Dar Salim er magnetisk i den brutale og ujævne ‘Underverden 2’

/i , /af

Biografanmeldelse: Der er gået syv år siden, vi mødte Zaid i ’Underverden’. Nu er han tilbage i ’Underverden 2’, hvor han sidder fængslet pga. sine handlinger i den første film – og det med lange udsigter til friheden og til at se sin lille søn Noah, som han ikke har kunnet opbygge et forhold til. Så da Zaid får tilbuddet om at infiltrere det københavnske bandemiljø mod sin frihed, slår han til.

Godt nok er opgaven med livet som indsats, men håbet om at blive genforenet med sin søn trumfer alt. Zaid havde jo faktisk alt i den første film. Han var en succesfuld hjertelæge med familie og gode venner. Det altså inden han forvandlede sig til en sortklædt hævner af sin døde bror og endte i fængsel. Det er her, vi nu møder ham med langt skæg og triste øjne.

Det er PET-agenten Helle, der tilbyder ham at blive løsladt mod at gå undercover i bandemiljøet, hvor der er optræk til en blodig krig. Det med Zaid fanget i krydsilden og store konsekvenser forude, hvis ikke alt går efter planen. Det gør det naturligvis ikke. Så hvordan kan Zaid nu klare dobbeltlivet som både brutalt bandemedlem og hyggelige farmand uden at miste sig selv til volden undervejs?

Fenar Ahmad er tilbage i instruktørstolen og som medforfatter med Behrouz Bigdeli. Det er et ganske stramt og effektivt fortalt manuskript, der her bliver forløst. Desværre med et par noget store kameler, som skal sluges råt undervejs. Det gør jeg gerne, da bl.a. Dar Salim brænder benhårdt i rollen som Zaid. Han har nuanceret vildskab og skrøbelighed i både sine øjne og hele sin krop.

Hertil er Jens Ole Wowk McCoys pumpende, pulserende og medrivende score med til at løfte filmen ind i at overbevise som hårdtslående actionfilm sammen med fotograf Peter Riis’ dynamiske billeder. For godt nok er det måske småt med nuancer i karaktererne, men heldigvis er det alt sammen fortalt med god flair for tempo samt veleksekverede actionscener med pulsen i vejret.

Birgitte Hjort Sørensen er klassisk kynisk og cool agent, mens Soheil Bavi er urovækkende god som den kølige bandeboss med volden latent liggende i næverne. Så mens Zaids følsomme natur sættes på prøve og prøven også indebærer at redde en ung knægt ud af sin kriminelle løbebane, hives jeg med, men får desværre et par kameler galt i halsen, som dog glider ned takket være Dar Salim og velinstrueret action.

’Underverden 2’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Underverden 2’ har biografpremiere den 13. april.

Bulder, brag og generisk eksorcisme med ‘The Pope’s Exorcist’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er ikke just den underspillede form for uhygge, som eksorcisme-gyset ’The Pope’s Exorcist’ praktiserer. Her gælder det bulder og brag, skrig og skrål fra den besatte dreng, der danner det dæmoniske omdrejningspunkt for filmen, hvor vi således i 1987 møder Vatikanets chef-eksorcist Fader Gabriele Amorth i skikkelse af en godmodig Russell Crowe.

Ganske vist bliver de dæmonspruttende eskapader aldrig uhyggelige, men derimod mere kitschet og udbasuneret grumme – og desværre flere steder ufrivilligt komiske. Filmens åbningsscene, hvor vi møder en dæmonbesat mand, der dog viser sig ikke at være den ægte bare, står faktisk for gyserens mest creepy scene. Det hele sættes dog her over styr med stor ståhej.

Det er desværre symptomatisk for filmen, der konstant forfalder til det utroværdigt bombastiske, hvor det menneskelige drama, som gemmer sig et sted bag den besatte dreng og hans mor samt storesøster, efterlades komplet fladt og uforløst et eller andet sted langt ude i filmens yderkant. Jeg bliver aldrig følelsesmæssigt engageret i uddrivelsen, hvor Amorth altså træder til.

For en mor og hendes to børn flytter ind i et faldefærdigt hus, der snart viser sig at huse en ondskab af så store dimensioner, at netop Vatikanets chef-eksorcist tilkaldes. Ind på scenen træder Russell Crowe, der er et af filmens klare lyspunkter. Han er et muntert bekendtskab, der med roligt gemyt går uimponeret til værks. Hans ellers fine portræt bliver dog jordet af filmens generiske effektjageri.

En karismatisk Franco Nero ses desuden som paven. Han beriger den kaloriefattige film med en smule autoritet og har et par fine scener med Russell Crowe. Det bliver dog langt fra nok til at redde denne skingre omgang eksorcisme, hvor Peter DeSouza-Feighoney som den besatte dreng kun momentant bliver en smule dæmonisk ulækker, men aldrig intimiderende.

’The Pope’s Exorcist’ er kort fortalt en rodebunke af blodigt effektjageri, der aldrig slipper gyset løs, men forfalder til torden og lynild, hvilket stikker helt af i filmens finale, der trods alt har en smule underholdende kitsch-værdi. Man må dog mere tage sig til hovedet over, hvor dum en film, det er, end holde sig for øjnene af rædsel. Heldigvis har filmen Russel Crowe i et portræt baseret på den ægte eksorcist Amorth.

’The Pope’s Exorcist’ får 2 ud af 6 stjerner:

’The Pope’s Exorcist’ har biografpremiere den 5. april.

‘Air’ er et veloplagt sportsdrama om at gå efter drømmen

/i , /af

Biografanmeldelse: Alt satses på ét bræt, når man i dramaet ’Air’ følger basketballeksperten Sonny Vaccaro og hans lille hold af umage drømmere og passionerede sportselskeres forsøg på at få det unge stortalent Michael Jordan i hus til at bære deres Nike-sko, der døbes Air Jordan. Hvis ikke det lykkedes at få den ombejlede spiller til at sige ja, betyder det enden på basketballafdelingen hos Nike.

’Air’ har måske nok en gummisko som omdrejningspunkt, men det er i høj grad fortællingen om at turde gå efter drømmen og satse alt på det, man tror på. Det er en historie om menneskelige relationer, venskaber og jagten efter at opnå noget, der er større end gummiskoen i sig selv. At slippe det store talent løs, som Sonny ser i skikkelse af den unge Michael Jordan.

En velspillende og underspillet Matt Damon er den snarrådige Sonny, som tør at bryde Nikes regler og gå egne veje i sin vovede satsning, der ultimativt er gjort på en mavefornemmelse. Han er et engagerende bekendtskab, der i samspil med en velinstrueret historie udgør afsættet for den underholdende film, hvor nogle af de øvrige roller dog godt kunne bruge lidt mere kød på sig.

For selvom de medvirkende for så vidt er veloplagte hele vejen rundt, så forbliver de lidt brikker i en fortælling, der mest af alt forbliver Sonnys. Det er en skam, man ikke får nogle mere velafrundede portrætter omkring Sonny, hvilket kunne give dramaet mere tyngde og nærvær. Heldigvis er bl.a. Ben Affleck – der også instruerer – et småexcentrisk bekendtskab som CEO for Nike.

Jason Bateman er det joviale marketingsgeni, mens Matthew Maher som den karismatiske skodesigner Peter Moore fylder for lidt. Det samme gør udviklingen af skoen, hvorfor rejsen mod Michael Jordens ja til Nike mister pondus. Men bl.a. er Viola Davis som Michael Jordans forretningskyndige mor ligeledes god. Det samme er Nikes Howard White, spillet af en hurtigsnakkende Chris Tucker.

Ben Affleck har med andre ord lavet en velinstrueret, velspillet og velfortalt film, som dog mangler overraskelser og mere velafrundede karakterer i en fortælling, der af og til tenderer det generiske. Men netop grundet ovenstående positive meritter, så flyver ’Air’ på trods veloplagt i mål som en underholdende feelgood-film om at turde gå efter drømmen.

’Air’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Air’ har biografpremiere den 5. april.