‘Jeg elsker også dig’ er et fransk og følelsesladet trekantsdrama
Biografanmeldelse: Kærligheden kan være en lumsk sag. Den kan både være det bedste i verden og det værste i verden. En ting er dog sikkert, kærligheden er en kompleks størrelse. Det er i hvert fald tilfældet i Claire Denis’ franske trekantsdrama ’Jeg elsker også dig’, hvor følelserne males stort op mellem to mænd og en kvinde. Kærligheden spiller her mildt sagt de tre et puds eller to.
Fortællingen åbner med smukke vidder af et azurblåt hav med en midaldrende mand og kvinde i tæt omfavnelse og med kyssene siddende let på hinandens læber. Det er idyl og ren sommerlig romantik. Ja, så længe det altså lige varer. Kvinden hedder Sara og manden Jean. De synes som nyforelskede, men har allerede en god håndfuld kærlighedsår sammen i bagagen.
Kærligheden mellem de to står nemlig for skud, da Saras ekskæreste François træder ind i billedet. Gamle følelser blusser nu op hos og mellem de to. Jean kastes ud på sidelinjen og holdt hen i det uvisse om de to andres flirt, der måske står til at udvikle sig til mere end sværmeri. Det gør ikke just trekantsdramaet mindre intenst af, at François og Jean er bedste venner og arbejdspartnere.
Selvom dramaets tregrenede krone måske nok kan synes en kende forudsigelig, løftes forudsigelighederne af skuespillerne. Her finder man en tvetydig Juliette Binoche, der er i en kamp med sig selv og sin identitet som den vaklende Sara. En intens Vincent Lindon forløser både skrøbeligheden og styrken i Jean, mens Grégoire Colins François er et en god kæp i hjulet.
Det er relationer, troskab, løgne, venskaber, hemmeligheder og identitet samt naturligvis den ustyrlige og uforudsigelige kærlighed, der her er dramatisk oppe i luften mellem de tre parter. Den kærlighed, som kan få selv de mest trofaste og gode mennesker til at gå imod egne principper og det, der ellers burde være dem kært. Netop denne skrøbelighed får her engagerende liv de tre imellem.
Claire Denis lykkedes med ’Jeg elsker også dig’ at fortælle et solidt, men måske nok narrativt forudsigeligt trekantsdrama, som dog holdes fint oven vande af primært de tre skuespillere, der lader følelserne både bruse frit og holdes sammenbidt skjult. Kærligheden er her sat i ganske gribende stævne mellem mennesker, der søger både tosomhed, men også en ro og styrke i sig selv og livet.
’Jeg elsker også dig’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Jeg elsker også dig’ har biografpremiere den 17. november.