Biografanmeldelse: Med repremieren på Volker Schlöndorffs dragende ‘Bliktrommen’ fra 1979, har man en unik mulighed for at opleve værket på det store lærred. Det i al sin krigsbombede vælde og med det intimt dramatiske skuespil fra ikke mindst David Bennent. Han ses i rollen som drengen Oskar fra hvis synsvinkel filmen fortælles i en fin forening af rå, jordnær realisme og med glimt af det surreelle.

Det tyske drama er altså centreret om Oskar, man følger fra fødslen, som man desuden følger fra hans synspunkt og vej ud i verden inde fra sin mors skød. Han vokser op i det krigstruede Danzig, der senere må se sig bombet til ruiner, hvor han til sin tre års-fødselsdag får en rød/hvid bliktromme. Han beslutter sig samtidig for ikke at ville vokse sig større, selvom han ganske vist bliver ældre. Ja, helt surreelt.

Denne beslutning er en art protest mod den verden, der omslutter ham, hvor han blandt andet senere i livet kommer til at møde netop krigens rædsler og nazismens fremtog. Et andet helt surreelt element er Oskars talent for at udgyde så høje skrig, at han kan splintre glas. En evne, der blandt andet kommer ham til gavn senere i fortællingen, der altså spænder over en længere årrække.

Filmen lever ikke kun af sit portræt af krig og den medfølgende frygt, håbløshed og nazistiske fremmarch, men i høj grad også spillet af David Bennent som vores hovedperson Oskar, hvis verdensbillede vi bliver placeret midt i. For det er ganske enkelt et imponerende portræt af et barn og hans svære opvækst. Jeg kan ikke få øjnene fra ham. Han er simpelthen et imponerende magnetisk bekendtskab.

Fortællingen folder sig ud over hele 2 timer og 44 minutter, men ikke desto mindre synes den lange spilletid også nødvendig for at fortælle sin både dragende, engagerende og satiriske fortælling, der måske nok har krigens dystre klangbund, men som absolut også huser en fin humoristisk side, der dog ikke underminerer det fornemme drama og nuancerede portræt af Oskar og hans opvækst i en kaotisk verden.

’Bliktrommen’ er ganske enkelt her 41 år efter sin oprindelige premiere stadig et stærkt, veloplagt og potent portræt af en historisk kompleks tidsperiode set igennem en drengs naive og fantasifulde øjne. David Bennent er med drenget naturlighed et stærkt, stærkt trumfkort, der i den grad er med til at bære og løfte filmen op og blive både helt magisk, tankevækkende og sine steder også livligt provokerende.

’Bliktrommen’ får 5 ud af 6 stjerner:

’Bliktrommen’ har repremiere den 29. oktober.

Biografanmeldelse: Hvor langt vil man gå for sit barns liv og sikkerhed? I krigsfilmen og det danske drama ’Erna i krig’ – baseret på Erling Jepsens bog af samme navn – vil alenemoren Erna gå i krig for sin enfoldige søn Kalle. Året er 1918 og Første Verdenskrig har sit brutale greb i Europa. Det ellers stille liv for mor og søn i Sønderjylland bliver dog vendt på hovedet, da den lokale betjent Meier banker på døren.

Meiers opgave er som del af krigen at indrulle den 17-årige Kalle – og det i kamp på tyskernes side. Det er som stolt sønderjyde ikke just en plan, Erna er vild med – og da endnu mindre at skulle afgive sin søn til krigens farlige skyttegrave. På snedig vis lykkedes det imidlertid Erna at iklæde sig soldateruniform og under mandligt dække at blive en del af sin søns soldatergruppe, der nu er på vej til krigens frontlinje.

Jeg skulle lige sluge præmissen, at en kvinde under mandligt alias kan klare indrulningen og videre ind i den tyske krigsmaskine uden at blive sendt retur med uforrettet sag. Men ja, det lykkedes altså, og det er så den filmiske virkelighed, jeg må forholde mig til. Så selvom jeg måske ikke helt køber præmissen med Ernas krigskrumspring, har filmen heldigvis et klart trumfkort til at opveje for dette, nemlig Trine Dyrholm.

Trine Dyrholm er med konstant nerve og nærvær til stede i rollen som Erna, hvilket er med til i hvert fald at skyde sin del af troværdighed ind i både fortællingen, men ikke mindst filmens titelkarakter. Hun er ikke til at tage øjnene fra som den beskyttende mor, der ikke tror på, at sin mindrebemidlede søn ville kunne klare skærene på egen hånd. Hvilket måske også er sandt.

Hun omgives desuden af øvrige fine præstationer, der dog ikke skinner igennem på samme måde som Trine Dyrholm, men altså udfylder deres respektive roller på solid vis. I rollen som den krigsretskafne Meier finder man Ulrich Thomsen, der bestemt bærer rollen med god troværdighed og en skrøbelig usikkerhed bag den ellers bestemte facade.

En af soldaterne er den mere forstående Anton – spillet af en solid Anders W. Berthelsen, der leverer sin karakter med en fin blød side. Jeg må ikke glemme Sylvester Byder som Kalle, der undervejs vokser i rollen som en soldat og stor dreng på egne ben. Men trods fine præstationer, mister filmen noget momentum og går i stampe i spilletiden i den klaustrofobiske skyttegrav. Men Trine Dyrholm er på trods filmen værd.

’Erna i krig’ får 3 ud af 6 stjerner:

’Erna i krig’ har biografpremiere den 29. oktober.

Biografanmeldelse: Digter, filmskaber og sportskommentator. Ja, den 83-årige Jørgen Leth har gennem hele sit kunstneriske virke begået sig med ord og billeder. Det gør sig selv sagt også gældende i hans nye dokumentarfilm ’I Walk’. Den tegner blandt andet et intimt selvportræt af en mand, der måske nok er blevet gammel, men som stadig kæmper for at blive ved med at gå. At gå gennem livet. Ikke at falde.

Filmen tager sit afsæt i det voldsomme jordskælv, der ramte Haiti i 2010. Pludselig stod Leth i livets efterår uden et hjem og med tilværelsens grundlag lagt i ruiner. Nu gjaldt det om at finde fornyet mening med det hele – at finde en ny vej i livet. Det er i årene efter denne tragisk begivenhed og frem til i dag, at man via blandt andet nære telefonoptagelser kommer tæt ind på livet af Leth – også rent fysisk.

’I Walk’ skildrer nemlig med forskellige filmiske greb og her blandt andet fragmenterede montager af ord og billeder Leths liv, tanker og gåture. Eksempelvis med netop grynede nærbilleder optaget med telefonen af Leth selv. Det nære selvportræt suppleres af Leths karakteristiske diktion af egne tanker, digte og ord, der løber som en livlig flod gennem filmen. Personligt, skrøbeligt, ømt og intimt.

For hvad betyder det i grunden at blive gammel? Ligner Leth egentlig mere og mere sin egen far? Og er der mon en gud, som styrer det hele? Dette er ganske vist blandt nogle af de helt store spørgsmål, som filmen og Leth både stiller og forsøger at finde svaret på – gennem ord og billeder. Det gjort med ’lethsk’ schwung, alderdommens autoritet samt varme, nuancer og humor. Humoren må jeg ikke glemme.

For der er bestemt også både en lethed og humor i filmen. Det ser man blandt andet i dynamikken mellem Leth og sønnen Asger Leth, som ’I Walk’ er blevet til i samarbejde med. Der er en smittende drillesyge og varme mellem de to mænd. Mellem far og søn. Ja, dokumentaren har måske nok Jørgen Leth som centrum, men far-og-søn-relationen ekkoer fint med Leths egne tanker om livet, alderdommen og sin egen far.

Der gøres som nævnt brug af rystede telefonoptagelser, som intimt og meget direkte hugger sig ind i Leths liv – fra morgenrutiner med ømme led og problemer med at få sokkerne på – til aftenritualer og drømmestunder under dynen. Men livet fanges blandt andet også med smukke luftoptagelser af jungledyb, hvor eventyret fortsat venter på Jørgen Leth, der stadig går. Et skridt ad gangen. Uden at falde.

’I Walk’ får 4 ud af 6 stjerner:

’I Walk’ har biografpremiere den 22. oktober.

Biografanmeldelse: Det er umuligt ikke at komme til at tænke på komedie-klassikeren ’Groundhog Day’ fra 1993 med Bill Murray, der her er fanget i et tidsloop, hvor han vågner op til den samme dag – dag efter dag. Det er nemlig samme tidsloopende præmis, der er udgangspunktet for den charmerende romantiske komedie ’Palm Springs’, hvor man kommer med til det samme bryllup – dag efter dag efter dag…

Man møder her den noget sortsynede, men også sorgløse Nyles, som er fanget i et tidsloop og altså vågner op til den samme dag – dag efter dag. Nemlig dagen for et bryllup, hvor han støder ind i brudens søster – og modvillige brudepige – Sarah. Det går dog hverken værre eller bedre end, at også hun ender med at blive fanget i tidslommen, der går i ring – dag efter dag.

Sammen må de to nu forsøge at finde mening med det hele og egentlig også selve livet. For hvordan skal man lige gribe livet an, når man kender dagen i morgen og alting blot går i ring? Det er noget af det, Nyles og Sarah forsøger at finde svar på, mens Sarah blot bliver mere og mere desperat efter at komme ud af den frustrerende tidslomme, som Nyles derimod synes at have fundet en vis fred med.

Selvom ’tidslomme’-præmissen måske ikke er original, så leveres den veloplagt, med frisk energi og ikke mindst en vellykket vittig slagside. I front finder man da også en skøn duo, som med fin komisk timing engagerer mig i eskapaderne filmen igennem. Andy Samberg har som Nyles ufravigelige funny bones, mens Sarah – i skikkelse af en energisk Cristin Milioti – leverer både sødme og snarrådighed.

De to er virkelig godt selskab, hvilket blandt andet afstedkommer diverse gakkede optrin på den evige bryllupsdag. F.eks. er deres bekymringsfrie møde med både ordensmagten og døden morsomme indspark i en film, der også har en fin – om end let – dramatisk klangbund. Alvoren får altså aldrig overtaget i en film, der får medrivende energi af blandt andet netop Samberg og Miliotis dynamiske samspil.

’Palm Springs’ er kort fortalt et skud komisk charme, der går morsomt i ring med engagerende og ikke mindst morsomme Samberg og Milioti, som blandt andet også tager mig med på syret sjove svampe-trip og med til komiske slåskampe. Morgendagens evige bryllup kendes måske nok, men den leveres på trods af dette med fine overraskelser og farverig charme, som er med til at overvinde filmens momentane stilstand.

’Palm Springs’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Palm Springs’ har biografpremiere den 8. oktober.

Biografanmeldelse: Jeg blev med action-thrillere­­­n ’Shorta’ hevet ind i en barsk boligblok og verden af vold, der fik mig til at tænke på de hårdtpumpede politifilm fra USA. Hvor jeg dog elsker genren. Nu går turen til Danmark, der altså leverer en film, som i samme intense vene pumper politi-action ud til sit publikum. Det i danske klæder. Det lykkedes flere gange ret så overbevisende, men desværre ikke helt nok hele vejen.

Filmen følger betjentene Mike og Jens, der kommer helt galt afsted på en ellers almindelig patrulje, da de bevæger sig ind i boligblokken Svalegården. Uroen ulmer nemlig lige under den betongrå overflade. For den 19-årige Talib Ben Hassi ligger i kritisk tilstand på hospitalet efter at have været i politiets varetægt. Så da nyheden om den unge mands død rammer gaden, eksploderer det hele hurtigt i ansigtet på betjentene.

Politimændene får med andre ord brug for at tage benene på nakken, da en gruppe af rasende unge sætter efter Mike og Jens for at hævne Talibs død, hvilket fører til bål og brand i gaden samt hvislende skududvekslinger. Ja, linjerne er trukket hårdt op. De vrede unge over for ordensmagten i stort undertal. Der sniger sig dog heldigvis også en smule nuancer ind i begge af de to grupperinger.

Det er nemlig ikke blot de onde unge versus de gode betjente, her er tale om. Mike er blandt andet, hvad man på kontant vis kunne kalde et usympatisk dumt svin med racismen buldrende i sindet. En magtsyg mand, der gør, hvad han kan for at sætte sig i respekt under dække af sit politiskilt. Jens er derimod den rolige og retskafne, som forsøger at holde Mikes iltre temperament i ave.

Jacob Lohmann og Simon Sears er gode og intenst nærværende som henholdsvis Mike og Jens. Der er god dynamik mellem de to og noget på spil i deres relation, hvor uenighederne sitrer engagerende. Desværre er duoen bare skrevet lige lovligt sort/hvidt. Ja, grænsende til det karikerede. Klichéen om den onde betjent og den gode betjent lever i bedste velgående. Du ved, good cop/bad cop-dynamikken.

Samme nuance-dynamik finder man hos beboerne i boligblokken, hvor de unge knægte og voksne mænd jo ikke alle er ballademagere. Her er også dem, der vil det gode. Dem, der blot forsøger at leve et roligt liv væk fra volden på gaden. Der er desværre bare ikke meget mere at hente i portrætterne end denne dualitet, hvorfor eftertanken også blive en kende letbenet.

Ja, genren har sin del af klichéer. Det har jeg i udgangspunktet ikke noget imod, hvis de blot leveres veloplagt og fortællingen stadig formår at overraske og holde mig fanget. Det lykkedes som nævnt indledningsvis ikke helt. For blandt andet mister katten-efter-musen-jagten lidt for meget af pusten flere gange undervejs, hvilket punkterer mit engagement i fortællingen og de involverede parter.

Hertil kommer et par noget konstruerede plotelementer, der gør min oplevelse med og indlevelse i filmen lidt mekanisk. Det underminerer det ellers ofte overbevisende faste genregreb, som ’Shorta’ besidder i hænderne på den spillefilmsdebuterende instruktørduo Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm, der også har skrevet filmen. Men nej, ’Shorta’ falder dog bestemt ikke på røven, men kommer blandt andet takket være politi-duoen og en håndfuld intenst vellykkede scener i pumpende mål.

’Shorta’ får 4 ud af 6 stjerner:

’Shorta’ har biografpremiere den 8. oktober.