‘Gunda’ dvæler ved detaljen i dyret og herigennem mennesket
Biografanmeldelse: Der sker umiddelbart ikke meget i den dvælende observante og sort/hvide dokumentarfilm ’Gunda’ – og alligevel sker der en del. En del i den visuelle detalje, i det rolige liv blandt filmens dyr og i den insisterende fortællestil. For egentlig kan man kort og kontant sige, at man her blot følger livet hos en so og hendes unger, nogle køer og et par høns. Det er det.
Ja, det ér faktisk det. På et konkret narrativt plan, om man vil. Det er altså sådan helt overfladisk sagt ikke her, man finder den egentlige styrke i instruktør Viktor Kosakovskiys film, der vel mere kan siges at være en art meditation og fundering over det liv, dyrene lever, hvor et spørgsmål som ”hvad tænker de mon på?”, sniger sig roligt ind mellem de smukt udfoldede billeder af natur og dyr med minutiøse detaljeskildringer.
For det er meget roligt, at den observerende fortælling foldes ud. Så roligt og dvælende, at jeg ikke kunne undgå at lade mine tanker møde dyrenes – eller i hvert fald forsøget på at møde dyrene i det liv, de lever. Afdæmpet og uden de store udsving i livet. I hvert fald ikke som det er fortalt i ’Gunda’. Det er både en styrke, men bliver også en svaghed for filmen, der bl.a. herved mister en smule af taget i mig undervejs.
Der er nemlig ikke meget, jeg for alvor kan hænge min interesse, mit nærvær og min indlevelse op på end netop billederne. Heldigvis er billederne sitrende smukke – om end der er heller ikke her som i narrativet – er en videre afvekslende brug af den visuelle side og billedfortællingen. Det er enkle indstillinger, der fokuserer på og bliver lang tid i den samme scene, bl.a. hos smågrisene, som går til deres mors patter.
Jeg føler mig måske ikke sådan rigtigt inviteret indenfor i dette dyreliv, der dog er dejligt konsekvent i sin fortællestil i sort/hvid og uden brug af musik, dialog, tekst eller voice-over. Her lader filmen billederne af dyrene være det, som er helt og aldeles i centrum for fortællingen. For filmoplevelsen. Dette greb er bl.a. med til, at jeg ikke føler mig talt ned til eller hensat til løftede pegefingre om bl.a. dyrevelfærd.
Jeg må selv indsætte mine holdninger og tanker i fortællingen. Jeg er dog ikke i tvivl om, at her er tale om stor kærlighed til dyrene. Eller måske det bare er sådan, jeg selv vælger at se det? For ’Gunda’ lykkedes på trods af sit måske lidt flagrende tag i mig følelsesmæssigt som intellektuelt at få vist, at vi mennesker lever på Jorden med dyr omkring os. Dyr, vi bruger og forbruger på forskellig vis. Det skal og må vi tage stilling til.
’Gunda’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Gunda’ har biografpremiere den 1. juli.
