Gyset ‘Paranoia’ er mere søvndyssende end paranoiafyldt
Biografanmeldelse: Der er ikke meget overbevisende uhygge at komme efter i det overnaturlige danske gys ’Paranoia’. Historien slæber sig snarere afsted i ofte helt søvndyssende tempo. Ja, det er småt med troværdig paranoia i filmen, hvor man følger gymnasieeleven Lulu. Efter en vild fest vågner hun op på hospitalet med mere end rigeligt alkohol i blodet.
Det bliver en oplevelse, der ændrer hendes liv. For på hospitalet så hun i et kort glimt en anden ung kvinde i en hospitalsseng overfor sig. Leveret med en billig chokeffekt. Dovent filmhåndværk og kedeligt tænkt. Ikke desto mindre begynder Lulu nu at se og høre mystiske ting, der ikke var der før. Hun bliver snart opsøgt af den ordknappe Mads, som gemmer på sin del af hemmeligheder.
Sammen begynder de at bevæge sig ind i en overnaturlig spiral, hvor de forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen med Lulu. Mads ved dog et og andet om ånder. Måske det er sådan en, der er på færde? I så fald hvorfor? Herfra går filmen nærmest i stampe, hvor både spænding og uhygge udebliver. Det hele er viklet om teenagerproblematikker og et umage romantisk parløb.
Det hele er desværre bare ret så forudsigeligt. Det er en skam, da her egentlig berøres et par interessante tematikker. Bl.a. psykisk sygdom, venskaber og gruppepres samt i det hele taget de udfordringer, man står overfor i teenageårene. Der er bare ikke rigtigt noget af det, der lykkes på engagerende vis. Både det overnaturlige gys og ungdomsdramaet vakler klodset.
’Paranoia’ er dog ikke helt uden et par ok gode takter. Bl.a. er Zoe Bryan Hertz som den forfulgte Lulu ganske fint troværdig som en frustreret teenager, der vil gå egne veje, mens August Issac Carter som den dragende Mads spiller noget mere monotont. De tos kemi og relation kommer ikke rigtigt til at fungere, mens også livet på gymnasiet ikke for alvor kommer til sin ret.
I sidste ende falder filmen fra hinanden i, hvad der næsten synes som kedelig slowmotion. ’Paranoia’ bliver aldrig spændende og mysteriet bag de underlige syner træder kun lige ind i et gyserland, der kunne være blevet interessant, hvis blot manuskriptet havde været skarpere og mere overraskende sammen med instruktionen, som aldrig rigtigt får greb om at levere et overbevisende gys.
’Paranoia’ får 2 ud af 6 stjerner:
’Paranoia’ har biografpremiere den 8. februar.