På blodigt brutale afveje med ‘Wrong Turn: The Foundation’
Biografanmeldelse: En af gysergenrens regler er, at man aldrig skal bevæge sig alt for langt ud i skoven og væk fra civilisationen. For slet ikke at tale om at gå væk fra den afmærkede sti. Det er dog, hvad en gruppe unge mennesker gør i den brutale outback-og-bonderøvs-gyser ’Wrong Turn: The Foundation’. Det går selvsagt derfor kun fra slemt til værre i skovens mørke grumme gru.
Det er denne for genren klassiske præmis, som her foldes veloplagt ud. For langt derude i skovene lurer nemlig nogle meget lidt venlige beboere i skyggerne. Så selvom den blodigt dybe tallerken altså ikke opfindes her, så foldes de rå eskapader energisk ud, mens man også får sin del af dejligt grumme scener.
Filmen er måske nok lige ved at knække nakken på sin noget ambitiøse fortælling, mens spilletiden også bliver en kende for lang for historiens eget bedste. Det sagt, så kom jeg med på en herlig barbarisk skovtur, hvor logikken på en dejligt ligeglad måde sættes ud af spil. Her er det ikke virkelighedens grufuldhed, jeg træder ind i, men skrækfilmens væmmelige verden.
’Wrong Turn: The Foundation’ kender så absolut genrens abc, der altså følges næsten til punkt og prikke. Bl.a. byder rollebesætningen på sin del af velkendte karakterer. Fra den selvsikre gut med hjertet på rette sted, videre til den unge kvinde, der vokser med opgaven at overleve og naturligvis den flabede knægt, som ikke finder sig i noget. De udfylder dog hver især ret så fint deres roller.
Her er tale om en art genindspilning eller nok nærmere et reboot af den underholdende og sjaskede ’Wrong Turn’ fra 2003, der siden har affødt hele fem fortsættelser. Senest i 2014. Med ’Wrong Turn: The Foundation’ sparkes der således nyt liv i den bonderøvsbrutale franchise, som altså fint og snasket beviser, at outback-gyset ikke er dødt.
Instruktør Mike P. Nelson dirigerer nemlig ret så overbevisende de beskidte løjer henimod sin intense og skrækindjagende finale, der måske nok ikke overrasker, men dog underholder. Det gælder for så vidt filmen som helhed, hvor fortællingens tematikker og pointer om samfund kontra natur dog er noget klodset skåret ud i pap. Men pyt med det, når sjaskeren ellers spiller.
’Wrong Turn: The Foundation’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Wrong Turn: The Foundation’ har biografpremiere den 19. august.