’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ er meta-slasher-guld

Anmeldelse: Det er et nærmest drømmelignende univers, jeg træder ind i med den selvbevidste og genresikre meta-slasher ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’. Her følger man på fascinerende, underholdende og blodig vis filminstruktøren Kris, der skal genoplive gyserfranchisen om morderen Little Death og den såkaldte Camp Miasma, som tog sin begyndelse i 1980’erne.

Camp Miasma-franchisen er opfundet til filmen, men trækker særligt på Fredag den 13.-universet. I det hele taget bliver der på legende vis taget hånd om slasher-genren, når man møder netop Camp Miasma-morderen Little Death, der med en firkantet ventilator på hovedet og et stort spydlignende våben nakker teenagere på stribe i filmseriens mange kapitler.

(Foto: Another World Entertainment)

Her mange år senere er det så Kris’ opgave at bringe slasher-franchisen til live med en ny film. Hun opsøger således den oprindelige films final girl og hovedrolle Billy, der siden filmens dengang store popularitet er forsvundet fra offentlighedens søgelys. Hun lever nu alene langt inde i en sneklædt ødemark. Er det mon muligt for Kris at overbevise Billy om at vende tilbage til Camp Miasma?

Instruktør og manuskriptforfatter Jane Schoenbrun tager gennem sin veloplagte leg med gysergenren bl.a. også et charmerende greb om slasher-nostalgi og 80’er-atmosfære samt filmisk besættelse og betydning samt en woke nutids blik på fortidens gys med alt, hvad de indeholder af genretroper, klichéer og fordomme samt naturligvis godt med sex og død.

For det handler bl.a. også om, hvordan fortiden anskues af nutiden og omvendt, her personificeret af den unge Kris og den ældre Billy. Mødet mellem de to kvinder pirker desuden stille, men sikkert til særligt Kris’ indre liv, undertrykte følelser og seksuelle tabuer om sig selv. Det er bl.a. nemt at spotte analysen af, at det spiddende våben er som en penetration af kvinden i slasher-filmene.

(Foto: Another World Entertainment)

Her er kort sagt mange filmiske virkemidler og tematiske lag i spil. Men foruden Kris’ intellektuelle og analytiske blik på slasher-genren, er her også tale om en kødelig oplevelse med gyset, når grænsen mellem det filmiske reboot og originalens historie begynder at smuldre, mens minder og virkelighed snor sig om hinanden på visuel og historiemæssig opfindsom vis.

Det er bl.a. også gennem Hannah Einbinder og Gillian Anderson som den tilknappede gysernørd Kris samt den mystiske og komplekse Billy, at filmen har en menneskelig indgang til historien og får en dramatisk fin bund, når videre temaer som seksuel og psykologisk forløsning samt identitet og begær bringes meta-legende til live i et selvbevidst slasher-land.

’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ har biografpremiere den 27. august.