BUMBLEBEE: Sød, sej og charmerende transformer på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: De fleste kender nok til det seje transformerende legetøj fra 1980’erne, der blandt andet har affødt både tegnefilm og tegneserier. Men så kom Michael Bay i sin tid på banen med en række både storslående, bombastiske og vilde Transformers-film. Den ene efter den anden er således landet i biografens mørke. Nu er spin-off-filmen ‘Bumblebee’ nu landet på det flotte og vellydenede 4K Ultra HD-format.

I filmen er Cybertron faldet, så da Bumblebee derfor sendes ud af Optimus Prime for at redde Jorden, starter også en rejse for den gule transformer mod at blive en helt. Imens på Jornden prøver teenangeren Charlie Watson at finde en plads i verden. Hun finder og reparerer imidlertid den kampmærkede robot, der er forklædt som gul VW Beetle.

Men da det viser sig af de brutale og onde Decepticons jagter de overlevende og gode Autobots, går Bumblebee og Charlie nu sammen i den nærmest umulige opgave. Nemlig intet mindre end at beskytte verden mod død, ødelæggelse og naturligvis også Decepticons. Det viser sig dog imidlertid ikke at være helt nemt, så de må virkelig finde heltene frem i sig selv, hvor et venskab undervejs også opstår mellem menneske og maskine.

4K ULTRA HD OG EKSTRAMATERIALE: Udover, at filmen kommer på det overlegent flotte og meget vellydende 4K Ultra HD-format, så medfølger filmen også på Blu-ray. Hertil kommer, at man kan dykke ned i en god portion ekstramateriale, hvor man blandt andet finder både slettede og forlængenede scener videre til også et kig på, hvordan man har bragt den både charmerende, søde og seje Bumblebee til live med meget mere.

‘Bumblebee’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 20. maj.

POKÉMON DETECTIVE PIKACHU: Halvt vellykket Pokémon-mysterie

Biografanmeldelse: Jeg kender ikke særlig meget til Pokémon-universet andet end, at jeg har et overfladisk kendskab til diverse Pokémon-karakterer. Jeg var derfor spændt på at blive lukket ind i det populære univers med ‘Pokémon Detective Pikachu’. Blandt andet fordi, man her finder Ryan Reynolds lægge stemme til den legendariske Pokémon Pikachu. Desværre er hen nærved at være filmens eneste lyspunkt. Men også kun næsten.

For det er nu ganske sjovt at overvære rækken af kulørte, nuttede og opfindsomme Pokémon folde sig ud i en historie, der desværre overforklarer sit plot filmen igennem – bare lige så alle kan være med. Men det bliver også bare en smule trættende. Her er dog trods alt ganske godt fart på løjerne, hvor der leveres et par ok medrivende action-scener undervejs.

Man følger den 21-årige Tim, der begiver sig ud for at efterforske privatdetektiven og sin fars mystiske forsvinden. Han støder her på sin fars tidligere Pokémon-makker, nemlig ingen ringere end den gule Pikachu. Underligt nok kan Tim pludselig forstå alt, hvad Pikachu siger – hvilket viser sig at bestå af sin del af jokes, også de mere grovkornede af slagsen.

Det er her Ryan Reynolds stemme kommer veloplagt ind i billedet. For han bærer i sin gule rolle nærmest egenhændigt filmen på sin charme, komik og nuttethed alene. Det er desværre bare ikke nok til at sikre filmen kommer medrivende nok i mål. For undervejs mister de ellers ok tempofyldte løjer en smule momentum, men endnu mere noget af grebet om sin delvist forudsigelige fortælling.

‘Pokémon Detective Pikachu’ falder derfor også en kende flat på maven undervejs, hvor der desværre heller aldrig synes at være reel fare på færde. Det hele bliver en smule for poleret – altså bortset lige fra den kække Pikachus af og til dejligt upassende jokes. Men det øvrige persongalleri er bare ikke for alvor spænende, mens filmens sentimentale scener ikke rigtigt fungerer.

Kort fortalt så charmerer Ryan Reynolds sig igennem filmen som Pikachu, mens action og øvrige både sjove og bizarre Pokémon er med til at bære filmen. Desværre er det bare ikke nok til at redde filmen fra at blive en kende rodet undervejs og på sin vis også en forglemmelig affære, der aldrig rigtigt får mig revet med ind i filmens opklaringsarbejde og Pokémon-mysterie.

‘Pokémon Detective Pikachu’ får 3 ud af 6 stjerner:

‘Pokémon Detective Pikachu’ har biografpremiere den 9. maj.

THE HUSTLE: Anne Hathaway og Rebel Wilson fejler som fupmagere

Biografanmeldelse: Med den umage duo Anne Hathaway og Rebel Wilson i front for denne svindler-komedie, er der lagt op til en omgang uforpligtende underholdning. ‘The Hustle’ er da i høj grad også uforpligtende, men desværre bare ikke videre underholdende. For komikken har trange kår i en film, der ellers gang på gang forsøger at få mig til at grine. Det lykkedes aldrig rigtigt.

Det sagt, så er komedien ikke helt uden charme – det er dog udelukkende på grund af en veloplagt Rebel Wilson, der desværre bare ikke har meget at gøre godt med i den generiske fortælling og jokes, der gentages – bare i en smule nuancerede indpakninger. Det bliver desværre mere trættende end morsomt medrivende i takt med, at løjerne folder sig forudsigeligt ud.

Jeg vil ikke her afsløre noget, men dog lige ridse filmens præmis op. Anne Hathaway og Rebel Wilson spiller to professionelle svindlere, som også er hinandens værste fjender – begge franarrer de gang på gang rige mænd deres penge. Her er Anne Hathaway er den elegante fupmager, mens Rebel Wilson er den klodsede og delvist utrænede svindler.

Det går naturligvis hverken værre eller bedre end, at den umage duo ender med at slå pjalterne sammen i forsøget på at narre en fælles modstander. Det er således i højt humør, at de to begiver sig ud på deres svindler-strabadser, der bare aldrig løfter sig over det som nævnt forudsigelige og komisk kedelige. Som gentagne forsøg på falden-på-halen-komik.

Timingen er bare ikke i skabet, hvilket den også langt fra er, når det kommer til Anne Hathaway, der mest synes noget malplaceret i komedien, hvor hun altså kommer komisk til kort, når hun gang på gang forsøger at få mig til at grine. Det bliver dog mest af alt til pinlige optrin uden det nødvendige komisk flair, der skal til for at få mig til at grine – eller ja, bare trække på smilebåndet.

‘The Hustle’ er med andre ord en ret så forglemmelig komedie, der desværre aldrig rigtig lykkedes med sine komiske optrin – det selvom der er mange af dem. Anne Hathaway synes ude af sync med sin rolle og filmen, mens Rebel Wilson dog tilføjer de flade eskapader en smule charme. Men lige lidt hjælper det altså denne fup-komedie, der ender med at fejle gennem sin forudsigelighed.

‘The Hustle’ får 2 ud af 6 stjerner:

‘The Hustle’ har biografpremiere den 9. maj.

THE LAST SHIP SÆSON 5: Krigens helte sættes på actionfuld prøve

Actionfyldt serie på Blu-ray: Vi er kommet til den femte sæson af den amerikanske action- og drama-serie ‘The Last Ship’, der netop er landet på Blu-ray her i landet. Det betyder, at der venter dig helt nye, intense og spændende afsnit med besætningen ombord på USS Nathan James, hvor fortællingen tager fat, hvor begivenhederne sluttede i forrige sæson. Så hvis du endnu ikke har set sæson 4, bør du måske først lige tjekke den ud.

Ikke desto mindre, så er verden i denne sæson endelig ved at komme sig oven på den dødelige virus, der hærgede verden. Der er dog fortsat politisk uro. Denne sæson fem af ‘The Last Ship’ står med andre ord for både action og drama, der i bund og grund er fortællingen om omkostningerne ved krig, der trækker ud – ikke mindst for krigens helte.

Denne femte sæson af ‘The Last Ship’ er med andre ord en både dystopisk, nervepirrende og tankevækkende sæson, der altså skildrer en verden efter en nærtstående undergang og ikke mindst i en verden, der har været i aller højeste alarmberedskab, hvor det var intet mindre end menneskehedens skæbne, der stod på spil.

Hvis du endnu ikke er hoppet på serien, bør du overveje om ikke, det er nu, du skal slå til? Eller måske som nævnt nuppe sæson 4 først – ja, eller samtlige sæsoner forud for denne. Blu-ray-udgivelsens ekstramateriale består af featuretterne ‘Inside ‘The Last Ship’ og ‘Tales From the Bridge’. Så hop ombord på USS Nathan James og sejl ud på det åbne hav.

– ‘The Last Ship’ sæson 5 udkommer på dvd og Blu-ray den 2. maj.


LONG SHOT: Sød, sjov og charmerende rom-com med umage duo

Biografanmeldelse: Lad det være sagt med det samme, jeg er vild med romantiske komedier. Problemet er blot, at der er langt mellem de gode af slagsen. Heldigvis rammer den både søde, sjove og charmerende rom-com ‘Long Shot’ ret så fint plet – det selvom den ikke byder på nogen overraskelser undervejs i sin historie, der altså forløber lige efter genrens konventioner.

Men pyt med det, for i front finder man nemlig det umage par Charlize Theron og Seth Rogen. Hun er den ambitiøse, succesfulde og stilfulde amerikanske udenrigsminister Charlotte Field, der har planer om at blive intet mindre end USA’s første kvindelige præsident, mens han er den just fyrede, sjove og noget sjuskede journalist Fred Flarsky. Ja, så absolut en umage duo.

Spørgsmålet er jo så bare, om denne umage duo også kan gå hen og blive et rigtigt par af den romantiske slags – deres forskelligheder til trods? Tilfældigheder vil nemlig, at de to støder på hinanden til en fest, hvor de mødes over en fælles fortid. Allerede her synes en gnist at blive tændt mellem de to. En gnist, der kun blusser op filmen igennem. Ja, en romantisk komedie, du ved.

Man skal altså også give slip på noget af virkeligheden her, for filmen skal først og fremmest underholde med både sødme, skarpe og sarkastiske jokes samt ja, den både farlige, men også livsnødvendige kærlighed, vi som mennesker har brug for. Det har de to også – men hvordan skal det dog ikke gå de to og deres meget forskellige liv? For godt nok er det ikke svært at regne ud, hvordan det hele ender – men måden hvorpå det sker er altså pokkers underholdende.

Ganske vist bliver filmen sine steder lige lang nok i spyttet, men det rettes der op på undervejs af den ene sjove scene efter den anden, hvor der naturligvis også bliver plads til den søde og uventede kærlighed. Desuden finder man et par fine og naturligvis også sjove bikarakterer – blandt andet i skikkelse af Charlottes assistent, der ikke kan udstå den uformelle Fred.

‘Long Shot’ er kort fortalt og ganske enkelt en veloplagt romantisk komedie med engagerende Charlize Theron og Seth Rogen i front som det umage par – ja, der er så absolut kemi imellem dem, mens det er både sødt og sjovt at følge, hvordan de nærmer sig hinanden og lærer noget om sig selv undervejs. Ja, der er som sagt langt mellem de gode romantiske komedier, men dette er altså bestemt en af de gode af slagsen. 

‘Long Shot’ får 4 ud af 6 stjerner:

‘Long Shot’ har premiere den 2. maj 2019.