‘Empire of Light’ smyger sig om biografens magiske mørke
Biografanmeldelse: Det handler om menneskelige relationer. Om livet og alt, hvad det indebærer af succeser og udfordringer, af medgang og modgang, af bristede drømme og om at turde drømme på ny. ’Empire of Light’ er således et fint fortalt drama om os som mennesker. Her sat i starten af 1980’ernes England i en kystby, hvor vi følger de ansattes liv i en smuk gammel biograf.
Det menneskelige omdrejningspunkt er den midaldrende Hilary, der kæmper med en tomhed i sit liv, selvom hun i biografen er omgivet af mennesker. Både de mange besøgende gæster, men ikke mindst også kollegaerne. Det til trods er der noget, som tynger hendes melankolske væsen. Jeg mærker, at livet ikke helt har artet sig for hende, som hun selv havde set det for sig.
Nu står hun så der i biografen og holder styr på billetter og de unge ansatte, som alle får magien i biografens mørke til at ske, hvor filmstrimlen sættes til at rulle af den venlige Norman. Livet går med andre ord sin stille gang – og så alligevel ikke helt så stille. For lige under overfladen og bag Hilarys dybe øjne gemmer sig hemmeligheder og en fortid, der i filmen langsomt foldes ud og gives liv.
Olivia Colman portrætterer den komplekse Hilary, som hun med fint sarte noter af følelsesmæssige nuancer bringer gribende til live. Hun er ikke helt sådan lige at blive klog på. Hun er en interessant karakter, jeg holder af og holder af at følge. Hilary er måske nok filmens klare menneskelige midte, men det er i høj grad også relationerne til alle de andre, som er filmens styrke.
Det er en fortælling om menneskeskæbner, hvor biografen er som en art katalysator for de følelser, det indebærer. Biografen som et sted, hvor nogle bliver, andre skal videre fra eller har fundet ro i. ’Empire of Light’ er på den måde også en hyldest til filmen og biografens magi. Hvad netop biografens fortryllende mørke og film kan gøre ved os mennesker. Sammen så vel som hver for sig.
’Empire of Light’ mister desværre lidt momentum i sit ellers fint tilbagelænede væsen, men holdes bl.a. oppe af netop sine karakterer. Her finder man også en skøn Toby Jones som Norman, Micheal Ward er en sympatisk nyansat og Colin Firth er en usympatisk chef. Hertil kommer Roger Deakins’ smukt indrammede billeder i Sam Mendes’ fine drama om menneskelige relationer og biografens magi.
’Empire of Light’ får 4 ud 6 stjerner:
’Empire of Light’ har biografpremiere den 9. marts.