Dæmon-nonnen er tilbage i det generiske buldergys ‘The Nun 2’
Biografanmeldelse: Bulder, brag, gys og gru. Ja, den dæmoniske nonne er tilbage for fuld gyserballade i fortsættelsen ’The Nun 2’. Det går nemlig ikke stille for sig, når først dræbernonnen slipper sine overnaturlige kræfter løs. Det sker særligt i gysets desværre meget langtrukne finale. Før det er der ellers et par ganske fint stemningsmættede scener af uro på menuen.
De få atmosfærefulde gyserscener, der bl.a. udfoldes i mørke klostre og en kostskoles dystre nætter, undermineres desværre hurtigt af klodset gyserjag og meget lidt effektive jump scares samt fake scares. Det kommer aldrig for alvor til at gibbe i mig. Selvom et eller to af filmens overforbrug af chok dog sidder ganske fint i skabet. Det er bare aldrig nok til at gyset fungerer.
En ting er at blive skræmt, noget andet er at fortælle en historie, hvor jeg bliver engageret i de karakterer, som den dæmoniske nonne jager. Det sker heller ikke rigtigt. Nonnen forbliver desuden underligt uforløst og bliver aldrig for alvor skræmmende. Det er virkelig en skam, da Bonnie Aarons som nonnen ellers har et ret så urovækkende ydre, når hun stirrer ondt ud fra mørket.
Filmen er fortsættelsen til ’The Nun’ fra 2018, mens begge film udspringer af The Conjuring-universet, hvor vi fik den første – og vildt uhyggelige – film i 2013. Noget nær samme skræmmende niveau når denne 2’er ikke. Hverken i uhygge eller vellykkede gyserscener. Der tages ellers mange skrækmidler i brug i forsøget. Knirkende døre, lyde i mørket samt bulder og brag, død og blod. Lige lidt hjælper det.
Netop den overdrevne brug af bulder er mest af alt den gamle sang om, at tomme tønder buldrer mest. Ja, gyset larmer måske nok, men kommer aldrig under huden på mig. Det samme gælder karaktererne, hvor man bl.a. igen møder nonnen Irene, som atter skal forsøge at mane den onde dæmon i jorden. Hun har i skikkelse af Taissa Farmiga ellers en sart styrke i sig, som bare ikke får pondus.
Det samme gælder også for hvad der kunne have været en fin historie om venskabet mellem pigen Sophie på den hjemsøgte kostskole – en ellers god forskræmt Katelyn Rose Downey – og så altmuligmanden Maurice, spillet charmerende af Jonas Bloquet. Gyset, der er hensat på kostskolen i Frankrig anno 1956, kommer altså aldrig vellykket i mål. Det er mere tomt larmende end gysende godt.
‘The Nun 2’ får 2 ud af 6 stjerner:
’The Nun 2’ har biografpremiere den 7. september.