BLACK PANTHER: Den sorte panter tumler rundt i Afrika
Biografanmeldelse: Der er nye, forfriskende og afrikanske boller på Marvel-suppen med den jungletrommende og kulørt klædte ‘Black Panther’. Her skal vi for alvor introduceres for endnu en helt i det fortsat voksende Marvel-univers. Det gælder nemlig kongesønnen T’Challa aka Black Panther, som her skal overtage tronen efter mordet på sin far.
Den nye konge vender derfor hjem til det hemmeligholdte og teknologisk avancerede afrikanske land Wakanda for at træde i sin fars sted. Men tronskiftet kommer naturligvis ikke uden problemer, og snart er en gammel fjende da også på brutalt spil. T’Challa må således træde i karakter som både konge og Black Panther for at sikre Wakandas fremtid.
Her er med andre ord temaer som skæbne og identitet i spil, mens også det at stå sammen om en fælles verden i stedet for at lade sig adskille af forskelligheder er på menuen. De vægtige emner bliver vanen tro for Marvel leveret med ivrige slåskampe, skarptskydende action og kulørte karakterer. Ja, det er stadig en superheltefilm efter Marvel-støbeskeen.
Denne gang er man dog vidne til en ny afrikansk indpakning, hvilket er forfriskende for Marvel-universet, der efterhånden trænger til at blive gentænkt og revitaliseret. Men en ny indpakning er desværre ikke nok til, at filmen overvinder en smule tomgang, en håndfuld generiske action-strabadser og en spilletid, der bliver for lang for fortællingens eget bedste.
Chadwick Boseman er dog solid og fint stoisk som Black Panther – men ikke mere. Der er desuden godt modspil hos kvinderne Lupita Nyong’o som eks-kæresten, Danai Gurira som kriger og Letitia Wright som drillende søster. Handlekraftige og karismatiske kvinder, der retfærdigvis stjæler dele af spotlightet sammen med Michael B. Jordans fint spillede, men generisk skrevne skurk.
‘Black Panther’ skuffer med andre ord. Delvist på actionsiden, en halvttræg fortælling samt en finale, der ikke river mig med – hverken på adrenalinkontoen eller følelsesmæssigt. Desværre. Det til trods, så er her gode takter – både visuelt og karakter-mæssigt. Men hverken universet, den potentielt spændende historie eller tematikkerne forløses engagerende og nuanceret nok.
– ‘Black Panther’ får 3 ud af 6 stjerner:
- ‘Black Panther’ får premiere den 15. februar.