‘Saint Maud’ er et fornemt knugende og helt kropsligt gys

/i , /af

Biografanmeldelse: Lad mig bare med det samme sige WOW! For ja, det knugende og helt kropslige overnaturlige gys ’Saint Maud’ er en vild oplevelse. En fortælling, der både visuelt og ikke mindst i lyd satte sig i hele min krop. Som en begsort igle, der bare sugede sig mere og mere fast. Det er så absolut ment som et stort kompliment. For med sikker hånd, trækkes jeg bare mere og mere ind i filmens sitrende vanvid.

’Saint Maud’ er på sin vis en dragende forening af en ydre virkelighed og en indre verden, der smukt og urovækkende leger kispus med mig hele vejen – det fortalt gennem hovedpersonen, den indadvendte Maud. Hun er personlig plejer for den dødeligt syge og forhenværende danser Amanda, som nu opholder sig i sit dunkelt belyste hjem, hvor Maud sirligt passer hende.

Den nylige konvertit og dybt troende Maud udvikler dog snart et usundt forhold til sin patient, som hun ønsker at frelse fra smerten og den vildfarne vej, hun mener, Amanda er ledt ned ad. Det er desuden også starten på en fortælling, der snor sig om religion og tro samt kropslig smerte og en blind hengivenhed til noget, der er større end mennesket selv. Fortalt med sikker hånd for en dragende tvetydighed.

For egentlig er filmens grundtone en grå virkelighed og rå realisme, der med tungt slæbende skridt hiver mig med ind i Mauds ensomme verden, kamp med sig selv og et indre i opbrud. Det er blandt andet og ikke mindst takket være Morfydd Clark i rollen som plejeren, at jeg kommer helt ind i fortællings indre – derind, hvor det gør ondt på filmisk forførende vis. Hun er en sand stjerne.

Desuden er parløbet mellem Maud og den syge Amanda aldeles fint, skrøbeligt og besnærende forløst, hvor også Jennifer Ehle som Amanda fornemt skildrer smerten ved, at døden har fået sit tag i hende. Her bør filmens boblende og urovækkende musik af Adam Janota Bzowski i den grad også fremhæves for blandt andet at underbygge den uhygge og konstante uro, der befinder sig i filmen.

Instruktør og manuskriptforfatter Rose Glass har ganske enkelt med sin spillefilmsdebut skabt et både smukt og smerteligt samt urovækkende og dragende værk, der på indsmigrende vis forener en indre og ydre virkelighed med fornem sans for kropslig tilstedeværelse og en titelkarakter, jeg kommer ind i hovedet på via både Morfydd Clarks præstation, men altså også en visuel og lydmæssig stærk slagside. WOW!

’Saint Maud’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Saint Maud’ har biografpremiere den 26. november.

’Freaky’ er en halvgod kropsforbyttende slasher-komedie

/i , /af

Biografanmeldelse: Det starter faktisk både veloplagt blodigt og morderpotent medrivende i slasher-komedien ’Freaky’. Her er nemlig en maskeret morder på fri fod, der slagter en håndfuld teenagere med koldt og brutalt blod. Det med ganske opfindsomme mord, som blandt andet involverer den grumme kombination af en vinflaske og en ung studerendes hals. Av!

Desværre mister løjerne noget af den brutale pust efterhånden som filmen skrider frem og bliver mere en delvist vellykket komedie end en viril slasher med et tvist. For filmens ellers ret sjove præmis hiver også noget af slasher-genrens opfindsomme mord ud af løjerne. På mystisk vis forbytter teenageren Millie nemlig krop med seriemorderen. Ja, vi har at gøre med en kropsforbyttende gyserkomedie.

Der går dog en rum tid, førend kropsbytningen finder sted – og det er desværre her, at ’Freaky’ mister noget af sit ellers ganske medrivende momentum. Vince Vaughn giver den ellers ret fint gas i sin dobbeltrolle som et brød af en morder, men det meste af vejen som en pige fanget i en stor mands krop – og ja, omvendt med Kathryn Newton i skikkelse af Millie, hvis krop er indtaget af morderen.

Helt medrivende morder-morsomt bliver det dog ikke. Filmen bliver en kende slap over midten, men genvinder heldigvis noget af indledningens dynamik, hvor der er medrivende mord på menuen. At der så er spædet til med en småalkoholisk mor og tabet af en far – ja, Millies forældre – giver ikke rigtigt en dramatisk ballast til filmen, hvorfor karaktererne da også forbliver noget flade.

Men selvom de medvirkende måske ikke er de mest opfindsomme og nuancerede af slagsen, udfylder de ganske fint deres roller – som blandt andet netop skrigende teenagere på flugt, men også som stærke unge, der tager kampen op. Det med øje for, at Millie og seriemorderen skal bytte kroppe igen. Vejen til den ganske effektive finale går dog desværre som nævnt en smule i dødvande.

På trods af sine fodfejl og en smule flade midte, kommer ’Freaky’ i mål som en ret veloplagt slasher-komedie. Ja, som en letbenet, ok morsom og sine steder dejligt brutal slasher-komedie, lykkedes det trods alt at komme fint i mål. Det blandt andet også takket være en både charmerende og sej Kathryn Newton i dobbeltrollen som Millie og morder.

’Freaky’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Freaky’ har biografpremiere den 12. november.

’Akira’ er stadig en vild, voldsom og voldelig filmoplevelse!

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er nu, du skal slå til! For japanske Katsuhiro Ôtomos mesterlige, opfindsomme og overrumplende animationsværk ’Akira’ fra 1988 kan nemlig nu opleves på det store lærred i en ny-restaureret 4K-version. Det er her 32 år senere stadig en vild, voldsom og voldelig filmoplevelse af de store, hvor den sirlige animationskunst drager mig ind i en futuristisk fremtid, der omslutter mig totalt.

Året er 2019. 31 år efter, at 3. verdenskrig har raset. Tokyo er blevet til Neo Tokyo – bygget op på ruinerne af den gamle metropol. Det er dog langt fra en idyllisk fremtid, vi her ankommer til. Dystopien synes snarere at herske i byen, der hærges af kriminelle, blodig vold, politibrutalitet og korruption. Bag statens hemmelige mure huses imidlertid et tophemmeligt og mystisk projekt kaldet Akira.

Men hvad går Akira egentlig ud på? Det får motorcykelbande-anføreren Kanedas ven Tetsuo mulighed at se nærmere på, da han hvirvles ind i det lyssky projekt – og det med katastrofale følger. Det, der følger, er nemlig et virilt, potent og pumpende ridt ind i en verden af mutationer, maskiner og motorcykler, mens et brølende opgør synes at true i horisonten. Det med hele verden som gidsel.

Som en animeret hvirvelvind af imponerende fremtidslandskaber, brusende motorcykelræs og telekinetiske evner, folder ’Akira’ sig ud med de ikoniske og urovækkende toner fra Shôji Yamashiros musik, der svøber sig ubesværet om den bjergtagende billedside. Historien bølger og bruser sig ligeledes hektisk, medrivende og i konstant bevægelse gennem den dystre metropol, hvor det gode og onde tordner sammen.

Der er fra start til slut animeret fart over feltet, hvor jeg opsluges af denne fremtidsvision, der blandt andet huser en mere end voldsomt cool finale, der i kropssnaskende mutationsvold river mig medrivende rundt i en intens billedstorm, der skvulper af animeret overlegenhed. Men ’Akira’ er altså mere end mesterlig animation, det er også en fortælling, som dejlig kinetisk får liv gennem sin zigzag-udfoldelse.

Godt nok er ’Akira’ fra 1988, men står altså stadig veloplagt, frisk og forførende her mere end 30 år senere. Jeg er kort sagt hensat til filmens verden og fortælling fra første til sidste tegning. At fortællingen så måske nok slår en håndfuld knuder undervejs, gør heldigvis ikke det store, for netop billedsiden griber mig gang på gang i tegninger af dystopisk opfindsomhed, brutal vold og mystiske evner.

’Akirka’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Akira’ har repremiere den 5. november.

En vildt gnaven Lance Henriksen stjæler billedet i ’Falling’

/i , /af

Biografanmeldelse: Det er to vidt forskellige verdner, der støder intenst sammen i far-søn-dramaet ’Falling’, der er Viggo Mortensens instruktørdebut, mens han også har forfattet filmens sprudlende manuskript. Han spiller desuden selv sønnen John, hvis liv clasher hårdt med faderen Willis – spillet med konstant nerve af den 80-årige Lance Henriksen. Han stjæler billedet.

For da den konservative far, som er af den gamle skole, hvor en kvinde står i køkkenet og en mand går på jagt (groft sagt), kommer på besøg hos sin homoseksuelle søns familie i Los Angeles, bliver det starten på næsten intet andet end dramatiske sammenstød ham og familien imellem. Willis er nemlig mere end gnaven, fordomsfuld og i grunden et rigtigt ubehøvlet svin, det er svært at finde empati for.

Men den måske nok meget lidt elskelige Willis og hans mange spydige stikpiller, bliver ofte også så grotesk ubehøvlet, at smilet indfinder sig hos mig. Fint balanceret med alvoren. John og hans partner Erics adoptivdatter har dog et noget mindre problemfyldt forhold til sin farfar, hvor der således sniges noget varme og skrøbelighed ind i den ellers hårde og kyniske far.

Willis døjer også med hukommelsessvigt, mens han undervejs i filmen nuanceres. Blandt andet netop i Lance Henriksens meget fint intime spil, der med sit ansigt kan veksle fra det helt indebrændte til det milde i næste nu. For hvorfor opfører han sig i grunden som et dumt svin uden hverken filter eller situationsfornemmelse? Det er noget af det, fortællingen blandt andet også engagerende dykker ned i.

’Falling’ er altså også et portræt af en aldrende mand, men dog mest af alt et drama om det svære forhold, der kan være mellem far og søn, hvor der filmen igennem krydsklippes til Johns barndom og oplevelser med sin dengang unge far og mor. Det giver en fin dramatisk klangbund og bedre forståelse af nutiden og forholdets knaster, hvor både vrede, jalousi og en higen efter kærlighed har fornemme pladser.

Jeg må dog bestemt ikke glemme Viggo Mortensens meget fine og velbalancerede portræt af en søn, der i den grad bliver testet på tålmodigheden og hvor meget lort, man egentlig skal tolerere fra sin far. ’Falling’ er kort fortalt et velspillet samt både vittigt og vredt skrevet drama, hvor Lance Henriksen stjæler billedet med et både bistert og momentant skrøbeligt portræt af en mand i sit sene efterår.

’Falling’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Falling’ har biografpremiere den 5. november.