’Vermiglio’ folder på bjergtagende smuk vis sit sitrende drama ud

Biografanmeldelse: På bjergtagende smuk vis folder det roligt fortalte drama ’Vermiglio’ sine naturflotte billeder ud, når man placeres i et lavmælt familiedrama i de italienske alper under 2. verdenskrig. Historien udspiller sig således i den lille og fjerntliggende bjerglandsby Vermiglio, hvor det stille liv bliver brudt, da den unge italienske desertør Pietro gør sin entré.

Selvom krigens rasen ikke fylder med krudt og kugler i den sneklædte natur, der både barskt og fortryllende omkranser byen, er Pietro en påmindelse om netop krigen. Dramaet centrerer sig dog her om Graziadei-familien og lokalsamfundet, der nysgerrigt holder øje med desertøren, som også møder fordømmende blikke. Ikke desto mindre får han lov til at gemme sig i byens stalde.

Dramaet fortælles ikke med store armbevægelser, men derimod på fint underspillet og lavmælt sitrende vis. Bl.a. når man møder den lokale og respekterede lærer Cesares datter Lucia, der får et romantisk godt øje til netop Pietro, hvilket ikke er uden problemer. Ikke kun for Lucia, men også for hendes store familie, hvor netop Cesare agerer bestemt patriark.

Der er i familien Graziadei en dragende dynamik, hvor det ikke nødvendigvis er det sagte ord, som sætter sig dybest, men også alt det usagte. Det, der vises i et skjult blik. I en hemmelighedsfuld handling. I de hemmeligheder, vi går med for os selv. Det er bl.a. i disse nære relationer, at filmen har en styrke sammen med fotograf Mikhail Krichmans gribende billedside.

Instruktør og manuskriptforfatter Maura Delpero viser et kyndigt og menneskeligt øje for netop de interessante og komplekse dynamikker i det lille samfund og i familien, hvor patriarkatet udfordres på sin position, som ellers tages for givet. Den stille modstand står vedholdende og uundgåelig i filmen, som insisterer på at fortælle sin historie i et ganske adstadigt tempo.

Kvinderne er her i fokus i en verden, der måske nok på overfladen styres af mænd, men som i filmen på hjemmefronten – fri af krigsmarken – holder hjulene kørende i en hverdag, hvor jeg kommer med ind bag de stille blikke, der huser både håb og drømme, udfordringer og afsavn, skam og begær, mens der i smug deles hemmeligheder, når mændene kigger væk.

Med dæmpet mine får fortællingen således tid og ro til at bundfælde sig. Desværre mister dramaet sine steder noget af sit ellers vedkommende greb om karaktererne og fortællingen. Det modbalanceres heldigvis ofte af netop den engagerende billedside, hvor historien i bjergenes tilbagetrukkethed varsler nye tider i krigens sidste krampetrækninger.

Selvom ’Vermiglio’ altså er en både billedsmuk og karaktermæssigt interessant film, så mister filmen i sin tålmodige måde at folde fortællingen ud på sine steder lidt af grebet om det ellers menneskelige nærvær og den dramatisk interessante historie. Det sagt, så er filmen en fint berigende oplevelse, jeg gerne anbefaler dens skønhedsfejl til trods.

’Vermiglio’ får 4 ud af 6 stjerner:

 

 

’Vermiglio’ har biografpremiere den 18. september.