‘Insidious: The Red Door’ står på far-søn-og-dæmon-problemer
Biografanmeldelse: Gruen er tilbage med det femte kapitel i Insidious-franchisen, der begyndte i 2010. Med ‘Insidious: The Red Door’ fortsætter historien således efter begivenhederne i de to første film, hvor man nu følger en ung Dalton, der flytter hjemmefra og på college. Film nummer tre og fire var som bekendt prequels i universet, som altså nu tager fat i Lambert-familien igen.
Den hårdtprøvede familie er således tilbage, hvor fokus er på Dalton og hans far Josh samt ikke mindst de tos komplicerede forhold. Bl.a. har Josh ikke været der for sin søn og familie i flere år, da han må siges at have sit at slås med fra fortiden. Der går heller ikke lang tid før, at dæmonerne lurer i mørket og fortidens skeletter rasler ondt i skabene hos Dalton.
Dalton studerer kunst på college, hvor hans tegninger får et kun mere og mere uhyggeligt udtryk. Men hvor kommer disse skræmmende billeder fra? Fortidens skræk og rædsel banker på den røde dør, mens jeg hvirvles med ind i mørket med Dalton og Josh, der samtidig med dæmonkampen må forsøge, om de kan læge sårene i deres tæt på forliste relation.
Uhyggen kommer et par steder fint til live med bl.a. god brug af tungt kontrastfulde billeder, hvor spillet mellem lys og mørke får en snigende rædsel til at indfinde sig, det i samspil med en lydside, der risler afsted i høje toner, ulden bas og ikke mindst isnende stilhed. Bl.a. er en tur ind i maskinen til en MR-scanning ret så vellykket klaustrofobisk og engagerende olm.
Desværre er det oftere nogle ikke alle steder lige vellykkede jump scares, der løber med en mindre skræmmende opmærksomhed. Chokkene kommer ikke helt til deres ret. Gyset fungerer bedst, når det tør tro på det usete og underspillede gys. Her er Patrick Wilson som Josh virkelig god til at portrættere angst og håbløshed. Han spillefilmsdebuterer desuden som instruktør med et fint greb om historien.
Ty Simpkins portrætterer den plagede Dalton, som ikke orker festerne på college, men mest af alt vil lukke sig ind i sig selv og ind i sin kunst. En desværre noget generisk skrevet karakter, hvis styrke mest af alt består i dynamikken og fortællingen mellem ham og hans far. For alvor uhyggelig eller dramatisk medrivende bliver ’Insidious: The Red Door’ dog desværre ikke helt. Mindre har dog også ret.
’Insidious: The Red Door’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Insidious: The Red Door’ har biografpremiere den 6. juli.
