Første Verdenskrigsfilmen ‘1917’ er et vildt sansebombardement
Biografanmeldelse: Der er ingen tvivl om, at Sam Mendes’ Første Verdenskrigsfilm ‘1917’ er en både teknisk imponerende og mange steder ikke mindst visuelt overrumplende filmoplevelse. Men den kommer desværre ikke helt ind under huden på mig eller ned i maven, hvor jeg ville ønske at den satte sig som et intenst stykke krigsfilm med hjertet i halsen. Men den gør bestemt sit bedste.
I filmen kastes to unge engelske soldater, Scofield og Blake, nemlig ud i en mildest talt vild og ikke mindst en øjensynligt umulig mission. De skal nemlig på krigens højeste ud i et kapløb mod tiden i et forsøg på at viderebringe en besked, der vil kunne forhindre et altødelæggende angreb på hundredevis af britiske soldater – blandt andet Blakes egen storebror. Det betyder også, at de skal krydse fjendtligt territorie.
Ja, en simpel, intens og effektiv præmis – der på trods af fortællingens skønhedspletter og mit en smule manglende følelsesmæssige engagement – bestemt er leveringsdygtig i en række elementært spændende scener, hvor nerverne får lov til at sitre – ikke mindst på de to hovedkarakterer, der konstant er på røven i dette krigskaos. George MacKay og Dean-Charles Chapman udgør en medrivende duo, det er svært ikke at heppe på og holde af.
De to gør bestemt god og nærværende figur, men desværre undermineres den ellers fint forløste og simple historie blandt andet af en overgjort sentimental scene, der skærer ud i pap, at krig er noget lort. Ja, kombinationen af en baby og krig er jo noget hø. Desværre står blandt andet den scene uelegant og forceret frem – det sammen med filmens noget sort/hvide pointer om krig.
Det er en skam, at både fjender og venner ikke som sådan får mere nuanceret pondus, end tilfældet er. Nuancerne er dog at finde i netop portrætteringen af Scofield og Blake, der med nerve fostrer både desperation og passion samt håb og håbløshed. Det står ganske enkelt malet medrivende i deres ansigter på deres mission, der desuden er fortalt som i én lang optagelse.
Med ‘1917’ fastholdes jeg således fra start til slut i ét enkelt skud. Her får mesterfotografen Roger Deakins lov til at trylle med sit kamera, hvor billedsiden hele vejen er leveringsdygtig i vilde kompositioner, kamerature og indstillinger. Ja, ‘1917’ er bestemt en teknisk imponerende bedrift, der desværre bare ikke rigtigt griber mig om hjertet eller får intenst fat i maven på mig.
‘1917’ får 4 ud af 6 stjerner:
‘1917’ har biografpremiere den 2. januar 2020.
