.

KLIK VIDERE FOR RESTEN AF ANMELDELSEN —>

Desværre forbliver det animationen, der imponerer. Historien får aldrig samme power og pondus, som de medrivende action-scener. Der synes aldrig for alvor at være fare på færde, selvom tonen til tider er herlig dyster. Desuden bliver historien også unødig kringlet leveret. Måske kunne et mere rent fokus på Soren og hans forhold til broderen være fortalt stærkere og gjort filmen mere interessant. Desværre er det endt med, at man aldrig rigtigt engageres i de medvirkendes kamp på liv og død.

Og nej, det er ikke fordi, at det er svært at føle noget for en ugle. Jeg mener, se fx på Pixars Ratatouille og Find Nemo, hvor henholdsvis en rotte og en fisk fik tårerne frem hos publikum. Legenden om Vogterne er ganske enkelt bare ikke særlig stærk historiefortælling. Til gengæld er tempoet højt, så det er svært ikke at blive revet med – men altså hovedsageligt af animationen og de flotte flyvende ugler, hvor man selvfølgelig også får sin del af super slow motion, som Snyder ynder at bruge.

Ekstramateriale:
Jeg så filmen med de originale engelske stemmer, men der følger også danske med. Filmen kunne ses i 3D i biografen, men den gør sig altså også skræmmende godt på Blu-ray i almindelig 2D. Detaljegraden er imponerende hele vejen, hvor de mindste fjer flyver indtagende over skærmen, mens lydsporet leveres mindst ligeså medrivende. En sand lækkerbisken, der viser Blu-ray-formatet fra sin bedste side.

Desværre er ekstramaterialet ikke vildt spændende og nok mest for de mindste. Man finder en ‘Looney Tunes’-tegnefilm (3 min.), en feature (15 min.) der fortæller om virkelighedens ugler og forsøger at sælge dem, som de sejeste dyr i verden. Så er der et par spil, bl.a. kan man klæde Soren ud, en godnathistorie om Vogterne (2 min.), 4 billedgallerier og musikvideoen To the Sky med Owl City (4 min.). Mest interessant er ‘Maximum Kid Mode’, som er et børnevenlig kommentarspor, der kører i et billede sideløbende med filmen, hvor bl.a. skuespillere og instruktøren fx fortæller om ugler, animation og historien. Desuden medfølger filmen på dvd og som digital-kopi.

Originaltitel: Legend of the Guardians: The Owls of Ga’Hoole, USA, 2010
Instruktion: Zack Snyder
Medvirkende: Jim Sturgess, Ryan Kwanten, Emily Barclay, Hugo Weaving, Abbie Cornish, Essie Davis, Anthony LaPaglia, Sam Neill, Helen Mirren m.fl.
Spilletid: 96 min.
Udgiver: Warner Home Entertainment