‘The Painted Bird’ er både forbandet smuk og forbandet barsk
Biografanmeldelse: WOW! Ja, det opsummerer meget godt min oplevelse med ’The Painted Bird’, der er både forbandet smuk og forbandet barsk. En knugende fortælling foldet fornemt, dragende og gribende ud på godt tre timer – og det hele vejen i betagende sort/hvid. Jeg bukker mig i støvet for filmens fotograf Vladimír Smutný, som formår at tryllebinde med sine billeder i hver enkelt indstilling. Åndeløst!
Man følger i filmens yderst brutale, voldelige og rystende fortælling en ung dreng, der pludselig står uden hus og hjem, da hans tante dør. Helt alene i verden må han nu forsøge at klare sig selv, det mens 2. Verdenskrig buldrer løs i det fjerne. Det er et hårdt liv, hvor midlerne er få og ren overlevelse, står øverst på listen. For drengen bliver smidt fra den ene ubehagelige behandling til den næste.
Det er med andre ord en kold og kynisk verden af had og død, der møder ham på sin rejse i Østeuropa, hvor nazisterne er ved at slå alle jøder ihjel. Fortællingen, som udspiller sig gennem drengens øjne – på blandt andet tjekkisk og russisk – er dog også en hjerteskørende beretning om at vokse op under de mest brutale forhold tænkeligt. Det fra overgreb, ren vold og alverdens andre pinsler. Det gør ondt helt ned i maven.
I rollen som drengen finder man en sand stjerne i Petr Kotlár, der med skrøbelig sårbarhed, intensitet, uskyld og et uforligneligt nærvær er med til at bære filmen gennem al volden, hadet og den gruopvækkende virkelighed, han møder. Han er på samme tid også en ukuelig overlever, hvilket måske også er netop det meget spinkle håb, der trods alt sniger sig ind i filmens nærmest usynlige yderkant.
Jeg har ikke læst romanen af samme navn fra 1965 af Jerzy Kosinski, som filmen er baseret på, men som et helt monumentalt og selvstændigt værk, står ’The Painted Bird’ altså stærkt, hårrejsende og grumt. En sand filmisk fornøjelse, selvom det altså i den grad gør ondt at være vidne til den benhårde fortælling. Filmen tikker ganske vist ind på godt tre timer, men sættet altså visuelt ikke en fod forkert.
Kort fortalt formår Instruktør Václav Marhoul med et forkromet overblik og sans for både det helt nære og de store vingesus at binde fortællingen sammen til et hele, der smerter og bed sig fast i mig undervejs, men som også har sat sig i min mave som en knugende knude efterfølgende – det på en filmisk forførende måde, der skal tages som et absolut kompliment. Se den, mærk den, oplev den. Nu!
’The Painted Bird’ får 5 ud af 6 stjerner:
’The Painted Bird’ har biografpremiere den 19. november.
