Anmeldelse: Det der pokkers rotteræs med at avancere på sin arbejdsplads tager i den grad en grotesk drejning i instruktør Sam Raimis satiriske overlevelses-thriller ’Send Help’. Her møder man den oversete, dygtige og underværdsatte arbejdshest Linda. Hun havde egentlig en ny og højere stilling i sigte på sit arbejde, men bliver i næste nu overlagt forbigået af sin chef Bradley.

Skæbnen vil imidlertid, at hun på en forretningsrejse med chefen styrter ned med deres fly. Den umage duo er eneste overlevende på en lille ø. Herfra starter en kamp for overlevelse, men også en kamp for magten i relationen. For på øen bliver det gamle hierarki mellem det dumme svin af en chef og Linda udfordret – og måske endda sat helt ud af spil.

(foto: Disney ©)

Bradley er på øen både ubehjælpsom og utaknemmelig for, at Linda formår at holde dem i live. Hun drømte nemlig inden flystyrtet om at blive deltager i Robinson-ekspeditionen, så nu får hun muligheden for at bevise sit værd som overlever, men desværre med sin chef på slæb, som selv under disse nye forhold fortsat er et helt igennem dumt røvhul af et menneske.

Modsætningerne er i den grad sat på spidsen, når filmen udfolder den morsomme og sine steder overraskende udvikling af de tos relation som strandede overlevere. Desværre bliver historien sine steder en smule lang i spyttet, men filmen er heldigvis langt overvejende kompetent og veloplagt sat i scene af Sam Raimi, der også hælder lidt blod og opkast på møllen. Skønt!

(foto: Disney ©)

Trumfkortet finder man i en nørdet, herligt akavet og charmerende sej Rachel McAdams, som giver den fuld gas som den underkuede Linda, der undergår en medrivende udvikling i fortællingen, som med satirisk bid og mørk humor sætter to modsætninger op mod hinanden, hvor Dylan O’Brien er herligt øretæveindbydende som den røvirriterende Bradley.

’Send Help’ har måske nok et par steder lidt problemer med at opretholde et medrivende momentum, mens filmens ujævnheder til trods, så er det en både underholdende og sortkomisk omgang overlevelsesballade med en medrivende Rachel McAdams i front. Nå ja, og så er der tilføjet et par skvæt af sjappet sjask, hvilket kun er på sin morsomme plads.

’Send Help’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Send Help’ har biografpremiere den 29. januar.

Anmeldelse: Dramatiseringen af de virkelige hændelser i Gaza den 29. januar i 2024 er grusomme og hjertesmadrende at overvære i ’Hind Rajabs stemme’. Man følger her begivenhederne omkring nødopkaldet fra den 6-årige pige Hind Rajab, der kommer i kontakt med nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne for at få hjælp til at blive reddet ud af en sønderskudt bil i Gaza.

Her ligger hun helt alene i bilen, kun omgivet af lig og flyvende kugler. Det er ikke til at bære. Det bliver kun endnu mere sønderknusende af, at nødhjælpsorganisationen ikke blot på et splitsekund sender et redningshold i Hind Rajabs retning. Der skal nemlig først koordineres en sikker rute, før ambulancen kan sendes ind i området og redde hende.

Minutterne snegler sig afsted, mens de frivillige hos Røde Halvmåne febrilsk forsøger at holde kontakten med pigen over telefonen. På den måde udspiller filmen sig fysisk alene på kontoret hos nødhjælpsorganisationen, mens vi kun hører Hind Rajabs stemme via telefonen og ser fotos af hende undervejs. Netop hendes stemme er taget fra det rigtige nødopkald i 2024.

Modsat den ubærlige optagelse finder man de frivillige i skikkelse af palæstinensiske skuespillere, som dramatiserer hele forløbet med Hind Rajabs ægte stemme i den modsatte ende af røret. Instruktøren Kaouther Ben Hania bygger på den måde bro mellem dokumentarens hjerteudrivende virkelighed og den intense dramatisering i opkaldsrummet.

Selvom der synes at opstå et underligt misforhold mellem netop Hind Rajabs ægte opkald og skuespillerne på den anden side, er det en uhyre stærk og gribende beretning om et barns kamp for overlevelse i en umulig situation med en ubærlig virkelighed omkring hende. Det er en vigtig og desværre stadig relevant historie, der fortælles. Det mærker jeg. Det hører jeg.

Blandingen af dramatisering og dokumentar skaber dog en lidt underlig ubalance i den ægte historie. Men netop gennem Hind Rajabs stemme har filmen en følelsesmæssig slagside, der ikke er til at komme udenom. Den sætter sig i hjertet og i maven på mig. Det er Hind Rajabs virkelige stemme og skæbnefortælling, der sætter sig stærkest i livet på mig.

’Hind Rajabs stemme’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Hind Rajabs stemme’ har biografpremiere den 29. januar.

Anmeldelse: Det er de historiske begivenheder, der udspillede sig i Kabul i august 2021, som ligger til grund for det action-thriller-betonede drama ’13 dage, 13 nætter’. Her lægger det amerikanske militær an til at trække sig ud af Afghanistan, hvor Taleban i næste nu stormer hovedstaden, overtager magten og hurtigt forvandler byen til et sandt helvede på jord.

Det er den brutale og ubehagelige baggrund for filmen, der fortæller sin intense historie ganske kompetent. Der mangler dog desværre nogle menneskelige nuancer i både fortællingen og persongalleriet, hvor en stærkere psykologisk tyngde kunne have fået filmen til for alvor at bide sig fast og blive siddende.

Det er en frustrerende oplevelse at være vidne til de ubehagelige historiske begivenheder, der så bare ikke har den følelsesmæssige gennemslagskraft, som historien og de mange skæbner fortjener. Bl.a. ser man tusindvis af afghanere, der flygter til det sidste sikre tilflugtssted for dem, nemlig den franske ambassade i Kabul, der danner rammen om filmen.

Heldigvis har filmen et stærkt kort i Roschdy Zem, der med intensitet og engagerende nerve portrætterer den virkelige kommandant Mohamed Bida, som sammen med sit hold står for sikkerheden på ambassaden. Han er et gribende anker i den ujævne film, hvor jeg med ham bliver fanget med hundredvis af civile på ambassaden med Taleban bankende på portene.

Det er altså ikke fordi, at der på papiret mangler drama og nerve, men historien forløses ikke formfuldendt nok til at gøre filmen videre tankevækkende eller følelsesmæssigt engagerende. Mest velfungerende er filmen via Roschdy Zems menneskelige skildring af en mand med hjertet på rette sted og en farlig mission for øje, nemlig at evakuere så mange som muligt ud af Afghanistan.

Han får bl.a. hjælp af den fransk-afghanske nødhjælpsarbejder Eva, der agerer tolk i de nervepirrende forhandlinger med et uforudsigeligt Taleban, der skal overbevises om, at den storstilede evakuering af civile fra ambassaden til lufthavnen må gennemføres. Hun spilles af en ellers god Lyna Khoudri, hvis portræt desværre bare ikke får lov til rigtigt at bundfælde sig og sætte sig fast.

Det er symptomatisk for filmen som helhed. ’13 dage, 13 nætter’ er nemlig ganske fermt sat i scene og spillet, men den stadigt relevante og nærværende historie ender med at blive lidt for meget action-thriller-staffage og mindre en menneskeligt engagerende fortælling. Der er dog et par ok adrenalinrullende scener, men karaktererne mangler tyngde, nærvær og spændvidde.

’13 dage, 13 nætter’ får 3 ud af 6 stjerner:

’13 dage, 13 nætter’ har biografpremiere den 29. januar.

Anmeldelse: Der er en sprudlende energi i Richard Linklaters ’Den nye bølge’, som er historien om den franske filmskaber Jean-Luc Godard og tilblivelsen af hans skelsættende klassiker ’Åndeløs’ fra 1960. Filmen tager således sin begyndelse i slutningen af 1950’erne i Paris, hvor vi møder den selvsikre Godard, der vil gå fra at være filmkritiker til selv at lave film.

”Den bedste form for filmkritik er selv at lave en film”, som det bl.a. lyder fra Godard, der i det hele taget er rig på interessante tanker om film og kunst samt livsbetragtninger set gennem filmmediets øjne. Filmen er i den grad rig på et rapt og veloplagt manuskript, der slår medrivende gnister i replikudvekslingerne mellem de medvirkende.

Her finder man Godard i front for filmens tilblivelse, der for sin samtid er meget ukonventionel. Den er improviseret og skydes fra hoften med en nonchalant selvfølgelighed for den vordende filmskaber. Han portrætteres med sine ikoniske solbriller af en levende, drilsk og fascinerende Guillaume Marbeck, der boltrer sig i filmens smukke sort/hvide-billeder af fotograf David Chambille.

Zoey Deutch og Aubry Dullin er ligeledes stærkt castet som skuespillerduoen i filmen om filmen som henholdsvis den noget skeptiske Jean Seberg og den mere ligefremme Jean-Paul Belmondo. Der er en smittende god energi i trekløveret, der har dynamisk fint modspil af bl.a. hele filmholdet og øvrige involverede. Det er en fest at være med på filmsettet.

Man møder bl.a. også en række andre skikkelser, der var en del af det franske og filmiske nybrud, herunder filmskaberne François Truffaut og Claude Chabrol, der allerede har lavet deres første spillefilm og som provokatøren Godard udfordrer med en dualitet mellem tænksomhed og filmhistorisk viden, fandenivoldskhed og en umiddelbarhed på optagelserne.

’Den nye bølge’ er en rap og morsom filmforelskelse og varm hyldest af fransk film, som den tog sig ud i slut-50’erne og op til 60’erne med bl.a. Godard som frontløber for den franske nybølge af udfordrende og ukonventionelle film, som med håndholdt kamera og nye idéer skabte historie. Herunder ’Åndeløs’, der i sin eftertid står mejslet legende ind i filmhistorien.

’Den nye bølge’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Den nye bølge’ har biografpremiere den 22. januar.