’The Dog Stars’ tager tålmodig fint fat om menneskelighed og kynisme

Anmeldelse: Velkommen til en verden, hvor langt størstedelen af menneskeheden er død, efter at en dræbervirus har hærget kloden. I denne postapokalyptiske virkelighed møder vi den milde Hig, som lever et liv, hvor rå overlevelse er øverst på dagsordenen, men ikke nok med det, så lever han også et sorgbetynget liv i skyggen af sin hustrus død i ’The Dog Stars’.

Det er den legendariske instruktør Ridley Scott, som her lukker mig ind i en nær fremtid af både mismod, brutalitet og melankoli, men også en verden, hvor håbet synes at spire bag al ulykken. For hvor går man hen, når verden er gået under? Hig er endt på en forladt og isoleret beliggende flyveplads i selskab med den kyniske militærmand Bangley.

(Foro: Disney)

Den umage duos liv er ikke uden forskelligheder og gnidninger. Hvor Bangley har fundet ro med overlevelseslivet fjernt fra andre, så vil Hig udforske verdenen omkring dem i håbet om at finde et bedre liv end, hvad han har i sigte med Bangley. Således er det med et klassisk postapokalyptisk udgangspunkt, at filmen folder sin historie roligt ud.

Der stikkes også et par ret effektive scener af intens brutalitet ind undervejs, men filmen har mere fokus på sine karakterportrætter og historiens forskellige tematikker. Filmens tålmodige tempo er desuden en fin styrke i bl.a. etableringen af filmens verden, karaktererne og den ensformighed, som Hig og Bangleys hverdag har indfundet sig i.

(Foro: Disney)

Selvom nuancerne i temaerne måske ikke får helt stærk nok pondus, mens karakterportrætterne til tider står en smule uforløste hen, så er der en styrke i netop, at filmen ikke forjager sig og formålsløst jagter action og adrenalin. Desuden gør bl.a. Jacob Elordi som den håbefulde Hig og Josh Brolin som den knudrede Bangley fin dynamisk karakter.

’The Dog Stars’ er måske ikke rig på overraskelser eller nyskabelse, men den fungerer på sin egen tålmodige måde, hvor spørgsmål om menneskelighed og håb samt sorg og kærlighed går godt i samspil med historien, miljø og karakterer. Her dirrer spørgsmålet også om, hvad det er værd at satse i jagten på et bedre liv og samtidig, hvad det kræver at give slip på for at få det.

’The Dog Stars’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Dog Stars’ har biografpremiere den 27. august.