‘Sorry, Baby’ satte sig i hjertet på mig og vred det rundt

/i , /af

Biografanmeldelse: Med følelseskompliceret præcision sætter dramaet ’Sorry, Baby’ ind der, hvor det gør rigtig ondt i livet hos underviseren Agnes, der bor alene i sit sneklædte hus. Der sker hende nemlig noget virkelig slemt. Men hvordan reagerer og går man nu videre i livet herefter? Når synet på andre, en selv og verden forandrer sig på et øjeblik.

Det er det dramatiske epicenter for den spillefilmsdebuterende instruktør Eva Victor, der også har skrevet filmen og spiller hovedrollen som Agnes. Hendes liv stopper måske nok brat op efter den skelsættende hændelse, men livet går videre. I hvert fald for alle omkring hende. Men selvom smerten sidder stærkt i historiens hjerte, er det også en både varm, kærlig og sjov film.

Det er en menneskeligt ærlig fortælling om, når livet ramler. Men det er også historien om alt det gode i livet, der kan komme fra uventet kant, når kriserne sparker verden væk under en. Det er en film om venskaber, kærlighed og en tro på fremtiden. Det er en film om at leve, være menneske og måtte gennemgå en krise, der sætter sig tungt i livet, som på trods må, skal og går videre.

Filmen er et empatisk, yderst menneskeligt og intimt drama og portræt af Agnes, der bringes levende til live af Eva Victor med alle de knuder og udfordringer, der også hægter sig på et menneske på vej mod bunden. Hendes veninde Lydie portrætteres veloplagt, sjovt og ubetinget kærligt af Naomi Ackie, mens man i andre mindre roller også møder mennesker på hver deres rejse i livet.

’Sorry, Baby’ er på flere måder en rigtig fin og tankevækkende skæbnefortælling, men den får desværre ikke helt løftet sig lige engagerende og følelsesgribende derind, hvor følelseslivet sættes lige stærkt i svingninger hele vejen. Det sagt, så er det bestemt en fortælling, der sætter sig i mit hjerte, vrider det og heler det på menneskeligt kompleks vis.

’Sorry, Baby’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Sorry, Baby’ har biografpremiere den 25. september.

‘Bob Trevino Likes It’ har et hjertegribende trumfkort i Barbie Ferreira

/i , /af

Biografanmeldelse: Det starter med tårer, gråd og et forlist forhold for den unge kvinde Lily i instruktør og manuskriptforfatter Tracie Laymons følelsesfine drama ’Bob Trevino Likes It’. Lily efterlades nu i et menneskeligt tomrum med et liv, der ikke rigtigt flasker sig for hende. Hun er ensom, hvilket hendes egoistiske og fraværende far ikke just hjælper på.

Heller ikke Lilys psykolog kan rette op på hendes indre kvaler, der kun synes at vokse sig større i takt med, at livet går sin gang. Ad skæbnens overraskende veje ender Lily dog med at komme i kontakt med en Bob Trevino via Facebook. Han kunne aldersmæssigt være hendes far. Så da Lily savner en forstående og hjertelig far, kan denne Bobs mulige venskab måske hjælpe på det hele?

Gennem udvekslingen af beskeder med både lette tanker og de mere dybe, udvikler de to en varm relation over nettet. Så meget, at de aftaler at mødes i virkeligheden. Det er for alvor her, at venskabet begynder at udvikle sig, hvor den umage duo således nu kan berige hinandens liv og være med til at udfylde de forskellige tomrum, de slås med på hver deres måde.

Barbie Ferreira er aldeles uimodståelig som den sørgende og retningsløse Lily. Jeg bliver fra først til sidst grebet om hjertet af hendes fint menneskelige og følelsesnuancerede portræt. En gæv John Leguizamo udgør et dynamisk og veloplagt modspil i skikkelse af arbejdshesten Bob, som ligeledes bokser med en sorg i livet – dog af en anden slags.

Her er i høj grad tale om en film, der på empatisk og menneskelig vis beskriver et spirende og umage venskab samt giver et par gribende skæbneportrætter med mennesker på afveje i livet. Tracie Laymon har bestemt et både godt øje for alvoren i dramaet uden at glemme en varm humor midt i de dybe problemer, jeg også møder i filmen.

Desuden udgør French Stewart som Lilys egocentriske solo-far herligt øretæveindbydende karakter i sin jagt på at finde sig en kæreste. ’Bob Trevino Likes It’ er kort sagt et engagerende drama med hjertet på rette sted og følelserne fint sat i svingninger gennem sine velfortalte og velspillede karakterer, hvor særligt netop de to hovedroller er gribende godt selskab.

’Bob Trevino Likes It’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Bob Trevino Likes It’ har biografpremiere den 25. september.

‘One Battle After Another’ rammer mig som en forhammer af filmisk fryd

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvert et billede sitrer og gennem hver en scene pulserer der et levende liv, når instruktør og manuskriptforfatter Paul Thomas Anderson folder de virile vinger ud på sit mægtige værk ’One Battle After Another’. Han åbner her sluserne på vid gab til en flerforgrenet historie og en filmisk ambitiøs verden, der fra sit medrivende anslag havde mig i sin magt.

Således blev jeg på bedste vis slugt råt af filmen, hvor jeg møder to revolutionære karakterer, der er imod systemet og magtens tinder som del af en større militant oprørsgruppe. Der er den energiske Bob Ferguson, som gladeligt sætter sprængladninger, mens hans kæreste Perfidia Beverly Hills leder brutalt an i frontlinjen. De to sammen er farlig dramatisk dynamit!

(© 2025 WBEI)

Hvad der egentlig sker og videre sker i historien, er ikke sådan lige til at gætte. For netop gennem et velkonstrueret og gribende kaotisk manuskript, vrides der overraskelser ud på stribe, hvilket bl.a. er noget af det, som også er med til at holde fortællingens momentum rullende, mens fotograf Michael Baumans dynamiske billeder ligeledes konstant drager mig ind i dramaet.

De to revolutionære spilles nuanceret af Leonardo DiCaprio som den forstående Bob, mens en cool Teyana Taylor er den benhårde og kompromisløse Perfidia. De er aldeles nærværende og kropsligt til stede for fuld fortælling i et persongalleri, der breder sig stort og umage ud, hvor man bl.a. også møder en herligt diabolsk Sean Penn som uforudsigelig og skrupskør militærmand.

Det er blot tre af de helt centrale karakterer, vi følger i en film, der både er dramatisk alvorlig og grotesk morsom. Det er en film, som både er rig på muskuløst iscenesat action og helt nære øjeblikke imellem karaktererne. Det er en film, der kan meget med sin historie, karakterer, temaer og filmiske virkelighed og lykkes elegant med hele vejen at forløse disse på overraskende vis.

(© 2025 WBEI)

Paul Thomas Anderson har med ’One Battle After Another’ skabt et vidunderligt bæst af en film, hvor det pulserende score af komponist Jonny Greenwood akkompagnerer de vilde og voldsomme, rørende og gribende, alvorlige og absurde strabadser, der er en historie om rigtige mange ting på en og samme tid. Her er meget at se på, forholde sig til og ikke mindst at holde af.

Det er en film, der både sætter tankerne eftertænksomt i gang og samtidig rammer mig mesterligt hårdt som en forhammer af ren filmisk fryd, mens temaer som styreform, revolution og giftig nationalisme samt kærlighed, frygt og skam flyver ind og ud mellem de fængslende handlingstråde, hvor hjertet mellem en far og hans datter banker i dens midte. Mesterligt!

‘One Battle After Another’ får 6 ud af 6 stjerner:

 

 

‘One Battle After Another’ har biografpremiere den 25. september.

’Vermiglio’ folder på bjergtagende smuk vis sit sitrende drama ud

/i , /af

Biografanmeldelse: På bjergtagende smuk vis folder det roligt fortalte drama ’Vermiglio’ sine naturflotte billeder ud, når man placeres i et lavmælt familiedrama i de italienske alper under 2. verdenskrig. Historien udspiller sig således i den lille og fjerntliggende bjerglandsby Vermiglio, hvor det stille liv bliver brudt, da den unge italienske desertør Pietro gør sin entré.

Selvom krigens rasen ikke fylder med krudt og kugler i den sneklædte natur, der både barskt og fortryllende omkranser byen, er Pietro en påmindelse om netop krigen. Dramaet centrerer sig dog her om Graziadei-familien og lokalsamfundet, der nysgerrigt holder øje med desertøren, som også møder fordømmende blikke. Ikke desto mindre får han lov til at gemme sig i byens stalde.

Dramaet fortælles ikke med store armbevægelser, men derimod på fint underspillet og lavmælt sitrende vis. Bl.a. når man møder den lokale og respekterede lærer Cesares datter Lucia, der får et romantisk godt øje til netop Pietro, hvilket ikke er uden problemer. Ikke kun for Lucia, men også for hendes store familie, hvor netop Cesare agerer bestemt patriark.

Der er i familien Graziadei en dragende dynamik, hvor det ikke nødvendigvis er det sagte ord, som sætter sig dybest, men også alt det usagte. Det, der vises i et skjult blik. I en hemmelighedsfuld handling. I de hemmeligheder, vi går med for os selv. Det er bl.a. i disse nære relationer, at filmen har en styrke sammen med fotograf Mikhail Krichmans gribende billedside.

Instruktør og manuskriptforfatter Maura Delpero viser et kyndigt og menneskeligt øje for netop de interessante og komplekse dynamikker i det lille samfund og i familien, hvor patriarkatet udfordres på sin position, som ellers tages for givet. Den stille modstand står vedholdende og uundgåelig i filmen, som insisterer på at fortælle sin historie i et ganske adstadigt tempo.

Kvinderne er her i fokus i en verden, der måske nok på overfladen styres af mænd, men som i filmen på hjemmefronten – fri af krigsmarken – holder hjulene kørende i en hverdag, hvor jeg kommer med ind bag de stille blikke, der huser både håb og drømme, udfordringer og afsavn, skam og begær, mens der i smug deles hemmeligheder, når mændene kigger væk.

Med dæmpet mine får fortællingen således tid og ro til at bundfælde sig. Desværre mister dramaet sine steder noget af sit ellers vedkommende greb om karaktererne og fortællingen. Det modbalanceres heldigvis ofte af netop den engagerende billedside, hvor historien i bjergenes tilbagetrukkethed varsler nye tider i krigens sidste krampetrækninger.

Selvom ’Vermiglio’ altså er en både billedsmuk og karaktermæssigt interessant film, så mister filmen i sin tålmodige måde at folde fortællingen ud på sine steder lidt af grebet om det ellers menneskelige nærvær og den dramatisk interessante historie. Det sagt, så er filmen en fint berigende oplevelse, jeg gerne anbefaler dens skønhedsfejl til trods.

’Vermiglio’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Vermiglio’ har biografpremiere den 18. september.

’Se gennem Aske’ tager fat om et knust hjerte og presser til

/i , /af

Biografanmeldelse: Kærligheden kan på den ene side være sønderknusende hård og på den anden side hjertesmeltende fantastisk, så livets rosenrøde vinger folder sig vibrerende ud. I det danske drama ’Se gennem Aske’ får kærligheden lov til at pendulere mellem det skønne og det dybt bedrøvelige, når vi møder den unge studerende Christian.

Gennem flashbacks ser vi nemlig, hvordan Christians forhold med Aske bobler af romantik og nærhed, men i fortællingens nutid et par år senere er forholdet forlist. Christian har svært ved at rejse sig efter tabet af Askes kærlighed. Livets ubarmhjertighed hamrer løs i den unge mands hjerte, som er knust, men ikke dødt. Findes kærligheden mon stadig derude?

Flere steder i filmen gøres der brug af hjemmeoptagelser med telefonen, hvor jeg kommer håndholdt og nærværende ind i Christians liv. Det er et fint greb, der ekkoer dokumentarens ufiltrerede virkelighed. Der er i det hele taget en dejlig umiddelbarhed over måden, som filmen griber sin historie og karakterer an på. Det afføder en ofte ganske engagerende intimitet i historien, der tager mig med på Christians rejse videre i livet efter Aske.

Desværre er filmens løsmaskede struktur og ujævne manuskript ikke helt interessant nok til for alvor at fastholde et nærværende drama og karakterstudie samt studie af de følelser, der kan opstå, når kærligheden gør ondt. I stedet falder fortællingen en smule fra hinanden, når Christian slikker sine sår gennem et krads morads af uendelighedsdating og uforpligtende knald.

En sitrende Rex Leonard er dog engagerende god og troværdigt flagrende som Christian, der søger nærheden i en by, der tilbyder at få opfyldt begæret og den kropslige kontakt. Den ærlige kærlighed er derimod sværere at finde. Desværre er Christians natlige jagt og hverdagsliv ikke stærkt nok sat i scene og skrevet til at bære filmen helt vedkommende nok i mål.

Dertil er instruktør og manuskriptforfatter Ludvig Christian Næsted Poulsens ’Se gennem Aske’ for ujævn og tenderer sine steder det følelsesmæssige klichefyldte, hvilket der desværre ikke vejes op for med en dramatisk dybde, som kunne have sendt hjertet i frit fald og sat følelserne for alvor i sving. Selvom der er flere gode elementer, ender filmens potentiale en kende for uforløst.

’Se gennem Aske’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Se gennem Aske’ har biografpremiere den 18. september.

’The Long Walk’ ender desværre som lidt af en ørkenvandring

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er en benhård præmis, der sættes i spændingsfilmen ’The Long Walk’. Man lander nemlig her midt i et dystopisk og splittet USA, der er sendt ud i fattigdom. I filmen har man således opfundet en brutal og fatal konkurrence for at højne landets moral og tro på fremtiden, nemlig den såkaldte ’The Long Walk’, som transmitteres landet over.

Her deltager en stor gruppe unge mænd, som alle har meldt sig til konkurrencen, hvor vinderen indkasserer uendelig rigdom og får opfyldt et personligt ønske. Der er bare det ved det, at de mange, som er blevet trukket ud til at deltage skal gå indtil, der kun står én tilbage, nemlig vinderen. Dem, som falder om eller giver op undervejs bliver skudt og dræbt.

Der er ingen pauser og ingen målstreg, blot den nådesløse præmis om at gå eller dø. Vi møder således en række af deltagerne i det kyniske spil. Nogle bliver venner, andre holder sig for sig selv, mens andre igen er nogle røvhuller. Det gælder jo om at overleve. Men hvor langt vil og kan de overhovedet gå i det dødelige spil?

Filmen er baseret på Stephen Kings roman af samme navn fra 1979. Historien synes ironisk nok til at være stærkest på papiret. For det er bl.a. i samtalerne deltagerne imellem, at filmen bliver menneskeligt nærværende. I filmisk form bliver det i længden desværre bare ensformigt, mens også filmens visuelle side går en kende i dødvande undervejs.

Det er en skam, da bl.a. de medvirkende gør det godt til trods for et ujævnt manuskript. Her finder man i front bl.a. Cooper Hoffman som den hjælpsomme Raymond Garraty, der hurtigt bliver venner med den stålsatte og seje Peter McVries, som spilles af en nærværende David Jonsson. Der er god dynamik mellem de to og et par af de øvrige karakterer.

Det bliver bare aldrig nok til at redde filmen fra at gå død. Et plus er dog, at filmen tør vise flere af de blodigt brutale nedskydninger af de deltagere, som falder fra. Her ser man ansigter blive skudt i smadder, så alvoren males rødt og ubehageligt op. Men præmissen om, at denne konkurrence skulle indgyde håb, er lidt sværere at sluge. Der mangler noget mere kontekst.

Hertil kommer Mark Hamill som nådesløs major, der med dyb røst bliver mere karikeret end oprigtigt skræmmende. Interessant nok er Francis Lawrence også instruktøren bag Hunger Games-filmene, der har en lignende dystopisk præmis. Men selvom der er fine elementer, bliver ’The Long Walk’ lidt en ørkenvandring, hvor det følelsesmæssige engagement aldrig for alvor bider sig fast.

’The Long Walk’ får 2 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Long Walk’ har biografpremiere den 18. september.

’Kærlighedens gerninger’ satte sig tungt som en sten i min krop

/i , /af

Biogrananmeldelse: Fortrængte minder og rystende traumer, en isoleret sekt og nutidig skam væves stærkt sammen i Jeppe Røndes brutale og visuelt fascinerende drama ’Kærlighedens gerninger’. Historien folder sig ud i klaustrofobiske rammer i en kristen sekt, der lever og bor på den jyske vestkyst afskåret fra omverdenen og dens dømmende blikke.

Her møder vi den unge kvinde Hanna, der bor sammen med de øvrige sektmedlemmer, hvis bolig måske nok fremstår luftudsugende, men hvor naturens vilde vidder derimod strækker sig til himmels og uendeligt mod horisonten. Kontrasten er billeddragende indrammet og bragt levende til live af fotograf Jacob Møller, der kommer kropsligt tæt på menneskene.

Udover Hanna, der rummer sin del af fortidens hemmeligheder, er også de øvrige beboere kommet med hver deres dæmoner i bagagen eller blot som søgende sjæle efter livsmening. For netop i huset på den vindblæste vestkyst dømmes mennesker ikke. Her står man sammen, da vi alle som mennesker er forbundet og kærligheden er endeløs.

Denne på overfladen måske nok idylliske indstilling til livet, rummer også en langt mere dyster bagside, end man muligvis ser ved første øjekast, hvor børnene leger og de voksne bager boller. For det er et manipulerende miljø, Hanna bor i, hvor sektens virkelighedsfordrejende og enigmatiske leder spilles tvetydigt af en intens Ann Eleonora Jørgensen.

En nuanceret og menneskeligt engagerende Cecilie Lassen er Hanna med et nærvær og en sørgmodig skrøbelighed, der gør hende på flere måder interessant at følge i filmen, hvor den unge murer Jakob en dag dukker op med lovning om at hjælpe til på ejendommen mod blot kost og logi. Han kommer imidlertid også med lyssky hemmeligheder, der snor sig kvælende om livet på Hanna.

Jakob spilles med et plaget sind af Jonas Holst Schmidt. Men hvorfor nærer Hanna en så stærk modvilje til ham? Hvad er relationen egentlig mellem de to? Og hvordan reagerer sekten på Jakob og hans indvirken på Hanna? Disse spørgsmål står dynamisk malet op i menneskene og husets bastante murværk. For også omgivelserne har som nævnt en gribende tilstedeværelse.

Det er en barsk, provokerende og tankevækkende filmoplevelse, der gik i mit smertende hjerte og satte sig tungt som en sten i min krop. Det takket være en nervepirrende spændende fortælling, de komplekse karakterer og den visuelt indtagende billedside, hvor sitrende musik af komponist Sune Kølster på elegant og maveknudegivende vis akkompagnerer historien.

’Kærlighedens gerninger’ er stærkt fortalt og flere steder helt drømmende sat i scene af instruktør Jeppe Rønde, hvor mareridtet tager billedpulserende over og sætter tabuer og traumer både engagerende og afstandtagende i scene i sekten, hvor alt det forbudte og forkerte synes at have fripas. Men hvor langt vil sekten mon gå i kærlighedens navn?

’Kærlighedens gerninger’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

’Kærlighedens gerninger’ har biografpremiere den 11. september.

’Mælkevejen’ griber en barsk virkelighed med håb og drømme

/i , /af

Biografanmeldelse: Livet er uforpligtende let for den unge teenager Totone, der fester løs og drikker sig ubekymret ned med vennerne gang på gang i den franske landidyl, hvor han bor med sin far og lillesøster Claire. Virkeligheden rammer ham dog brat en dag, da en skelsættende og ulykkelig begivenhed indtræffer. Hans verden vendes på hovedet på et splitsekund.

Således må Totone nu stå for alt i hjemmet og tage sig af søsteren. Det er ikke nogen nem opgave for en festglad teenager, som også straks må finde sig et arbejde, så livet kan gå videre, inden afgrunden rammer ham og Claire. Men håbet spirer også i mørket, mens tragedien gemmes væk og holdes på afstand af både Totone og søsteren.

Det er med et stærkt greb om sine karakterer, at den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Louise Courvoisier fortæller sin historie, der ligeledes er rig på liv og en troværdig miljøskildring af livet på landet, hvor der passes kør, malkes mælk og laves eftertragtet ost til prestigefulde konkurrencer.

Her formår fotograf Elio Balezeaux at ramme både racertræf og de nære øjeblikke, der også opstår undervejs på rørende og gribende vis, hvor skrøbeligheden i livet finder indpas hos netop Totone, som spilles med en drenget alvor af en overbevisende Clément Faveau. Han er i engagerende selskab med en naturligt spillende Luna Garret som søsteren.

I det hele taget skinner filmen af både alvor og en landlig lethed, mens rollebesætningen af unge venner og Totones sammenstød med andre unge har dramatisk slagkraft og nerve. Men selvom livet synes utrætteligt imod Totone, møder han også et muligt håb i den unge mælkeproducent Marie-Lise, der med en sejhed portrætteres levende af Maïwene Barthelemy.

’Mælkevejen’ er en virkelig fint fortalt historie om livets barske sider, hvor virkeligheden viser sig at kunne ramme hårdt som en forhammer, når man mindst venter det. Det handler om ansvar og drømme, håb og venskaber samt lidt om kærlighed. Så selvom følelserne og den dramatiske pondus måske ikke helt rodfæster sig, er filmen et berigende bekendtskab.

’Mælkevejen’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Mælkevejen’ har biografpremiere den 11. september.

‘Caught Stealing’ sender en forpint Austin Butler helt ud i torvene

/i , /af

Biografanmeldelse: Med et tungt ungdomstraume i bagagen møder vi i instruktør Darren Aronofskys sortkomiske krimithriller ’Caught Stealing’ den baseball-glade bartender Hank. Han driver gennem livet på en beskidt bar i New Yorks gader i slutningen af 1990’erne, hvor lyspunkterne i hans liv synes at være kæresten Yvonne og hans daglige telefonsnakke med sin mor.

Livet går med andre ord blot sin gang for Hank, der ikke rigtigt har styr på sit lort. Helt galt går det dog først, da hans nabo Russ må ud af byen og efterlader sin kat i hans varetægt. Det bliver snebolden, som sætter en lavine af ulykker i gang for Hank og dem omkring ham. Snart dukker der nemlig et par brutale bøller op ved Hanks lejlighed og så er fanden løs.

Hvad de kriminelle præcist er ude efter, står dog ikke klart for Hank, der da heller ikke kan svare på deres nærgående spørgsmål. Hank gør nu sit bedste for at holde sig på afstand af balladen, men balladen finder ham gang på gang – og så er gode råd dyre. En katten-efter-musen-jagt er sat i spil, hvor Austin Butler leder an som den pressede Hank med røven i vandskorpen.

Filmen er baseret på Charlie Hustons bog af samme navn fra 2004. Han har ligeledes forfattet filmens manuskript, der måske nok afføder bl.a. et par intense scener med barske gangstere på nakken af Hank, men manuskriptet samler sig bare aldrig rigtigt til en engagerende helhed, selvom der bl.a. også leveres en håndfuld skævt kulørte karakterer.

Filmen formår simpelthen ikke at holde et ellers momentvis fint momentum ved lige. Historien bliver aldrig rigtigt spændende, men lever bedst i et par enkeltscener, mens det altså ikke bliver til en formfuldendt og medrivende mavepuster af en film med sortkomisk kant. Netop humoren og alvoren synes heller ikke at løbe gnidningsløst i samme retning undervejs.

Det er en skam, at krimiplottet ikke formår at få pulsen mere op at banke, når bl.a. Austin Butler gør stærk karakter. Jeg tror på ham, hans plagede sind og på, at han vil det bedste, men bare ikke formår at være den bedste version af sig selv. Zoë Kravitz udgør desuden som en sej Yvonne et dynamisk stærkt modspil til Hank. Den dramatiske dybde forløses dog ikke i karaktererne.

’Caught Stealing’ står stærkest i bl.a. netop Austin Butlers nærvær og intensitet, mens filmen også formår at iscenesætte et dejligt gritty new yorker-miljø. Historien forbliver dog for flagrende og uinteressant til, at karaktererne får nok kød at bide sig fast i. Men med et par stærke præstationer i front og nogle intense jagtscener, snubler filmen sig trods alt ok i mål.

’Caught Stealing’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Caught Stealing’ har biografpremiere den 11. september.

’Relay’ fortælles med nervepirrende selvsikkerhed

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er med en rolig selvsikkerhed, at instruktør David Mackenzie fortæller sin nervepirrende paranoia-thriller fyldt med konspirationer og en underspillet intensitet. Det er dog lige ved at kvæle mit engagement i historien og dens få karakterer, hvor særligt en forknyt Riz Ahmed står stærkt frem. Heldigvis overlever og ånder filmen sig fåmælt mod sin medrivende finale.

Man følger i den stille orkans øjne en mand, der sætter alt på spil – endda sit liv – gennem sit hemmelighedsfulde arbejde, der må og skal gå under radaren på alt og alle. Han lever nemlig af som anonym mellemmand at hjælpe udsatte whistleblowere med at forhandle aftaler i hus med de korrupte virksomheder, der ellers står til at få blotlagt deres lyssky forretninger.

Filmens centrale opgave for ham er at hjælpe den pressede Sarah, der som bioteknolog er kommet i besiddelse af yderst uhyggelige oplysninger om sin tidligere arbejdsgiver, der kan få fatale konsekvenser for massevis af mennesker, hvis ikke den lyssky viden gøres offentligt kendt og hermed bliver stoppet. Men hvem kan de to overhovedet stole på?

Således spindes der med minutiøs hånd en konspiratorisk og paranoiafyldt fortælling, hvor både hemmeligheder og overlevelse rulles overvejende gribende ud på baggrund af det fint konstruerede manuskript af Justin Piasecki, der bringes velinstrueret til sitrende live af David Mackenzie med billedskarpe kompositioner af fotograf Giles Nuttgens.

Riz Ahmed har hele vejen et intenst nærvær som den anonyme hjælper, der på dynamisk vis formår at overbevise som en mand med erfaring udi at slette sine spor i en konstant jagt på at holde sin identitet hemmelig. Hans blik er skarpt og målrettet. Lily James gør ligeledes god karakter som den forfulgte Sarah. Der er en troværdighed i hendes uvante gang i hele affæren.

’Relay’ er stærk, når den formår at holde sin intense paranoianerve ved lige gennem en tro på sin fortælling som underspillet leveret thriller. Selvom det lykkedes overvejende godt, kan filmen desværre ikke helt løbe fra også at blive lidt ujævn i sin spænding og spændingskurve af og til. Det er heldigvis aldrig mere end, at filmen kommer stærkt i mål.

’Relay’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Relay’ har biografpremiere den 11. september.