Biografanmeldelse: Der er fuld fart på festen for 16-årige Tara, Skye og Em. De har lige overstået deres eksamener, så nu skal veninderne fejre friheden i filmen ’How to Have Sex’. De er taget på sommerferie fra England og sydpå, hvor den skal stå på druk og fest samt sex – i hvert fald jagten på den. Den eneste jomfru i trekløveret er Tara, der har besluttet sig for nu at få sin seksuelle debut.

Men lige under overfladen på festen lurer usikkerheden – bl.a. hos Tara. Så hvad der starter som den ultimative ferie fyldt med højt humør, de bedste veninder og nattelange fester på propfyldte dansegulve, drejer sig snart mod en mere dyster fortælling om presset fra omgivelserne og de mulige forventninger fra andre og dem, som der festes med.

Det er med fin sans for de usagte nuancer i fortællingen, festen og hos karaktererne, at instruktør og manuskriptforfatter Molly Manning Walker giver filmen liv. Det er en historie, der banker pulserende og levende afsted, hvor de tre veninder levendegør filmen med en engagerende troværdighed. Både i den interne gruppedynamik og hver for sig.

Mia McKenna-Bruce er som Tara det karaktermæssige omdrejningspunkt. Det er hendes rejse, der er med til at binde trekløveret, festen og filmen sammen med dramatisk nærvær og menneskelig tyngde, hvor en ung uskyld og bævende usikkerhed også får lov at leve inde bag de energiske øjne. Hun er nem at holde af og med. Ikke mindst, når festens bagside begynder at vise sig.

Men det er altså bl.a. også i netop samspillet mellem veninderne og de andre unge på ferien, at filmen i den grad får sit bankende og vilde liv. Festerne er i højt tempo, men når sprutten sætter ind og mørket får sit tag i festen, står bl.a. blowjob-lignende druklege frem i det selvsagt ubehagelige lys, de er i. Gruppepresset og festen er ikke længere sjov og uskyldig. Det oplever jeg særligt gennem Tara.

Enva Lewis er som Em fornuftens stemme i trioen og giver en dynamisk stærk ballast til de tre, hvor den umiddelbart mere bekymringsfrie Skye skildres overbevisende vildt af Lara Peake. ’How to Have Sex’ er ikke en rar film. Den er nemlig mere end den til en start ellers forrygende fest. Den er brutal, hjerteskærende og tankevækkende.

’How to Have Sex’ får 4 ud af 6 stjerner:

’How to Have Sex’ har biografpremiere den 25. januar.

Biografanmeldelse: Jeg drages fra første færd ind i en sælsom verden af bølgende arkitektur, iøjnefaldende kostumer og sammensplejsede dyr med filmskaberen Yorgos Lanthimos’ fabelfantastiske ’Poor Things’. Man møder her den geniale og excentriske videnskabsmand dr. Godwin Baxter, der med vansiret ansigt bringes fascinerende til live af Willem Dafoe.

Overfor ham finder man hans menneskelige eksperiment i form af den ordsnublende og barnligt begavede Bella Baxter – spillet med en fortryllende uskyld af Emma Stone. Det umage par udgør fortællingens afsæt, der snart bringer mig ind i en krøllet verden af både strålende farvebilleder og fiskeøjeindfangede scener i sort/hvid, det minutiøst og legende foreviget af fotograf Robbie Ryan.

’Poor Things’ er en bizart forførende rejse med Bella gennem en for hende ny verden samt en aparte virkelighed, jeg får lov til at træde ind i. Det er en verden, som jeg ikke har set og oplevet før. På sin vis er jeg altså sammen med Bella med til at gå på opdagelse i de nye omgivelser, hvor den nysgerrige unge kvinde forsøger at finde sin plads i verden og samtidig udvikle sig som menneske.

På sin rejse møder den blåøjede Bella verden med en tro på det bedste i andre. En rejse befolket af både hjælpsomme typer og mere lurvede af slagsen, mens Bella åbenbares for sig selv som individ. Med alt hvad det indebærer af frigørelse og lyster samt selvstændige tanker og drømme. Med et dragende tag om historien og en visuelt betagende verden, er jeg med hele vejen.

’Poor Things’ er med andre ord en film, som jeg næsten helt fysisk bliver en del af med det detaljesikre univers af finurligheder og overraskende påhitsomhed. Der er en naturlig legesyge over hele linjen. Det gælder bl.a. alt fra det eventyrlige production design af James Price og Shona Heath til også de iøjefaldende og pompøse kostumer af Holly Waddington.

Yorgos Lanthimos har forløst med sortkomisk vid og bid den forførende og fortryllende film på baggrund af Tony McNamaras manuskript, der baserer sig på en historie af Alasdair Gray. En sprudlende filmoplevelse med et ligeledes sitrende og drilsk score af Jerskin Fendrix. En film, der på mesterlig vis forener det groteske med det smukke. Det kyniske med det uskyldige. Vidunderligt!

’Poor Things’ får 6 ud af 6 stjerner:

’Poor Things’ har biografpremiere den 18. januar.

Biografanmeldelse: Der er schwung på både den ihærdige klipning og den brutale vold, når den historiske actionfilm ‘Stockholm Bloodbath’ folder sig energisk, men desværre også noget kedeligt ud med sin spilletid på små 2 timer og 30 minutter. Filmen lykkedes simpelthen ikke med at opretholde et engagerende momentum, mens det også forbliver småt med følelsesmæssig pondus.

Historien udspiller sig i 1520, hvor vi kommer med ind i et mørkt kapitel i Danmark og Sveriges fælles historie. Nøgleord: En blodig nedslagtning af godt 100 mennesker i Stockholm. Før vi når så langt, er vi via bombastiske navneskilte, der bankes op på lærredet, blevet bekendt med en række af filmens hovedkarakterer. Herunder den såkaldte ’onde mand’ og ’arrede mand’.

Ja, så er de ligesom sat i bastante kasser. Her er de onde og her er de gode. På de godes side finder man bl.a. de unge kvinder Anne og Freja, der begiver sig på hævntogt over de mænd, som dræbte deres familie. Bl.a. netop ’Den onde mand’. Rejsen er fuld af død og farer, mens den går mod Stockholm, hvor de pludselig må se sig selv som del af et politisk magtspil mellem Danmark og Sverige.

Det er ikke en film, der bestræber sig på historiemæssig akkuratesse, men nærmere en fiktionaliseret og anakronistisk genfortælling af dette nordiske kapitel. Det hele er så banket igennem en kødhakker, der har efterladt nuancer og fortællermæssige finesser bag sig til fordel for bl.a. forcerede split screens og en række karakterer, der tumler en smule ubehjælpsomt rundt i filmens fortælling.

Det er som om, at de ikke alle spiller med i den samme film. Her er alt fra belastende overspil og kikset kåde replikker til de mere troværdigt leverede portrætter, der faktisk har noget af den menneskelige nerve, filmen overordnet mangler. Så selvom filmen har befriende store armbevægelser og et stærkt cast, forløser instruktør Mikael Håfström desværre det hele noget halvbagt.

Filmen virker som et vagt ekko af de tidlige film af Guy Ritchie. Men den engagerende energi mangler og den sorte humor falder ofte til jorden. Filmen er langt fra så cool, som den selv tror. End ikke dygtige navne som Claes Bang, Mikkel Boe Følsgaard, Ulrich Thomsen, Alba August og Jakob Oftebro kan levere den engelske dialog, så der rammes en sammenhængende og veloplagt tone.

‘Stockholm Bloodbath’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘Stockholm Bloodbath’ har biografpremiere den 18. januar.

Biografanmeldelse: Med et let lag af melankoli og forliste drømme foldet sammen med ungdommens sorgløshed og tro på fremtiden, fortæller instruktør Alexander Payne sin menneskeligt nuancerede historie, der udspiller sig på en eftertragtet kostskole i julen 1970. Her møder vi den nedtrykte og gnavne underviser Paul Hunham, som eleverne ikke just er glade for. Tværtimod.

Måske det kan ændre sig denne jul. I hvert fald for eleven Angus Tully, hvis verden falder sammen, da hans juleferie aflyses af hans mor. Han bliver derfor nødt til at blive på kostskolen julen over sammen med en lille håndfuld andre familieforladte elever. Det i selskab med netop den intellektuelt snakkende Paul, der heller ikke rigtigt ser frem til at holde jul på sin arbejdsplads.

Det går hverken værre eller bedre end, at de andre elever finder en udvej fra en jul på kostskolen, hvorfor Angus nu efterlades alene med Paul og skolens kok Mary, som er i sorg over sin søns død i Vietnam-krigen. Det kimer altså ikke rigtigt til den gladeste julefest. Men måske trekløveret kan få noget mere og bedre ud af julen på skolen, end de først lige synes at have udsigt til.

’The Holdovers’ er en meget menneskelig fortælling om at møde sine medmennesker i øjenhøjde. At turde tro på det gode i mennesket og sig selv. Selvom livet måske ikke går eller er gået som håbet. Hverken for den midaldrende Paul eller teenageren Angus. Jeg kommer således denne sneklædte vinter på fin vis ind på livet af de to mænd, som også de kommer ind på livet af hinanden.

Det er bl.a. i netop samspillet mellem Paul og Angus, at det menneskelige drama og filmens styrke findes. De bliver fortællingen igennem til hele mennesker med hver af deres fejl, indre dæmoner og drømme. Paul Giamatti er kynisk elegant og leverer med vid og bid det oplagte manuskript af David Hemingson. Det samme gør Dominic Sessa som den skrøbelige og plagede Angus.

’The Holdovers’ fortælles i et roligt tempo, hvor karaktererne får plads og rum til at folde sig ud. Til at blive hele mennesker jeg tror på. Hertil kommer en smukt indrammet billedside med nerve og nærvær af fotografen Eigil Bryld, mens lydsiden bl.a. byder på stærke tidsdefinerende numre. Alexander Payne kommer kort fortalt elegant, vittigt og sikkert i mål med fortællingen om livet selv.

’The Holdovers’ får 5 ud af 6 stjerner:

’The Holdovers’ har biografpremiere den 11. januar.

Biografanmeldelse: Relationerne er komplekse og svarene ikke givet i instruktør Todd Haynes’ tankevækkende og nuancerede drama ’May December’. Her møder vi skuespilleren Elizabeth, der skal portrættere Gracie og hendes historie med partneren Joe. Det er en historie, der har været yderst omdiskuteret og udskældt i bl.a. medierne for år tilbage.

Gracie var nemlig i 30’erne, da hun indledte et forhold med den dengang kun 13-årige Joe. Der er gået omkring 20 år, da Elizabeth rykker ind i parrets liv for at researche og få en forståelse af Gracie, Joe og deres relation, så hun er rustet til at lave filmen og sit portræt af Gracie. Det opsigtsvækkende par står midt i at skulle sende deres børn på college. Der er nok at se til.

Det er altså Hollywood, der har fået øje på den kontroversielle kærlighedsrelation, hvor Elizabeth ikke kun ser til udefra, men også er en aktiv deltager i deres liv, hvor samtaler med Gracie og Joe, udfordrer både skuespilleren, men også parret og deres interne dynamik. En form for skævvredet trekantsdrama, hvor parrets virkelige liv nu også ses som en historie til filmens virkelighed.

Julianne Moore indtager med kompleksitet og et slør af hemmeligheder rollen som Gracie. Hun er svær helt at blive klog på. Ikke kun for mig, men også for Elizabeth. Nej, her bliver svarene og en fasttømret pointe ikke givet. Joe portrætteres med ligeledes gribende nuancer af Charles Melton, som formår at kanalisere et levet liv og usikkerhed videre til mig, så jeg tror på ham.

Ind på scenen træder Natalie Portman som Elizabeth, der nysgerrigt og fordomsfrit møder Gracie, Joe og deres børn. Hun skærer sig engagerende ind der, hvor følelserne banker, spørgsmålene dirrer provokerende og menneskene kommer til live i al deres nuancerede kompleksitet. Et land af gråzoner, der suges ind i dramaet og de medvirkendes dynamikker.

Der er ikke nogen lette svar eller et letfordøjeligt facit i filmen, der er forfattet med sikker og tvetydig pen samt indfanget billedforførende af fotograf Christopher Blauvelt med smuk, klaustrofobisk og nervepirrende musik af Marcelo Zarvos. Todd Haynes forløser det alt sammen i engagerende forening med skuespillerne, så jeg både gribes, udfordres og mærker menneskene. Stærkt.

’May December’ får 5 ud af 6 stjerner:

’May December’ har biografpremiere den 4. januar.