‘Die My Love’ er et kødeligt, vildt og fascinerende kig ned i galskaben
Anmeldelse: Vanviddet står sitrende klar til at tage over, når instruktør og medforfatter Lynne Ramsays insisterende drama ’Die My Love’ tager livtag med livet. Med moderskab, ensomhed, forhold, kærlighed, passion og identitet. Midt i hvirvelstrømmen af følelser og udfordringer finder man den nybagte mor Grace og hendes kæreste Jackson.
Det ser idyllisk ud i parrets nye landlige hjem, hvor de skal starte et liv sammen og stifte familie. Jeg mærker naturens nærvær, himlens åndedrag og skovens magi, men et viltert jerngreb af galskab tager snart fat i Grace, der har svært ved at finde sig til rette med sit nye liv. Med kæreste, hus, hund og ikke mindst moderskabet.
En intens Jennifer Lawrence portrætterer bidsk Grace, der rummer vanviddet midt i moderskabet, mens familiefar Jackson ses i skikkelse af et dynamisk godt modspil af Robert Pattinson. Det er dog langt overvejende Jennifer Lawrence, der får lov til at gå linen helt ud med sin karakter, som er det dramatiske epicenter.
Det er stærke præstationer, men desværre bliver Graces hop ned i vanviddet og livets udfordringer sine steder også en smule repetitive. Scene på scene viser Graces gang på gang gale optrin uden, at det som sådan nødvendigvis udbygger eller nuancerer portrættet af karakteren og hendes kamp med sine indre dæmoner og udfordringerne med drømme, kærlighed og håbløshed.
Filmen er dog bestemt et fascinerende bekendtskab, både i kraft af Grace, men i den grad også filmens sensitive væsen, der på billedforførende vis bringes drømmende og dynamisk til live af fotograf Seamus McGarvey. Her har Lynne Ramsay et skarpt blik for at gribe den rå virkelighed med noget andet og mere, der rækker ud over vores umiddelbare sanseverden.
’Die My Love’ er kødelig, vild og fascinerende. Det er portrættet af vanvid og et menneske i frit fald. En film om livets dæmoniske udfordringer, der kan opstå selv, når livet ellers burde vise sig fra sin smukkeste og mest livsbekræftende side. Baseret på Ariana Harwicz’ roman fra 2012 af samme navn får historien her en visuelt betagende side, hvor kroppen og psyken får lov at ånde.
’Die My Love’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Die My Love’ har biografpremiere den 29. januar.






