‘Min Gloria’ forløser følsomt forholdet mellem barn og voksen

/i , /af

Biografanmeldelse: Det gør ondt i mit hjerte, der bestemt også røres både varmt og følsomt, når historien om forholdet mellem den 6-årige Cléo og hendes elskede barnepige Gloria fortælles nænsomt og nærværende i ’Min Gloria’. Det er den gribende og nuancerede historie om forholdet mellem barn og voksen. En fortælling på godt og ondt om barndom og forældreskab.

Cléo bor i Paris med sin alenefar, hvorfor Gloria er trådt til som fuldtidsbarnepige. Gloria har således måttet lade sin familie og børn blive tilbage i Kap Verde. Gloria er fanget mellem to verdener, hvilket den lille Cléo snart sander helt konkret. For da Glorias mor dør, går rejsen for barnepigen nu hjem til Kap Verde. Et sidste farvel mellem Cléo og Gloria venter hjerteskærende i horisonten.

Instruktør og medforfatter Marie Amachoukeli-Barsacq har et engagerende godt greb om sin fortælling og karakterer, der bl.a. forløses i dynamiske og smukt komponerede billeder af fotograf Inès Tabarin, hvor historien undervejs brydes op af små elegant animerede sekvenser, der emmer af barndommens uskyld på fornem vis og samtidig følsomt indrammer filmen.

I rollen som den søde, seje og energiske Cléo finder man Louise Mauroy-Panzani. Hun er i sandhed et scoop for filmen med sit ivrige blik og troværdige tilstedeværelse i hver en scene. Fra de muntre til de grådkvalte. Et barn, der allerede tidligt i livet må kigge ind i voksenlivets følelsesverden. Et stærkt og vedkommende portræt af et barn, hvis liv pludselig kuldsejles.

Gloria portrætteres med rolig nerve af en ligeledes hele vejen overbevisende Ilça Moreno Zego, der med få, men elegante virkemidler former sin karakter til et helt menneske af kød og blod. Sammen opstår der følsom magi og nænsomt drama, hvor det komplicerede i en relation som denne kommer smukt og hjerteknusende til live i samspil med levende miljøbeskrivelser.

’Min Gloria’ er måske nok en lille historie, men den fortælles med hele den globaliserede verden som medspiller i kulissen. Det er dog først og fremmest den elegant portrætterede historie om det rørende forhold mellem barn og voksen, som er i centrum. En både hjertevarm og kompleks historie om svære følelser og indviklede familiekonstellationer.

’Min Gloria’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Min Gloria’ har biografpremiere den 2. maj.

Filmmediet og fortællingens magi hyldes i ‘Pigen der fortalte film’

/i , /af

Biografanmeldelse: Filmmediet, fællesskabet og fortællingen hyldes varmt og romantisk i Lone Scherfigs drama ’Pigen der fortalte film’. Historien tager sin begyndelse i 1960’ernes Chile, hvor vi møder en familie med mor, far og deres fire børn. De bor i en afsidesliggende mineby i den rå Atacamaørken. Det er et hårdt liv, der dog har et ugentligt lyspunkt: Nemlig en tur i den lokale biograf.

Familien knokler en daglig kamp for at få det hele til at løbe rundt. Deres hverdag og liv slås dog en dag imidlertid helt ud af kurs, da der sker en ulykke i minen. Det betyder bl.a. betydeligt færre penge mellem hænderne. De har derfor nu kun råd til, at én af familiemedlemmerne kan tage den ugentlige biograftur for så efterfølgende at genfortælle filmene for hele familien derhjemme.

Det ender med at være den unge datter María, der får det ærefulde hverv at se filmene i biografens magiske mørke, der samler hele byen til filmisk fryd uge efter uge. Det er bl.a. gennem netop scener fra biografen, at filmmediet hyldes og får romantisk liv gennem de mange opmærksomme blikke fra gæsterne – herunder naturligvis også María.

Der er bestemt noget fint i biografscenerne, hvor man bliver vidne til bidder fra klassiske film. Fra seje westerns og eksplosive krigsfilm til medrivende komik. Filmene samler og forener. De er et lyspunkt i minebyen med deres stærke fortællinger oppe på lærredet – og gennem Marías levende gengivelser. Desværre er historien i ’Pigen der fortalte film’ ikke vildt spændende forløst.

Ganske vist er der drama, filmkærlighed og et historisk vingesus i fortællingen, der strækker sig over en årrække, hvor man således følger, hvordan livet forandrer sig for María, familien, minebyen og generelt også for Chile, der lider under politiske konflikter og uro. Det er bl.a. her, at dramaet viser styrken ved fortællingernes magiske adgang til fantasien, eventyret og eskapismen.

’Pigen der fortalte film’ lider dog bl.a. under et noget langsomt tempo, der ikke forløser dramaet med videre stor følelsesmæssig pondus, mens også historien tager en drejning undervejs, der skyder filmmagien lidt ud af kurs. Dramaet byder dog på fine scener fra biografens fortryllende indre. Her mærker jeg kærligheden til film og fællesskab. Desværre taber filmen pusten i drama og karakterer undervejs.

’Pigen der fortalte film’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Pigen der fortalte film’ har biografpremiere den 2. maj.

Gyseren ‘Death Card’ fejler på alle gyser-parametre

/i , /af

Biografanmeldelse: Man skal passe på med at rode rundt med det overnaturlige, hvis ikke man har styr på det. Sådan er det i hvert fald i gyset ’Death Card’, hvor en gruppe unge venner får lagt sig ud med en overnaturlig ondskab. Det hele starter ellers uskyldigt og sjovt på en weekendtur for vennegruppen, der har lejet sig ind i et stort hus ude i naturen.

Det går hverken værre eller bedre end, at de falder over en mystisk kasse med nogle ret så ækle tarotkort i. Unge og nysgerrige som de er, beslutter de sig for at få lagt deres kort. Heldigvis er en af vennerne yderst ferm i tarotkort, spådomme og horoskoper. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det hele hænger sammen, men det gør i grunden ikke noget.

Det handler nemlig ikke om logik eller rationelle tanker, når gyset folder sig utroværdigt og værst af alt meget lidt medrivende ud. End ikke oprigtig uhygge bliver det til, men derimod et par slappe forsøg på at jage en skræk i livet på mig med generiske jump scares og bøh-lyde i mørket. Det virker ikke. Filmen har dog i udgangspunktet et helt fint og skræmmende koncept.

For efter at vennerne har fået lagt deres tarotkort og kortlagt spådomme for fremtiden, sker der det, at de vender hjem fra weekendturen, hvor gruen først for alvor begynder. For nu dør vennerne en efter en på mystisk vis. Meget peger på, at netop dødsfaldene falder sammen med spådommene. Så nu må de overlevende forsøge at stoppe ondskaben.

Desværre fungerer så godt som intet i filmen, der bl.a. hæmmes af et yderst generisk og uopfindsomt manuskript, der ikke afføder nogen form for engagerende gyserscener, men beror på hurtige klip og høje lyde. Det fungerer ikke. Der er dog et par ok cool monsterdesign. Men lige lidt hjælper det. Her er hverken uhygge eller oprigtig underholdningsværdi at komme efter.

Så mens vennegruppen løber hovedløse rundt i en film, der aldrig bliver uhyggelig eller medrivende, dukker karismatiske Olwen Fouéré op som tarotkyndig ældre kvinde. Hun får dog desværre intet mindeværdigt at arbejde med fra filmskabernes hånd. ’Death Card’ er en meget slatten fuser af en gyserfilm, der udover ikke at skræmme også mangler grundlæggende underholdningsværdi.

’Death Card’ får 1 ud af 6 stjerner:

’Death Card’ har biografpremiere den 2. maj.