Den står på forudsigelig julemandsvold med ‘Violent Night’
Biografanmeldelse: Den hvide sne males mørkerød af sprøjtende blod i jule-og-action-komedien ’Violent Night’. Her møder man en opgivende og fordrukken julemand, der ikke længere kan overskue julens ellers søde tid. Han er træt af alle de krævende og gave-grådige børn, der aldrig synes at kunne få nok. En skæbnesvanger julenat vendes der dog op og ned på julemandens mission.
Fra at skulle fare kloden rundt med julegaver, må han nu dele øretæver ud for at overleve en gruppe farlige røvere, der invaderer en stenrig families gods for at røve deres bankboks. Sneen daler måske nok tyst ned, men volden rammer snart hårdt i form af både skarpe kantslag og spruttende automatvåben. Det er det dejligt simple udgangspunkt for en omgang julesjov og bjældeklangsballade.
I rollen som den gnavne julemand finder man David Harbour, der desværre ikke har meget andet end forudsigelighed at arbejde med i sin rolle. Det samme gælder i øvrigt filmen som helhed, hvor overraskelsen vel nok mest er, hvor oversentimental og julesød, eskapaderne ender med at være. En sukkersød slagside, der karambolerer med filmens ellers sortkomiske væsen.
I det hele taget føles ’Violent Night’ som en film, der aldrig finder ud af, hvad den vil være for en film. På den ene side er der den livstrætte julemand med alkohol i blodet samt den sine steder dejligt blodige vold, mens man på den anden side finder en påklistret julesødme, der på sin vis underminerer filmens grovkornede kant. Løjerne ender bl.a. deraf som en noget frustrerende oplevelse.
Julemandsvolden med en stor hammer og et par opfindsomme mord leveres nemlig sine steder ganske underholdende, men man har ikke turdet at gå linen ud. Desværre. På plussiden finder man bl.a. en herligt spydig matriark i den rige familie. Hun spilles med autoritet og sylespidse replikker af karismatiske Beverly D’Angelo. Filmen mangler mere af hendes frivole væremåde.
Replikkerne falder bare ikke helt skarpt nok i filmen som helhed, mens karismaen også er til at overse i bl.a. den generiske hovedskurk, hvor John Leguizamo på samme måde som David Harbour ikke har et videre stærkt manuskript at lege med. Instruktøren Tommy Wirkola har ellers tidligere leveret blodig og veloplagt voldsunderholdning med bl.a. nazi-zombier i ’Død sne’. Han skulle være givet helt frie tøjler her.
’Violent Night’ får 3 af 6 stjerner:
’Violent Night’ har biografpremiere den 1. december.