‘Deadpool & Wolverine’ er bedst, når den går efter lattermusklerne

/i , /af

Biografanmeldelse: Hvad mange nok ikke havde set komme, er med ‘Deadpool & Wolverine’ nu blevet til virkelighed, nemlig Hugh Jackman tilbage i sin ikoniske rolle som Wolverine. Der var ellers blevet sat et særdeles vellykket punktum for hans portræt af X-Men-helten med ’Logan’ i 2017. Men den rapkæftede Deadpool bringer ham nu tilbage.

Ryan Reynolds er atter den rødklædte antihelt, der snakker i meta-jokes og bryder den fjerde væg. Nu slår den umage duo sig uvildigt sammen, da en fælles fjende skal bekæmpes. Side om side finder man altså den knotne Wolverine og den opkæftende Deadpool slå skurke til blods, mens musikken spiller hits og der skydes jokes af.

Historien er dog ikke det store at skrive hjem om. Den fungerer mest af alt som en noget tyndbenet undskyldning for netop at fyre frække jokes af og levere veloplagt action med Deadpool og Wolverine i front. Nå ja, og vanen tro diske op med flere overraskelser i form af diverse cameos. Der leveres da også et par ret så sjove af slagsen her.

Der er i det hele taget sin del af jokes og gags, der rammer ganske godt plet. Desværre vakler de af og til lidt rundt i de samme pay-offs, hvor der bliver genbrugt et par punchlines lidt for meget. Det sagt, så er der god energi i filmen, der på trods af en kedelig historie ikke kan underminere det fine parløb mellem Ryan Reynolds’ Deadpool og Hugh Jackmans Wolverine.

Det ligger i Deadpools DNA at gøre uhøjtideligt grin med alt, alle og sig selv. Det er da også i netop filmens komiske slagside, at eskapaderne spiller bedst. Den dramatiske nerve og mere alvorlige side af vores duo klinger desværre hult i filmen som helhed. Det er en skam, da særligt Wolverine kunne have fået mere dramatisk tyngde i sit portræt.

‘Deadpool & Wolverine’ lykkedes kort sagt bedst, når den går efter grinet og at levere voldsom actionsmadder, mens det halter med at få det mere menneskelige drama til at overbevise. Men filmens lette kalorier har da også sin berettigelse. Så er det kun tiden, der kan vise, om Deadpool rent faktisk er den Marvel Jesus, der skal få MCU på ret køl igen.

‘Deadpool & Wolverine’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Deadpool & Wolverine’ har biografpremiere den 24. juli.

‘Godzilla x Kong: The New Empire’ leverer neonoplyst gigantsmadder

/i /af

Giganter på 4K Ultra HD: Giganterne Godzilla og King Kong tørner atter sammen, når der i monsterfilmen ’Godzilla x Kong: The New Empire’ skal smadres løs på ny. Her er tale om den nyeste film i franchisen om de mægtige bæster – altså fortsættelsen til den seneste i rækken, som vi fik i 2021 med den kulørt underholdende ’Godzilla vs. Kong’. Man kan dog godt stå på monstertoget her.

Denne gang må de to legendariske filmmonstre kæmpe side om side mod en ny titanhøj fjende, der truer ikke alene den umage kæmpeduo, men også menneskeheden. Intet mindre. Naturligvis. Her er det nemlig stor, større og størst, der tæller. Det på yderst underholdende vis. Historien er mildt sagt skør og langt over the top, hvor en kreativ 8-årig fint kunne have ageret idégenerator for filmen.

Det er absolut ment som et kompliment, da her ikke tages hensyn til logikken i nævneværdig grad. Her er det den vilde og neonoplyste fantasi, som pirres og tæskes løs på. Jeg flyver med på de kulørte strabadser, der hele vejen leveres med et skævt smil og legeglæden intakt. Fra farverige ture ned under Jordens overflade og videre i udfoldelsen af de mange forskellige væsner.

Instruktør Adam Wingard ved godt, hvad det er for en film, han laver. Han vil underholde i monstrenes tegn. Hans glæde ved titanerne og hele det bombastiske univers af monstrøse umuligheder sætter sig i kroppen på mig. Jeg jubler både når en mægtig abe sætter sig til brølende rette på et firbenet kæmpekryb og når Godzilla smadrer sig vej gennem Roms stakkels gader.

Det er altså ikke de menneskeligt mest nuancerede portrætter, man finder her. Der er både de gakkede og de mere alvorligt stemmer på rollelisten, men det er altså helt klart humoren, som er sejrherren og ikke et videre komplekst drama – selvom der faktisk er fine takter at finde i forholdet mellem lederen af missionen og den adopterede pige Jia.

Det er dog ikke tårer affødt af det menneskelige drama, som får lov at løbe. Det er snarere i henrykkelsens tegn, at en tåre finder vej ned på kinden hos mig, mens smilet breder sig fra mit ene øre til det andet, når der totalsmadres storbyer og andre monstre, så det sjasker med grønt og gult slim, mens de herlige giganter brøler løs om opmærksomheden. Storartet!

4K Ultra HD og ekstramateriale: Det dundrende monsterbrag udkommer på det billed- og lydoptimerede format 4K Ultra HD, hvor de vilde og voldsomme eskapader virkelig kan komme til deres ret for fuld styrke. Desuden følger der en omgang ekstramateriale med, hvor man gennem en række featuretter kan dykke dybere ned i universet og monstrene, mens man også finder et kommentarspor med filmens instruktør.

‘Godzilla x Kong: The New Empire’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 1. juli.

’The Bikeriders’ er som en fræsende tur på en drønende kværn

/i , /af

Biografanmeldelse: Jagten på frihed, på at være sig selv i en verden, hvor det er svært at være en outsider, er noget af det, bikerne i deres motorcykelklub Vandals søger på de åbne vidder, når de fræser afsted på deres potente kværne med rygmærke på. Vi følger i instruktør og manusforfatter Jeff Nichols’ ’The Bikeriders’ klubben og dens udvikling i 1960’ernes USA.

Filmen er mere drevet af sine menneskelige portrætter, rå miljøbeskrivelse og klubbens liv end af et frembrusende plot. Her gælder det den menneskelige nerve i holdet af bikere og en af medlemmernes bedre halvdel Kathy, som filmen delvist fortælles igennem. Hun er faldet for den frygtløse badboy Benny, der ikke giver en fuck for noget eller nogen.

Benny gør lige præcis, hvad der passer ham uden tanke for konsekvenserne, bl.a. af politiets indblanding. Ikke desto mindre – eller måske rettere derfor – drages den selvstændige Kathy af ham. Hun er indgangen til klubben, hvor man møder en længere række af karismatiske og kulørte karakterer iklædt seje læderjakker og en smøg i flaben.

De finder sig alle til rette i klubbens fællesskab. Efterhånden som klubben vokser sig større, vokser den dog også ud af hænderne på lederen Johnny. Kriminalitet og vold indfinder sig hos de ellers fredelige bikere, der dog er glade for øl og et rask internt slagsmål. Udviklingen fra barsk uskyldighed til det voldelige fald fra frihedens tinder er pokkers fascinerende.

Her ser man bl.a., hvordan tidens tand i klubben påvirker medlemmerne og den interne dynamik. Bl.a. tager det hårdt på Johnny, der får sværere og sværere ved at spejle sig i lederrollen, mens Benny forsøger at holde fast i rygmærket og friheden for enhver pris, hvor imellem man finder en skøn Jodie Comer som den rappe og selvsikre Kathy.

En cool og sorgfri Austin Butler gør karismatisk figur som Benny, mens Tom Hardy er intens og nuanceret som Johnny. I det hele taget er ’The Bikeriders’ er fornøjelse hele vejen rundt på skuespillerfronten, mens både billed- og lydside brøler medrivende om kap. Stærkt! Filmen er lavet med inspiration i Danny Lyons bog af samme navn fra 1968.

’The Bikeriders’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Bikeriders’ har biografpremiere den 11. juli.

Det bevægende drama ‘When it Melts’ er hjerteskærende brutal

/i , /af

Biografanmeldelse: Fortidens minder, barndommens uskyld, tæt forbundne venner og brutale traumer. Det hele spindes sitrende godt sammen i det forknytte drama ’When it Melts’. Historien om Eva fortælles her i to parallelle spor mellem nutid og fortid. For hvad skete der egentlig den barndomssommer, som vi kommer med tilbage til?

Sporene efter sommeren for de mange år siden har nemlig haft afgørende betydning for den nu voksne Eva. Det er med insisterende sikkerhed, at de to fortællespor smyger sig fortsat mere og mere intenst om hinanden, mens jeg kommer tættere og tættere på et svar om den sommer, hvor den dengang 13-årige Eva blev mærket for livet.

Den spillefilmsdebuterende instruktør og medforfatter Veerle Baetens har et sikkert greb om struben på mig med sin historie, der er baseret på en bog af Lize Spit. Svarene gives nemlig ikke ved kasse et, men Evas hemmeligheder bringes ubehageligt til live filmen igennem, hvor ubehaget tager tankevækkende til. Både i fortiden og i nutiden samt i mødet mellem de to.

Det er ikke mindst i portrættet af Eva, at filmen får sin store dramatiske styrke. Det gælder både den 13-årige Eva, der med barndommens uskyld og en voksens melankoli gives nuanceret og gribende liv af Rosa Marchant. Charlotte De Bruyne portrætterer med stor troværdighed den voksne Eva, som lever i skyggerne af sin barndom. Et i særklasse stærkt dobbeltportræt.

Fortællingen bliver måske nok en my slap i maskerne halvvejs, men heldigvis aldrig mere end, at der samles engagerende op på det, herunder i særdeleshed gennem netop skuespillerne. Men også filmens dragende og smukt vibrerende billedside af fotograf Frederic Van Zandycke indfanger mig i de to fortælletider, hvor kontrasterne står billedbalanceret frem.

Jeg møder mig selv og min barndom i historien. Mine minder, venskaber og begivenheder, der har været med til at forme mig i mit voksenliv. Det er med andre ord stærk fortællekunst, der bringer filmens virkelighed i hjerteskærende forening med min egen. Uden sammenligning i øvrigt. ’When it Melts’ er hård kost, men en bragende kraftfuld filmoplevelse.

’When it Melts’ får 5 ud af 6 stjerner:

’When it Melts’ har biografpremiere den 11. juli.

‘Fly Me to the Moon‘ er bedst, når den tror på sin kærlighedskemi

/i , /af

Biografanmeldelse: Jeg bringes tilbage til 1960’ernes rumkapløb i USA med den romantiske komedie ’Fly Me to the Moon’. NASA har sin del af problemer med deres image i offentligheden. Rumfart er bare ikke helt så sexet mere, som man kunne ønske sig. Desuden er der mangel på både midler og politisk opbakning til månemissionen.

Det er altså op ad bakke at indfri præsidentens lovning om en månelanding. Derfor bliver det talentfulde markedsføringsgeni Kelly Jones hyret til at vende den forslåede rumskude. Hun kommer med sin helt egen PR-metode, hvilket ikke bliver taget lige godt imod alle steder. Særligt er parløbet med rumprogrammets leder Cole Davis meget udfordret.

Med udgangspunkt i rumkapløbet er der sat en klassisk modsætninger-mødes-og-måske-sød-musik-opstår romantisk komedie på skinner. Et dejligt klassisk udgangspunkt for charmerende kærlighedskemi og spænding i form af månemissionen. Desværre forvilder historien sig tungt ind i sin egen fortælling, der mister momentum og komisk styrke undervejs.

Det er desuden svært at retfærdiggøre spilletiden på lidt mere end to timer. Det bliver for langt for filmens eget bedste. Luften fiser momentvis ud af rumraketten, hvor den dramatiske slagside heller ikke får den tyngde og det nærvær, der synes at sigtes efter. Bl.a. i form af Kelly Jones’ udfordrede fortid og Cole Davis, der bærer på et tungt traume.

Der hvor ’Fly Me to the Moon’ er bedst, er når den uden undskyldninger lader den romantiske komik folde sig ud og kemien få luft under vingerne i samspillet mellem en rap og selvstændig Scarlett Johansson, der ikke tager et nej for gode varer, mens Channing Tatum agerer charmerende knudemand, som regelret spiller efter reglerne.

De to har en ganske fin dynamik, når historien tillader det. Desværre overkompliceres filmen af sidehistorier og bikarakterer, der mere forplumrer filmens momentum end tilføjer engagerende komik til den. ’Fly Me to the Moon’ vil i sidste ende mere end vingerne kan bære, men når kemien kører for duoen i front, er underholdningen sikret.

’Fly Me to the Moon’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Fly Me to the Moon’ har biografpremiere den 11. juli.

‘Kinds of Kindness’ er en underholdende absurd legeplads

/i , /af

Biografanmedelse: Den græske filmskaber Yorgos Lanthimos’ nyeste skud syre er den tredelte antologifilm ’Kinds of Kindness’, der kredser omkring og tager frontalangreb på temaer som bl.a. magt og kontrol, afhængighed og tilhørsforhold, familie og ensomhed, individualitet og fællesskab. Ja, meningen med det hele synes at blafre krøllet i vinden undervejs.

Vi møder bl.a. en mand, der lader sig styre af en bizart mikrokontrollerende chef. Vi møder en betjent, hvis hustru måske ikke er, hvem hun ser ud til at være. Vi møder en gådefuld kultlignende enhed på jagt efter den udvalgte. Vi møder galskaben, virkeligheden og menneskene, der lever midt i det hele. Det er legende fortalt og underspillet morsomt. Grotesk og absurd.

De tre historier indtages af samme hold skuespillere i forskellige roller. Her finder man særligt Jesse Plemons, Emma Stone, Willem Dafoe, Margaret Qualley og Hong Chau. De glider alle elegant ind i de forskellige roller og Yorgos Lanthimos’ sælsomme univers, hvor det irrationelle bliver rationelt. Hvor galskaben bliver normen i en verden, der ser almindelig ud, men konstant huser vanviddet.

’Kinds of Kindness’ fremstår på sin vis som en veloplagt og legende øvelse ud i det absurde. Ud i bizarre menneskelige relationer og skævvredne verdenssyn. Det er en antologifilm, der måske nok er lidt blød i kanterne, men i hænderne på den legesyge og eksperimenterende Yorgos Lanthimos får både historierne og karaktererne et fascinerende og gribende liv, som jeg drages ind i.

Jeg mærker fantasifuldheden og legesygen bag filmens tilblivelse. Den til tider improviserende følelse i, hvor fortællingerne går hen. Hvordan trioen af historier har en fælles og besynderlig sammenhæng. Jeg går på jagt efter ledetråde, der kan dirke låsen op til meningen med det hele. Den findes måske slet ikke? Gåden fastholdes i en virkelig sjov leg med skuespillere fuld af ballade.

’Kinds of Kindness’ er måske ikke som sådan en formfuldendt enhed. Den har buler, kanter og skrammer. Den er uperfekt. Men det er også en del af dens styrke. Det er en levende organisme, der hele tiden er i bevægelse. Improviseret og ikke sådan til at få styr på, men som gennem bl.a. sine temaer og menneskelige relationer skaber en slags elastisk sammenhæng historierne imellem.

’Kinds of Kindness’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Kinds of Kindness’ har biografpremiere den 4. juli.

’Marguerites formel’ griber mig med en rørende skrøbelighed

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er en rørende skrøbelighed over det fremragende franske drama ’Marguerites formel’. Det skyldes i særdeleshed hovedkarakteren Marguerite, der er et lysende talent indenfor matematik. Hun studerer på et eftertragtet institut i Paris, hvor livet for hende består af forskning og ikke andet. Tal er hendes liv.

Marguerites vej i livet synes at være lagt på solide skinner. Hun vil være forsker i matematik. En drøm, der står lysende klart i horisonten. En begivenhed slår hende dog ud af kurs. Matematikken træder pludselig i baggrunden i et liv, der ellers altid har bestået af tal, tal og atter tal. Livet fyldes nu med mere og andet end komplekse udregninger og svære formler.

Det er en ovenud gribende vej ind i et andet og nyt liv for matematikeren, jeg kommer med på. Det er ikke mindst takket være Ella Rumpfs triumf af et portræt af en kvinde, der får revet livet væk under fødderne på sig. En kvinde, der må genopfinde sig selv. Smage på alt det, som livet har holdt gemt for hende bag matematikkens rationale og logik.

Jeg finder med Marguerite også ind i mennesket bag det akavede ydre, som har svært ved interaktion med omverdenen. Kun er direkte i sin væremåde. Kold og kynisk vil nogle måske endda sige. Men Ella Rumpf giver Marguerite en nuanceret menneskelighed gennem afmålt og underspillet gestik og i kroppens små ryk, bevægelser og holdning.

Instruktør og medforfatter Anna Novion lykkedes i den grad med at folde et helt menneske ud, som jeg gribes af og hepper på i hendes nedtur og genopfindelse. Der titter i det engagerende portræt et komplekst og flerfacetteret menneske og verdenssyn frem fra bag brillerne på hende. Ella Rumpf ejer alle scener, hun er med i. Det er heldigvis stort set alle scener.

Billedsiden vibrerer desuden levende og indrammer med ømhed og nærvær Marguerite, men også omgivelserne får en gribende sårbarhed af fotograf Jacques Girault. ’Marguerites formel’ er måske nok lige ved at fare en smule vild afslutningsvis, men når aldrig at miste grebet om sin gribende og fascinerende historie, der gør matematik hjertegribende smuk.

’Marguerites formel’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Marguerites formel’ har biografpremiere den 4. juli.