Kom på et charmerende road trip med ’The Peanut Butter Falcon’
Biografanmeldelse: Vi har alle brug for mere eventyr i vores liv. Det eventyr kan meget passende være den charmerende road trip-film ’The Peanut Butter Falcon’. Jeg blev i hvert fald hevet med ind i en skøn virkelighed, hvor faren ganske vist både lurer og er helt håndgribelig, men her er også både hjertevarme, rørende øjeblikke af levet liv og ikke mindst eventyret midt i en ellers triviel og trist hverdag.
Den 22-årige Zak med Downs syndrom drømmer nemlig om mere end, hvad livet hidtil har budt ham. Hans familie har efterladt ham og han bor derfor nu på et plejehjem, hvor han bruger dagene på at se gamle VHS-bånd med wrestling. Hans største drøm er at komme på en wrestling-skole og selv blive professional wrestler. Men han føler sig fanget i sit eget hjem.
Det lykkedes ham imidlertid at undslippe. Han er nu helt og aldeles alene i den store verden – kun iført sine hvide underbukser. Heldigvis støder han ind i den rodløse Tyler, der selv er på flugt – men af helt andre årsager. Nemlig både fra nogle bad guys og sit eget kaotiske indre. Det umage par slår sig sammen, hvilket bliver starten på et road trip, som de begge har mere brug for, end de måske lige selv tror.
’The Peanut Butter Falcon’ er på den måde en fortælling om venskab og spørgsmålet om, hvem der er ens egentlige familie. En fortælling om at møde hinanden i øjenhøjde og uden fordomme – og ikke mindst også en film om, at eventyret kan vente lige om hjørnet, hvis bare man tør gribe det. Alt sammen er fint og ikke mindst både charmerende og underspillet morsomt forløst.
Den godmodige Zak spilles med engagerende oprigtighed og naturligt af Zack Gottsagen. Han udgør et godt, mere muntert og dynamisk modstykke til den i starten ret så plagede, indadvendte og en smule kyniske Tyler, der dog har et varmt hjerte gemt bort bag den smerte, han bærer rundt på. Han spilles med konstant intensitet og nerve samt fin komisk timing af Shia LeBeouf.
’The Peanut Butter Falcon’ er kort fortalt en film, der både rører mig og gør mig i godt humør uden, at fortællingens også alvorstunge klangbund er fint til stede – dog uden at tage over for en grundlæggende varm tone filmen igennem. Godt nok er løjerne måske nok sine steder lige forudsigelige nok, men når nu det hele leveres så charmerende, som tilfældet er, så er det i sidste ende også helt ok.
’The Peanut Butter Falcon’ får 4 ud af 6 stjerner:
’The Peanut Butter Falcon’ har biografpremiere den 12. marts.