Bulder, brag og generisk eksorcisme med ‘The Pope’s Exorcist’
Biografanmeldelse: Det er ikke just den underspillede form for uhygge, som eksorcisme-gyset ’The Pope’s Exorcist’ praktiserer. Her gælder det bulder og brag, skrig og skrål fra den besatte dreng, der danner det dæmoniske omdrejningspunkt for filmen, hvor vi således i 1987 møder Vatikanets chef-eksorcist Fader Gabriele Amorth i skikkelse af en godmodig Russell Crowe.
Ganske vist bliver de dæmonspruttende eskapader aldrig uhyggelige, men derimod mere kitschet og udbasuneret grumme – og desværre flere steder ufrivilligt komiske. Filmens åbningsscene, hvor vi møder en dæmonbesat mand, der dog viser sig ikke at være den ægte bare, står faktisk for gyserens mest creepy scene. Det hele sættes dog her over styr med stor ståhej.
Det er desværre symptomatisk for filmen, der konstant forfalder til det utroværdigt bombastiske, hvor det menneskelige drama, som gemmer sig et sted bag den besatte dreng og hans mor samt storesøster, efterlades komplet fladt og uforløst et eller andet sted langt ude i filmens yderkant. Jeg bliver aldrig følelsesmæssigt engageret i uddrivelsen, hvor Amorth altså træder til.
For en mor og hendes to børn flytter ind i et faldefærdigt hus, der snart viser sig at huse en ondskab af så store dimensioner, at netop Vatikanets chef-eksorcist tilkaldes. Ind på scenen træder Russell Crowe, der er et af filmens klare lyspunkter. Han er et muntert bekendtskab, der med roligt gemyt går uimponeret til værks. Hans ellers fine portræt bliver dog jordet af filmens generiske effektjageri.
En karismatisk Franco Nero ses desuden som paven. Han beriger den kaloriefattige film med en smule autoritet og har et par fine scener med Russell Crowe. Det bliver dog langt fra nok til at redde denne skingre omgang eksorcisme, hvor Peter DeSouza-Feighoney som den besatte dreng kun momentant bliver en smule dæmonisk ulækker, men aldrig intimiderende.
’The Pope’s Exorcist’ er kort fortalt en rodebunke af blodigt effektjageri, der aldrig slipper gyset løs, men forfalder til torden og lynild, hvilket stikker helt af i filmens finale, der trods alt har en smule underholdende kitsch-værdi. Man må dog mere tage sig til hovedet over, hvor dum en film, det er, end holde sig for øjnene af rædsel. Heldigvis har filmen Russel Crowe i et portræt baseret på den ægte eksorcist Amorth.
’The Pope’s Exorcist’ får 2 ud af 6 stjerner:
’The Pope’s Exorcist’ har biografpremiere den 5. april.
