‘Abigail’ forener ballet, blod og underholdende vampyrsjask
Biografanmeldelse: Det skulle have været en ukompliceret opgave for et umage hold af kriminelle at kidnappe en rig gangsters unge datter for så at afvente den store løsesum tikke ind. Så let slipper kidnapperne langt fra i den blodsjaskende vampyrgyser ’Abigail’. For den store villa, hvor de skal skjule deres gidsel, huser nemlig sin del af farlige hemmeligheder.
Datteren Abigail er nemlig ikke en helt almindelig pige, der er dansende glad for ballet. Hun viser sig også at være en yderst glubsk og blodtørstig vampyr. Snart får holdet af kidnappere således hænderne fulde og Abigail på nakken. Nu starter en kamp for overlevelse i villaen, der er blevet låst og lukket til, så de kriminelle ikke sådan lige kan undslippe den unge vampyr.
Inden gysereskapaderne for alvor folder sig underholdende ud, forsøger filmen sig med at etablere gruppen af kidnappere. Fra den forhenværende kriminalbetjent til den adrenalinjagende hacker og ham med de store muskler. Problemet er ikke så meget det, at der måske lige går en tand for lang tid, inden blodet begynder at sprøjte, men mere, at karaktererne ikke sådan er rigtigt interessante.
Gruppen udfylder dog på trods af det helt ok deres respektive roller, men dramatisk menneskelig tyngde skal man kigge en smule langt efter. Selvom her bl.a. forsøges med lidt mor-søn-drama. Oprigtigt gribende følelser bliver der dog aldrig udløst på den front. Til gengæld er vampyrballaden heldigvis vildt underholdende på flere andre måder.
Bl.a. er en veloplagt Alisha Weir en fryd som den snarrådige vampyr med kæften fuld af sylespidse tænder og et dyrisk blik i øjnene. Hun har haft en fest i rollen som rap vampyr på rov. Hendes energi smitter af på positiv vis. Dog kunne man godt have skåret ned på scenerne med hende, der danser blodig ballet højt til tå og med sit strutskørt indsmurt i sjask.
Historien er altså ikke en overraskende åbenbaring, men instruktørduoen Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett får på dynamisk vis en underholdende filmfræser ud af manuskriptet. Så selvom eskapaderne undervejs er ved at rulle ind i en smule dødvande, opvejes det momentvis manglende momentum bestemt af filmens herligt blodspruttende scener og skønne finale.
’Abigail’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Abigail’ har biografpremiere den 18. april.