Terrence Malicks ‘A Hidden Life’ svæver smukt omkring krigens gru
Biografanmeldelse: Det er ganske vist virkeligheden, der omfavner den sande fortællingen i Terrence Malicks ‘A Hidden Life’. Det er dog også en virkelighed, jeg nærmest svævede helt drømmende ind i gennem brugen af blandt andet et smukt dragende kameraarbejde, som indrammer både naturskønne vidder i de østrigske bjerge og klaustrofobiske fængselsrum.
Begge steder finder man den østrigske bonde Franz Jägerstätter, man her følger i en fortælling, der smyger sig roligt omkring filmens godt tre timer lange spilletid – fra det skønne til det grumme. Han bor nemlig med sin elskede hustru og deres tre små piger på et lille landsted langt ude i den friske bjergluft. Et roligt liv fyldt med kærlighed byttes dog snart ud for bonden og hans familie.
For med 2. verdenskrig og nazisterne i nakken, tvinges Franz til at føje Hitlers befaling. Det nægter han imidlertid – også selvom det betyder landsforræderi og muligvis med døden til følge. På trods af de dystre udsigter, så står Franz beslutsomt imod at skulle kæmpe for nazismen. Han bliver derfor også revet væk fra sin lille familie og et ellers idyllisk Østrig.
Det er denne beslutning om ikke at lade sin tro knægte, der er filmens fortællemæssige kerne og problemstilling, hvilket blandt andet kommer til at afføde langt større spørgsmål. Ja, faktisk selve meningen med livet og menneskets gang på Jorden. Samtidig er det en fortælling, som indhylles i smukke billeder sin grusomhed til trods. Dragende, insisterende og næsten helt hypnotiserende.
Det er nemlig ikke kun Franz, der må bære konsekvenserne på sine skuldre. For også hans hustru og deres børn bliver set ned på og isoleres af det øvrige samfund. Kærligheden sættes på prøve, mens livet synes at syne hen for Franz. Desværre så lider den ellers formfuldendte billedside og interessante fortælling under sin spilletid, der sine steder bliver for lang for sit eget bedste.
Filmen er som nævnt baseret på en sand historie og fremstår da også stærk med sin pointe om ikke at bukke under for onde kræfter, selvom det betyder elendighed for en selv og sine nærmeste – og i yderste konsekvens døden. Men ja, hvis ikke man holder fast i netop sig selv, hvad er man så i grunden værd som menneske, synes Terrence Malick her blandt andet at spørge.
‘A Hidden Life’ får 4 ud af 6 stjerner:
‘A Hidden Life’ har biografpremiere den 13. februar.