Den blodige myte er tilbage med et halvfladt gys i ‘Candyman’
Biografanmeldelse: Jeg tør stadig ikke sige ’Candyman’ fem gange, mens jeg kigger mig i spejlet. Sådan har det været siden, jeg første gang hørte om den myteomspundne morder og senere så filmen af samme navn fra 1992. Nu vender den blodige myte tilbage i en efterfølger til den mesterlige gyser af Bernard Rose, hvor vi et årti efter den første films begivenheder møder kunstneren Anthony McCoy.
Historien udspiller sig som den første film delvist i Chicagos boligkompleks Cabrini Green, hvor legenden om morderen Candyman blev født. Anthony begynder som del af et nyt kunstprojekt at dykke ned i myten og historien bag de brutale mord, der fandt sted for år tilbage. Det bliver starten på en makaber rejse tilbage i en mystisk fortid, der kommer til at trække grufulde tråde op til Anthonys eget liv.
Det gør sig naturligvis også gældende her, at hvis man siger ’Candyman’ fem gange, mens man kigger sig i spejlet, at den klohåndede legende hidkaldes og dræber løs. Det er der netop sin del, som gør, hvilket afstedkommer død og blod samt skrig og skrål, men desværre ikke meget uhygge. For bl.a. har den ellers i udgangspunktet grufulde Candyman langt fra nok skræmmende pondus til, at uhyggen rigtigt breder sig.
Den i grunden tragiske myte om manden med klohånden bliver nemlig mest brugt som en noget regulær bøhmand, der sjasker lærredet til med blod i tide og utide. Han bliver bare aldrig rigtigt et hverken intimiderende eller urovækkende bekendtskab. Filmens instruktør Nia DaCosta forsøger ellers med skiftende held at bruge spejle og reflekterende overflader til at bringe Candyman gysende til live.
Desværre doseres gysets virkemidler ikke videre vellykket. Bl.a. får man en småfesen åbningsscene, hvor vi første gang møder, hvad der skulle være den skræmmende Candyman, men mest er en lidt halvfesen gammel mand med en klohånd. En noget gyservag åbning på filmen, der da heller ikke for alvor får løftet sig over det middelmådige, selvom her altså bl.a. sine steder leges ret interessant med spejles refleksion.
Yahya Abdul-Mateen II vokser dog nuanceret filmen igennem med opgaven at spille den kreativt famlende kunstner, hvis rejse ind i Candyman-land, begynder at sætte sig sine spor i hans psyke og relationer til omverdenen. Selvom myten om Candyman desuden rummer interessante og betændte tematikker, som bl.a. de sortes svære kår i USA, bliver filmen bare aldrig nær så gysergribende, som potentialet ellers er til.
’Candyman’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Candyman’ har biografpremiere den 26. august.
