‘Den grænseløse’ er en ujævn krimi, men det er sådan cirka også ok
Biografanmeldelse: Turen går for kriminalkommissær Carl Mørck i ‘Den grænseløse’ til Bornholm. Her venter en ældre og uopklaret sag om en ung kvinde, der blev fundet død til tops i et træ. Spørgsmålet er naturligvis nu: Hvem står bag og hvorfor? Det bliver alt sammen spundet ind i et krimiplot, der byder på både fortidens dystre skygger og stor sorg. Nå ja, og en soldyrkende kult!
Carl Mørck tager dog i første omgang noget uvilligt til solskinsøen, hvor han sammen med sine kollegaer Rose og Assad snart vikles ind i sagen. Det er en i udgangspunktet egentlig ganske interessant præmis, der forsøger at blande traumer hos vores helte nervepirrende sammen med kulten, der synes at dække over mere og andet end blot deres kærlighed til solen.
Carl Mørck spilles igen af Ulrich Thomsen. Han er god som den sammenbidte efterforsker, der trods alt har svært ved at lade sagen løbe ham af hænde. Afshin Firouzi er ny som Assad. Han gør, hvad han kan med sin noget fladt skrevne rolle. Desværre bliver det ikke til meget medrivende og dynamisk kemi mellem den umage duo.
Man må dog overvære et forsøg på komik med Carl og Assad i en dobbeltseng med en tydeligt irriteret Mørck, der ikke kan sove for sin kollegas højlydte snorken. Den komiske åre rammes bare ikke helt rent i filmen, der rummer et mørke, som heller ikke rigtigt får sit tag i mig. Selvom bl.a. Rose kommer i kontakt med egne traumer, bliver hun som karakter ikke helt troværdigt forløst i manuskriptet.
Sofie Torp er ellers god som den selvstændige og stædige Rose. Det er mest det ujævne manuskript, der desværre bliver klodset iscenesat, hvor bl.a. også en tvetydig rolle portrætteres utroværdigt af Rasmus Bjerg. Han gør dog, hvad han kan for at finde ind til uhyggen. Det lykkedes ikke. Det samme kan siges om kulten, som aldrig for alvor får sat schwung i den ellers iboende angst.
Til gengæld er Joachim Fjelstrup rigtig god som den narcissistiske kultleder. Han har karisma. Jeg forstår sådan cirka godt, hvorfor kultens medlemmer vælger at følge ham. ’Den grænseløse’ bliver desværre bare aldrig rigtigt spændende, men er mest af alt en ujævn oplevelse, som trods alt holder et ganske fint tempo på vej mod sin klodsede finale. Men hey, det er også sådan cirka helt ok.
’Den grænseløse’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Den grænseløse’ har biografpremiere den 1. februar.