Christopher Nolan hjernevrider tiden veloplagt med action-brølet ’Tenet’
Biografanmeldelse: Lad mig bare med det samme sige, at Christopher Nolan har skabt en særdeles underholdende og herligt tidskrøllet Hollywood-basker med ’Tenet’. Han har nemlig her brygget et veloplagt action-brøl sammen, der leger kispus med tiden, mens der skydes medrivende med skarpt, bygninger eksploderer og bilerne fræser intenst afsted.
Men hvad handler ’Tenet’ egentlig om? Det vil jeg faktisk ikke gå for meget ind i. For som det oftest gør sig gældende med nye film af Nolan, er de op til premieren omgærdet af mystik. Det gør sig også gældende for ’Tenet’. Jeg vil derfor også lade Nolan selv folde sine hemmeligheder ud, når du har sat dig til rette for at blive opslugt af hans fortællemæssige krumspring og engagerende action.
Jeg vil dog sige så meget som, at man i front for de legesyge eskapader finder en karismatisk og hårdtslående John David Washington som den såkaldte ’the protagonist’, der sammen med sin makker Neil – en charmerende Robert Pattinson – går til kamp mod skurkene, som er i besiddelse af et mystisk våben, der kan manipulere med tid. Ja, tidsbegrebet spiller her en stor og afgørende rolle.
Netop denne leg med tid påvirker måden, hvorpå filmens narrativ foldes virilt ud – på samme måde som begrebet ’inversion’ har indflydelse på filmens mange intense action-udfoldelser. Lige fra højoktane biljagter og brutale slåskampe til skarpe skududvekslinger. Jeg fornemmer virkelig, at Nolan har haft en fest med at udtænke og ikke mindst udføre filmens halsbrækkende action-sekvenser.
Denne begejstring smitter i den grad af på mig, hvorfor filmens sine steder lidt stivbenede replikker overvindes af den rene underholdningsværdi, som Nolan disker op med i både action og drillende fortællestruktur med det hjernekrøllende plot som en del af den veloplagte leg. Så selvom jeg måske ikke helt er med på, hvad der foregår hele vejen, undergraver det ikke netop underholdningsværdien.
Nolan har med ’Tenet’ altså udvidet sit allerede imponerende oeuvre med en action-ambitiøs og virilt forløst action-thriller, der leger spøgefuldt og engagerende med tiden. Jeg må bestemt heller ikke glemme den dynamiske duo John David Washington og Robert Pattinson i front for de spektakulære strabadser, der måske nok slår en tidskrølle for meget, men som altså holder og underholder hele vejen.
’Tenet’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Tenet’ har biografpremiere den 26. august.