’Luk dine øjne’ fører mig filmmagisk gennem jagten på en forsvunden skuespiller
Anmeldelse: På filmmagisk vis vendes temaer som minder og identitet, fortid og nutid med et afdæmpet mysterie i instruktør og medforfatter Víctor Erices elegant fortalte ’Luk dine øjne’. Med dragende tålmodighed folder fortællingen om en forsvunden skuespiller sig således fascinerende ud, når man her møder filminstruktøren Miguel Garay, hvis fortid en dag indhenter ham.
For et par årtier siden forsvandt skuespilleren Julio Arenas nemlig på gådefuld vis. Man fandt dog aldrig hans lig, men politiet kom til konklusionen, at skuespilleren var kommet ud for en fatal ulykke ved et fald fra en klippekant. Det skete midt under optagelserne af Miguel Garays film, der således aldrig blev fuldendt.
Med et sikkert greb om sin historie og sirlige udrulningen af mysteriet, hensætter Víctor Erice mig til filmens verden, hvor jeg mærker og føler et levet liv ikke kun i miljøet, men også i de forskellige karakterer, hvor en nærværende Manolo Solo giver nuanceret liv til Miguel Garay, der ihærdigt fortsætter jagten på sin skuespiller, selvom opgaven synes umulig.
Filmens fotograf Valentín Álvarez besjæler desuden historien med smukt komponerede billeder i nedtonede farver, der fornemt indrammer det nære, intime og det liv, som skuespillerne beriger filmen med, hvor fortiden indhenter nutiden i et møde, der rummer en stor kærlighed til filmmediet gennem netop sin historie om instruktøren og den forsvundne skuespiller.
’Luk dine øjne’ rummer flere fint portrætterede karakterer og bringer sin del af tankevækkende tematikker i spil, mens jeg engageres alene gennem billed- og lydsiden, men det er bl.a. også med sin følelsesfine menneskelighed, at jeg gribes og bringes forført gennem filmens spilletid på små tre timer, hvor der venter en svært rørende og hjertegribende afrunding.
’Luk dine øjne’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Luk dine øjne’ har biografpremiere den 27. august i Gloria, Posthus Teatret og Biffen i Aalborg.






