‘The Personal History of David Copperfield’ er en glat ål
Biografanmeldelse: Jeg har ikke læst Charles Dickens’ roman fra 1850, som komedie-dramaet ‘The Personal History of David Copperfield’ er baseret på. Men nu er min mening også, at en filmatisering skal kunne stå for sig selv. Det kan filmen også. Det er desværre bare en noget generisk, fersk og glat omgang dannelsesrejse – tilsat alverdens kulørte karakterer med et i grunden ret så spændende cast.
I front for de muntre – men også dramatiske – eskapader, finder man Dev Patel som den forældreløse David Copperfield. Man følger ham således gennem livet – det med sin del af nedture, men heldigvis også opture. For ganske vist starter han livet i trange kår, men han har hjertet på rette sted og en sult på livet, der fører ham frem og ud af fattigdommen. Ja, helt op i toppen af samfundet.
Desværre er Patels præstation ikke videre interessant, hvorfor filmens hovedkarakter for mig falder noget fladt. Det smitter af på mit engagement ikke kun i ham og hans udvikling, men også på selve filmen, der bliver en ret så uinteressant og forglemmelig oplevelse. Men, men, men… filmen er trods alt ikke helt uden plusser. Dem finder man dog langt overvejende i de kulørte bikarakterer.
Det er her blandt andet værd at nævne en dejlig farverig Peter Capaldi som den snydagtige Mr. Micawber, mens også Hugh Laurie som den både distræte og eventyrlystne Mr. Dick gør god figur. Videre finder man en altid seværdig Tilda Swinton træde i karakter som den sprælsk klædte og bestemt Betsey Trotwood, mens Ben Whishaw agerer comic relief som den underdanige Uriah Heep.
Desværre gør rækken af kulørte bikarakterer ikke nok til, at jeg engageres mere i filmens fortælling, der trods alt er netop David Copperfields – det med både romance, modstand og umage venskaber. Det hele forbliver og fortælles altså på en glat og generisk facon, der ikke giver meget dramatisk pondus til hverken de tunge nedture eller glade opture.
‘The Personal History of David Copperfield’ er med andre or den film, der som Copperfield selv, har hjertet på rette sted. Desværre forløses historien ikke engagerende nok til, at jeg står på løjerne – det selvom rækken af muntre bikarakterer gør sit for at løfte filmen. Meget hurtigt bliver jeg altså også viklet ud af historien, der på trods af universelle og relaterbare tematikker, ikke stikker dybt nok til at gribe mig.
‘The Personal History of David Copperfield’ får 2 ud af 6 stjerner:
‘The Personal History of David Copperfield’ har biografpremiere den 10. september.