‘Black Panther: Wakanda Forever’ er en storslået superheltefortælling
Biografanmeldelse: ’Black Panther: Wakanda Forever’ følger op på den første solofilm om den sorte panter, ’Black Panther’ fra 2018 med Chadwick Boseman i titelrollen. I 2020 døde skuespilleren grundet kræft, kun 43 år gammel. Så hvordan fortsætter Marvel mon eventyret? Det gør de på vellykket og respektfuld vis, hvor arven efter kong T’Challa aka Black Panther bringes flot videre.
Befolkningen i Wakanda sørger her over tabet af T’Challa. Ikke mindst søsteren, prinsesse Shuri, og hans mor, dronning Ramonda, er ramt. Landet har dog ikke tid til at sørge ret meget længere, da kongedømmet pludselig står midt i en international strid om det kraftfulde metal vibranium, der kun findes i Wakanda. Ikke nok med det, så står wakandianerne også overfor en hidtil ukendt fjende udefra.
En kamp om landets fremtid er indledt, hvor ikke kun befolkningen skal finde fodfæste på ny, men hvor særligt Shuri forsøger at bearbejde sin sorg over tabet af sin bror. Vrede, hævntørst og afmagt er blot nogle af de følelser, der bruser gennem den unge kvinde, som ikke kun kæmper mod de ydre fjender, men også egne indre dæmoner og en sorg, der synes afgrundsdyb.
Det er med andre ord de store og universelle følelsers kampplads, ’Black Panther: Wakanda Forever’ indtager. Det med flere stort opsatte og flot udførte actionsekvenser. Bl.a. da et krigerisk søfolk indtager et mægtigt skib. Jeg mærker både en reel trussel og de hårde slag, der sættes ind fra begge sider af kampen. Det intime over for det storladne. Det fungerer.
Efter Chadwick Bosemans død finder man nu en gribende Letitia Wright som Shuri, der for alvor træder i karakter med et både råt, stærkt og rådvildt portræt. Hun bakkes op af i det hele taget ganske interessante karakterer, der forløses overbevisende i en film, der på trods af bl.a. både vild futuristisk teknologi og ankelflyvende skurke virker ganske rodfæstet i en relaterbar virkelighed.
Angela Bassett har engagerende autoritet som Ramonda og Danai Gurira er atter sej krigerinde, mens hovedskurken spilles af en tvetydig Tenoch Huerta. Han er både menneskelig og relaterbar samt farlig og magtsyg. Karakterer og historie går altså overvejende ganske godt i spænd, hvor Ludwig Göranssons pulserende score og fotograf Autumn Durald Arkapaws smukke billeder har saft og kraft.
Der hvor instruktør og medforfatter Ryan Coogler har størst problemer er i filmens struktur og spilletiden på cirka 2 timer og 30 minutter. Ganske vist er fortællingen grundlæggende spændende med temaer som identitet, sorg og magt, men bliver sine steder ufokuseret og mister af og til det momentum. Til trods for det er her dog tale om en flot og storslået superheltefortælling.
’Black Panther: Wakanda Forever’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Black Panther: Wakanda Forever’ har biografpremiere den 9. november.
