Den følsomme ‘Ammonite’ har fine øjeblikke af øm skønhed
Biografanmeldelse: Listen af film om den svære, ulykkelige eller aldeles tragiske kærlighed kan ikke sådan lige opgøres. Men det er bestemt også et aldeles gribende emne at behandle. Med den følsomme ’Ammonite’ er det atter den komplekse kærlighed, der får lov at spire. Her i alt det usagte mellem to kvinder, hvis skæbne vil, at de mødes i et blæsende og havbrusende England i 1840’erne.
Ja, scenen sættes på naturdramatisk og billedgribende vis, hvor man møder den anerkendte palæontolog Mary Anning, der udfører sit næsten helt naturstridige arbejde nær den sydengelske kyst. En dag banker det imidlertid på døren hos Mary og hendes aldrende mor i deres trange kår. Udenfor står Roderick Murchison med sin depressive hustru Charlotte. Besøget ender med, at Mary modvilligt, men mod kærkommen betaling, skal tage sig af Charlotte, mens Roderick er bortrejst.
De to ganske forskellige kvinder støder til en start mod hinanden. Den mutte og forpinte Marys tålmodighed testes af den depressive Charlottes livsopgivende ugidelighed. Men med små skridt begynder de to at nærme sig hinanden i et ordknapt drama med store berusende følelser gemt bort bag de store gevandter. Fortællingen favner både det storslåede i naturens susen og modsvares i den intime intensitet af vibrerende følelser, der dirrer i alt det usagte.
Der er således et ganske dragende modsætningsforhold i både form og indhold, hvilket filmens drama lever fint af. Desværre mister de to kvinders svære forhold og forbudte følelser noget tyngde undervejs, hvor historien folder sig noget forudsigeligt ud, mens de plotmæssige løsninger og udfordringer bliver en kende flade. Heldigvis finder man blandt andet i de to hovedroller en gribende styrke.
Kate Winslet er konstant intens og knugende sammenbidt med følelserne spændt engagerende ud over sin minutiøse ansigtsgestik, mens en mere sart Saoirse Ronan med fin ynde og voksende selvsikkerhed portrætterer den modsætningsfulde Charlotte. Mellem de to opstår der undervejs flere fine scener af ren dramatisk dynamit – både af den ekspressive og lavmælte slags.
Instruktør og manuskriptforfatter Francis Lee er med ’Ammonite’ kort fortalt lykkedes med et måske ikke videre overraskende drama, men et drama, der dog heldigvis holder sig ganske fint oven vande takket være sine to kvindelige hovedroller og ikke mindst en gribende billedside af både storslået natur og store følelser, der i flere fine øjeblikke emmer af øm skønhed.
’Ammonite’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Ammonite’ har biografpremiere den 20. maj.