‘Nattevagten – Dæmoner går i arv’ er en ganske solid 2’er
Biografanmeldelse: Det startede i 1994 med den ret så fermt intense ’Nattevagten’. Nu er et par gamle ansigter tilbage, mens nye kommer til i fortsættelsen ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’, der ligeledes er instrueret og skrevet af Ole Bornedal. Traumet fra den første films brutale begivenheder hænger tungt over den gamle nattevagt Martin, som siden har fået datteren Emma.
Den medicinstuderende datter vil modsat sin far konfrontere fortidens dæmoner og finde ud af, hvad der i grunden skete for de godt 30 år siden. Hvad det er, der gør, at hendes far ikke er kommet videre siden dengang, hvor han og hendes mor Kalinka næsten blev dræbt af den bestialske seriemorder Wörmer. Emma tager derfor jobbet som nattevagt det samme sted, som hendes far i sin tid arbejdede.
Det bliver starten på et dystert opgør med fortidens mørke og nutidens ar på sjælen. Det bliver også starten på en række nye mord, der minder skræmmende meget om dem, som den nu indespærrede Wörmer i sin tid begik. Men hvem står bag de nye drab? Hvem kan Emma stole på? Hvem bliver det næste offer? Det er i spil i denne ganske underholdende fortsættelse.
Der er godt nok nogle plotmæssige kameler at sluge. Det sagt, så gik jeg på trods med på den morderiske krimileg, der leverer et par fint ækle gyserscener, som bl.a. involverer Ulf Pilgaard som den isolerede Wörmer. Videre til de natlige ture rundt i de dunkle gange blandt lig, mens der også findes plads til fine øjeblikke mellem Martin og Emma.
For selvom filmen ikke helt forløser sig til fulde tilfredsstillende eller formfuldendt, så er det en fint engagerende krimi. Nikolaj Coster-Waldaus Martin er måske ikke videre nuanceret i sit traumefyldte liv, mens nuancerne i karaktergalleriet i det hele taget måske er til at overse. Dermed ikke sagt, at de ikke momentant er til stede eller at skuespillerne ikke gør det godt.
For bl.a. er også Fanny Leander Bornedal god som Emma. Hun har en smittende naturlighed og et engagerende gåpåmod over sig, der virker overbevisende, selv når historien af og til mister sin troværdighed. Kim Bodnia er også tilbage, det i sin drilske rolle fra den første film. Han får sat flere nuancer på sit portræt, end der ellers lige umiddelbart synes at være gjort helt plads til. Stærkt.
’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ har biografpremiere den 14. december.