Den sitrende grumme ‘Ustyrlig’ er rystende og rystende god
Biografanmeldelse: Det er en på mange planer virkeligt rystende historie, der fortælles i instruktør Malou Reymanns sitrende grumme ’Ustyrlig’, som hun har skrevet med Sara Isabella Jønsson. Filmen udspiller sig i 1930’erne på kvindehjemmet på Sprogø, hvor naturen både viser sig fra sin smukkeste side, men også mest ubarmhjertige.
Baseret på virkelighedens anstalt på den vindblæste ø, møder vi her den unge Maren. Den 17-årige kvinde er ifølge datidens samfund og dets normer for ustyrlig til at passe ind. Efter en lægelig test sendes hun derfor til kvindehjemmet. Et hjem for såkaldt ”moralsk defekte” eller ”moralsk åndssvage”. På øen bliver Maren en blandt gruppen af kvinder, hvoraf nogle har boet på anstalten i flere år.
(Foto: Sverre Sørdal)
Hjemmet ledes af forstanderinden frk. Nielsen i forsøget på at rette op på kvindernes levevis og væremåde, der bl.a. anses for farlig for samfundet eller som bryder med tidens seksualmoral. Maren ved dog heldigvis, at hun intet forkert har gjort, men blot er en vild og danseglad ung kvinde, som ikke vil lade sig kue af øens mange regler – heller ikke de uskrevne. Men kan hun mon knækkes?
Modsat Marens spørgsmålsstillende væsen, finder man den ligeledes unge Sørine. Hun overholder alle regler. Holder hovedet nede og gør alt, hvad der bliver sagt og forventet af en hende. Maren og Sørine bliver på trods af deres forskelligheder fortrolige, hvor håbet om at vende tilbage til deres liv væk fra øen i den grad udfordres, bl.a. af forstanderinden og de isolerede omgivelser.
(Foto: Sverre Sørdal)
Emilie Koppel er fortryllende god som Maren. Ustyrligt charmerende og karismatisk trodsig. Hun både får lov og lykkedes med at spænde sine følelser bredt ud over sin karakter, der fremstår levende og nærværende. Jessica Dinnag giver som den lydige Sørine et ligeledes gribende portræt af en ung kvinde, der må kæmpe både med eget traume samt i høj grad også samfundets blik på hende.
’Ustyrlig’ fortæller ikke alene om en yderst grim periode i dansk historie, men lykkedes også med at give den historiske side et ufravigeligt nærvær gennem sine menneskeskildringer, bl.a. de anbragte kvinder, forstanderinden og overlægen, mens fotograf Sverre Sørdals forførende flair for at indfange fortællingen i billeder er dragende, det i veloplagt samspil med den piblende musik af Lisa Montan.
’Ustyrlig’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Ustyrlig’ har biografpremiere den 9. marts.