Three Billboards Outside Ebbing, Missouri lever et sorgramt og sorthumoristisk drama

Biografanmeldelse: Det handler om sorg og tilgivelse, hvor seksuelle overgreb, racisme samt homofobi drysses i den dramatiske gryde. Men selvom der er tunge emner på bordet i Martin McDonaghs Golden Globe-vinder – med den mundrette titel – ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, så er løjerne bestemt ikke uden sort humor. Slet ikke.

Udgangspunktet for den nærmest helt western-agtige fortælling er dog tragisk. For kvinden Mildreds datters mord står nemlig uopklaret. Så Mildred tager sagen i egen hånd ved at råbe politiet op i den lille søvnige by på noget utraditionel, men effektiv vis. Nemlig med hjælp af tre store skilte, hvor hendes sag på bombastisk vis males op med store sorte bogstaver.

Three Billboards 02

Det sætter gang i både ordensmagten – men også den lille by. Som en hårdhudet og ustoppelig enmandshær går Mildred således til sagen uden at fortrække en mine. Men hendes handling er naturligvis ikke uden konsekvenser – og det er disse både overraskende og udfordrende konsekvenser, der bliver filmens spændende omdrejningspunkt.

Frances McDormand leder forknyt og karismatisk an som Mildred, der ikke viger en tomme fra sin sag. Hele vejen med sorgen malet op i sit ansigt – ganske enkelt engagerende spillet. Det gælder i det hele taget den både vittigt og mundret velskrevne film. Vi møder her blandt andet også Woody Harrelson i front for politiet. Han har selv sit at slås med, hvilket på fin vis er med til at give dramaet tyngde og er en på mindelse om, at ingen går problemfrit gennem livet.

Three Billboards 01

Det sorthumoristiske drama er altså båret af andet end sin engagerende historie, men i den grad også af sine karakterer, hvilket den småracistiske og homofobiske betjent Dixon er med til at understrege. Han spilles af Sam Rockwell, der forpint, pinligt og ofte uden situationsfornemmelse giver den småkarikerede betjent troværdighed og nuanceret tyngde.

‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ er altså på flere måde en engagerende filmoplevelse – også selvom dens flow sine steder bliver en kende kantet og pointerne sine steder lidt overgjorte. Det tager dog ikke nok fra filmen til, at den ikke lander med begge ben i mål. Velspillet, spændende og dejlig sorthumoristisk. En anbefaling her fra.

– ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ får 4 ud af 6 stjerner:


4_6 - stars

– ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ får premiere den 11. januar.

Three Billboards poster

SIDSTE STOP: Liam Neeson er en pendler på røven

Biografanmeldelse: Jeg tænker ofte, at det må være trægt at skulle pendle et længere stykke med tog til og fra arbejde. Hver dag. Uge ud og uge ind. At bumle afsted på den samme strækning dag efter dag. Sådan er det for Liam Neeson i tog-og-action-thrilleren ‘Sidste stop’, hvor en ellers almindelig dag for pendleren Michael MacCauley pludselig ændrer sig radikalt.

Pludselig bliver turen nemlig langt mindre forudsigelig for familiefaderen og eks-betjenten. Han bliver nemlig passet op af en mystisk kvindelig medpassager, der tilbyder ham en stor sum penge, hvis han bare lige vil gøre hende en lille og tilsyneladende uskyldig tjeneste. Michael skal “blot” finde den passager på toget, der ikke passer ind – som hun udtrykker det.

sidste stop commuter 01

En tilsyneladende ufarlig, men også svær opgave. Ikke desto mindre tager Michael imod tilbuddet, hvilket han naturligvis ikke skulle have gjort. For ja, der er nemlig en stor hage ved dette noget overraskende tilbud. Snart er Michael således viklet ind i et komplekst spind af hemmeligheder, mord og med døden åndende både ham og de øvrige passagererne i nakken.

Således er jeg sammen med Liam Neeson og alle passagererne fanget i togets indre, der kun føles mere og mere klaustrofobisk som løjerne skrider frem. For ja, godt nok smides logikken og realismen overbord allerede inden, toget for alvor sætter igang. Men det gør nu ikke det store, når maskineriet som her spiller sine kort effektivt og med veliscenesatte actionsekvenser undervejs.

sidste stop commuter 02

Men nu hverken skal eller vil ‘Sidste stop’ være et realistisk hverdagsdrama, men derimod ufortyndet thriller-underholdning tilsat hårdtslående action. At plottet så slår lige lovligt mange knuder for sit eget bedste er blot grus i maskineriet, der ufortrødent banker sin historie afsted uden at se sig tilbage. Fuck logikken, vi har en cool Liam Neeson, der deler øretæver ud.

Hvad der således ellers er en ganske veloplagt omgang action-nonsens, bliver desværre tynget af et lidt for ujævnt flow og en sine steder for slap spændingskurve. Løjerne holder sig dog ganske pænt på skinnerne og rette spor hele vejen frem til den forventlige eksplosive finale. Desværre lidt for forudsigelig som meget andet i filmen. Ikke desto mindre tre stjerner med pil op.


- ‘Sidste stop’ får 3 ud af 6 stjerner:
3_6 - stars

– ‘Sidste stop’ får premiere den 11. januar.

sidste stop commuter poster

THE DARK KNIGHT RISES: Episk flagermusefinale på skøn 4K

4K Ultra HD: Med dødsforagt og episk schwung kaster ‘The Dark Knight Rises’ sig ud fra Gothams svimlende tinder og ned i et fængslende mørke af desperation og anarki. Den med spænding ventede afslutning på Christopher Nolans trilogi om nattens ridder er nu udkommet på 4K Ultra HD – og hvilken afslutning. Det er sand filmisk fryd fra start til slut og bestemt et tilfredsstillende sidste kapitel, til trods for mindre skavanker.

Det er otte år siden, Batman tog skylden for statsanklager Harvey Dents død. Kriminaliteten kom under kontrol og kappen blev lagt på hylden. Men da den muskelsvulmende Banes ambitiøse planer om at lægge byen i ruiner foldes ud, må Bruce Wayne rejse sig fra sit skjul og atter iføre sig masken. En kamp mod totalt kaos er i gang, mens døden ånder både flagermusemanden og hele Gotham City i nakken.

dark knight rises 4K 03

Det er et plottungt bæst, Nolan har strikket sammen og her strækker ud over hele 165 fascinerende minutter. Jo vist, der er et par bump i afviklingen af de mange plottråde, men aldrig noget, der truer med at sætte filmens medrivende momentum over styr. Balancegangen mellem dramatisk tyngde og storladen action holdes i hævd, hvor vi bl.a. også introduceres for den tvetydige Selina Kyle, bedre kendt som Catwoman.

Det er et næsten umenneskeligt pres, Nolan har lagt på sig selv med sine to første Batman-film – oprindelseshistorien ‘Batman Begins’ og ‘The Dark Knight’ med en uforglemmelig Heath Ledger som Jokeren. Men både som selvstændig film og åndeløs afslutning på sagaen, fungerer denne spektakulære kolos af et filmmonster nærmest gnidningsløst – og ikke uden nervepirrende overraskelser. Herligt.

dark knight rises 4K 01

Christian Bale bærer igen rollen som forpint helt, der må stå ansigt til ansigt med egne dæmoner og ikke mindst en enorm Tom Hardy som den skræmmende Bane. En fascinerende skurk, der udgør en værdig modstander til Batman og fornemt smelter sammen med Nolans univers. Anne Hathaway kommer jeg nok aldrig rigtig til at holde af, men hun klarer fornemt rollen som den uforudsigelige femme fatale Selina.

Hans Zimmers både smukke og adrenalinfremkaldende score akkompagnerer elegant de forførende billeder, hvor Nolan atter smækker yderst heftige actionscener sammen – ren eye candy, men også med en oprigtig frygt for begivenhedernes udfald i sig. Så selvom der er et par halvstive replikker imellem og til tider lidt mere plotafvikling end karakterudvikling, så er ‘The Dark Knight Rises’ bestemt en både medrivende og underholdende afslutning på en fænomenal trilogi

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Afslutningen på Christopher Nolans trilogi gør sig i den grad mere end overbevisende på det overlegne hjemmebiograf-format 4K Ultra HD. Flagermusen gengives med en skarpt, farvenuanceret og klart billede, mens lydsiden også imponerer. Herudover får man også mere end tre (!) timers ekstramateriale, der dykker ned i filmen og universet. Filmen medfølger desuden på Blu-ray.

– ‘The Dark Knight Rises’ udkommer på 4K Ultra HD den 18. december 2017.
dark knight rises UHD cover

THE DARK KNIGHT: Forrygende Batman vs. Joker på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: Christopher Nolans Batman-trilogi er en dyster, dragende og medrivende genfødsel af en af de mest ikoniske superhelte nogensinde – og en trilogi, der har taget superheltegenren til hidtil usete højder. Batman var ellers blevet kørt kulørt i sænk af Joel Schumachers farverige fadæser, ‘Batman Forever’ og ‘Batman & Robin’ fra 1995 og 1997.

Men Christopher Nolan pillede det karikerede tegneserieaspekt af Nattens ridder og placerede ham i et virkelighedsnært Gotham City fyldt af korruption, kriminalitet og grådighed. Nu er hans anden film om Batman, ‘The Dark Knight’ udkommet på det overlegne 4K Ultra HD-format, så du kan nyde denne helt igennem mesterlige film i hjemmebiografen igen og igen.

dark knight 4K 01

Opfølgeren slog benene væk under både kritikere og fans verden over, da den i 2008 landede i biograferne – og med god grund. For Batmans kamp mod sit ikoniske nemesis, den vanvittige Joker, serverer adrenalinpumpende action, moralsk udfordrende problematikker og ikke mindst Heath Ledgers ærefrygtindgydende præstation som Jokeren. Der lægges desuden nye og komplekse nuancer til både universet og Bruce Wayne. Absolut et højdepunkt for superheltegenren, der blev svær for Christopher Nolan at matche med sin tredje film.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Det er svært at forestille sig, at filmen skulle kunne tage sig bedre ud til hjemmebiografen end på 4K Ultra HD. Billedet står hele vejen overbevisende flot, mens den dynamiske lydside ligeledes imponerer. Helt igennem forrygende. Det samme kan siges og udgivelsens ekstramateriale, hvor der er meget og meget godt at dykke ned i, hvor filmen i den grad bliver gået efter. Sådan! Filmen medfølger desuden på Blu-ray.

– ‘The Dark Knight’ udkommer på 4K Ultra HD den 18. december 2017.
dark knight UHD cover

BATMAN BEGINS: Begyndelsen på Batman på formidabel 4K

4K Ultra HD: Dystert og med alvorsrungende tyngde blev nattens hævner, Batman, genintroduceret i ‘Batman Begins’ med Christopher Nolans kyndige hænder. Den legendariske og kappeklædte helt blev i den grad og ligeledes revitaliseret med dramatisk tyngde og episk schwung – det sammen med superheltegenren, der her fik nyt og alvortungt liv.

Nu er den formidable begyndelse på Christopher Nolans Batman-trilogi udkommet på det ligeledes formidable 4K Ultra HD, hvor filmen således aldrig har taget sig bedre ud til hjemmebiografen. Du kan derfor nu se eller gense – men uden tvivl nyde – denne dystre oprindelseshistorie om den traumatiserede Bruce Wayne, der må rejse langt hjemmefra for at finde sig selv og sin betydning i verden – at blive til Batman.

batman begins 4K 02

Christian Bale får her fornemt etableret Bruce Wayne og hans bevingede alter ego som en troværdig karakter, der engagerende løfter både dramaet og rollen som den legendariske superhelt. En film, der ikke kun gav forhåbninger om Christopher Nolans kommende Batman-film, men også superheltegenrens fremtid på film. Helt igennem mesterligt.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen gør sig i den grad godt på 4K Ultra HD. Billedet står skarpt, veldefineret og klart filmen igennem, mens også lydsiden imponerer med sine forrygende niveauer, tyngde og dynamiske krop. Ekstramaterialet er et kapitel for sig. Man kan nemlig her dykke ned i et i den grad lækker bag-om-materiale, der giver et spændende indblik i både filmen, den tilblivelse og Batman-karakteren. Filmen følger desuden med på Blu-ray.

– ‘Batman Begins’ udkommer på 4K Ultra HD den 18. december 2017.
batman begins UHD cover

INCEPTION: Drømmeaction for fuld udblæsning på 4K Ultra HD

4K Ultra HD: En af årets mest ventede film var Christopher Nolans Inception. Nu kan den genopleves i hjemmebiografen på 4K Ultra HD, hvor man jo så kan spole tilbage, hvis man ikke lige fangede alle detaljerne i den flerlagede historie om en gruppe ’drømme-tyve’. Det burde dog ikke være nødvendigt, for Nolan har desværre lidt for travlt med at forklare os, hvordan det hele hænger sammen. Jeg spoler dog gerne tilbage for at gense de mange spektakulære actionscener og flotte drømmesekvenser.

Det er ikke almindelige tyvekoster Dom Cobb (Leonardo DiCaprio) og hans slæng er ude efter, når de går i aktion. De trænger nemlig ind i ofrenes drømme, hvorfra de franarrer dem vigtige oplysninger. Avanceret industrispionage, om man vil. Men det er en farlig og uforudsigelig branche, ikke mindst hvis man som Cobb har problemer i hjernebarken, man forsøger at holde styr på og gemt væk.

inception 4K 01

Inception er fremragende, flot og ikke mindst underholdende. Ingen tvivl om det. Nolan kan bestemt skrue åndeløse actionscener sammen. Det har han allerede bevist, bl.a. med sine to ’Batman’-film – og med Inception findes det tunge skyts atter frem. For her vælter vi os både rundt i velorkestreret vægtløs tilstand, forskellige bevidsthedsniveauer og drømmeverdener hvor vejene slår krøller.

Æstetisk er Inception en drøm af en film. Konceptet med at stjæle og plante idéer hos drømmende ofre er interessant og forløses medrivende, alt imens man kastes rundt i drømmenes forskellige lag. Desværre overforklares filmens knuder og krøller. Man føler aldrig, at der for alvor ’fuckes’ med ens virkelighedsopfattelse – som tilfældet er med de medvirkende. Hertil insisteres der for meget på at forklare hvor, hvordan og hvorfor vi befinder i de forskellige drømmeniveauer. Det er en skam, for det efterlader ikke meget pirrende spillerum for en usikkerhed om drøm og virkelighed.

inception 4K 03

Men det er bestemt slemt underholdende at se Nolan slippe sine vilde idéer og vægtløse actionscener ud i livet med et budget, der kan matche de visuelle narrestreger. Specielt er en heftige scene, hvor der krydsklippes mellem forskellige drømme og en varevogns frie fald ud over en bro intens og yderst medrivende eksekveret. Simpelthen åndeløst.

Filmen er desuden velcastet til fingerspidserne, med bl.a. Joseph Gordon-Levitt, Ellen Page, Tom Hardy, Cillian Murphy, Michael Caine, Ken Watanabe og Marion Cotillard. I front med Leonardo DiCaprio som mestertyv og sørgende enkemand. Hans ulykkelige skæbne flettes fornemt sammen med eksplosioner og egen bevidstheds kringelkroge. Desuden skal Hans Zimmer score, som jeg har rålyttet også fremhæves. Det er intenst, smukt og bombastisk – præcis som filmen.

4K Ultra HD og ekstramateriale:
Filmen lyder fremragende og ser fantastisk ud på 4K Ultra HD – og så er det altså en supercool bonus, at filmen også følger med på Blu-ray. Men finder også en fin portion interessant ekstramateriale, hvor man bl.a. kommer omkring tilblivelsen af filmens actionscener og så får man også et indblik i historien og karaktererne. Det er velproduceret, spændende og et fint supplement til filmen.

– ‘Inception’ udkommer på 4K Ultra HD den 18. december 2017.
inception UHD cover

THE PRESTIGE: Christopher Nolans mesterlige tryllefilm på magisk 4K

4K Ultra HD: Jeg kan ligeså godt være ærlig her fra starten af, jeg er vild med samtlige af Christopher Nolans film. Nogle står ganske vist mit hjerte mere nært end andre. En af dem, der står mit hjerte lidt ekstra nært er hans trylle-thriller og måske en smule oversete ‘The Prestige’ fra 2006 med Christian Bale og Hugh Jackman i hovedrollerne.

Nu er ‘The Prestige så udkommet på det helt igennem fortryllende 4K Ultra HD-format, så du kan se eller gense denne mesterlige film med en helt igennem fortryllende billedeside samt et overlegent og dynamisk lydspor. Christoper Nolan lavede filmen i 2006, lige imellem hans revitalisering af både Batman og superheltegenren med ‘Batman Begins’ i 2005 og ‘The Dark Knight’ i 2008. Måske blev den derfor lidt overskygget.

prestige 4K 02

Men nu kommer filmen altså i den grad til sin ret til hjemmebiografen, hvor Christian Bale og Hugh Jackman spiller to tryllekunstnere, der duellerer på, hvem der kan skabe den vildeste illusion overfor et måbende publikum. Det bliver starten på et både medrivende og intenst parløb, hvor døden og magien danser tæt parløb. Helt igennem formidabelt.

4K Ultra HD og ekstramateriale:

Filmen står som nævnt ovenfor formidabelt med en veldefineret, nuanceret og detaljerig billedside, mens lydsiden i en grad gør de smukke billeder ære med sit dynamiske og velbalancerede væsen. Ekstramaterialet er et helt kapitel for sig, hvor man kan dykke ned i filmen, hvor diverse aspekter ved filmens tilblivelse belyses i forskellige formater. I den grad guf for fans. Filmen følger desuden også med på Blu-ray.

– ‘The Prestige’ på 4K Ultra HD udkommer den 18. december 2017.
prestige UHD cover

Fear the Walking Dead sæson 3: De sultne zombier er tilbage!

Blu-ray-anbefaling: Jeg eeeelsker zombier. Ja, jeg er en af dem, der praktisk talt ikke kan få nok af de levende døde. Hverken på film eller som tv-serie. Der er bare noget ganske enkelt vammelt fascinerende ved dem – både tematisk, men også bare i den måde de er klamme og skræmmende på. Det er de også i denne tredje sæson af serien ‘Fear the Walking Dead’, der er udkommet på Blu-ray.

Man kan sige, at serien fungerer som en art companion piece og prequel til ‘The Walking Dead’-serien – men kan altså også fint ses uafhængigt af den (anden) populære zombieserie  (som jeg da også sluger råt). Præmissen er dog den samme i denne serie, som den er i så mange andre zombie-sammenhænge. Nemlig den, at man følger en gruppe mennesker, der skal overleve i en verden, der er fyldt med smaskende kadavere.

Frank Dillane as Nick Clark, Kim Dickens as Madison Clark - Fear the Walking Dead _ Season 3, Episode 1 - Photo Credit: Michael Desmond/AMC

I denne sæson må vores karakterer kæmpe for at genopbygge ikke kun samfundet, men også familien. Madison er blevet forsonet med Travis, mens Alicia stadig er knækket efter hendes mord på Andres. Nicks første beslutning som leder går ud over Luciana, men de undslipper døden. Strand stræber efter at udnytte den nye verdens valuta, og Ofelias fangenskab sætter hendes overlevelsesevner på prøve.

Her graves således endnu dybere ned i de menneskelige lag, nuancer og skyggesider, der kommer både boblende op til overfladen og eksploderer, når først katastrofen rammer. Så ja, bered dig på endnu mere zombiesnask med Blu-ray-udgivelsen af sæson 3 af ‘Fear the Walking Dead’, der udover seriens 11 timers spilletid også byder på lidt ekstramateriale, der tager et kig på serien samt de enkelte afsnit.

– ‘Fear the Walking Dead’ sæson 3 udkommer på dvd og Blu-ray den 18. december 2017.
fear the walking dead season 3 blu-ray cover

BALLERS SÆSON 3: Mere komedie og drama med duoen Dwayne Johnson og Rob Corddry

Morsom tv-serie på Blu-ray: Uanset om man vil det eller ej, så er den tidligere wrestler ‘The Rock’ aka Dwayne Johnson at finde blandt Hollywoods aller største stjerner. Nu indtager han ikke alene det store lærred i den ene svulstige actionfilm efter den anden, men også dit fjernsyn med komediedrama-serien ‘Ballers’ fra altid pålidelige HBO, hvor tredje sæson nu er udkommet på Blu-ray.

Dwayne Johnson er således tilbage i rollen som Spencer Strasmore sammen med en umage gruppe af kolleger, kunder og ikke mindst rivaler fra den amerikanske fodbolds verden. Men efter, at Spencer har blotlagt sin sjæl ved ”rookie symposium” og efterfølgende indskrevet sig på rehabilitering vender han nu tilbage til ASM med nye boller på suppen.

ballers 3 blu-ray 01

Her vil han nemlig bevise, at nøglen bag succesfuld sportsmanagement ikke kun handler om at tjene store penge og have det sjovt. Det handler også om at kunne levere på de løfter, man giver. Men bare rolig, ‘Ballers’ er fortsat et sjovt og dramatisk indblik i en overdådig og yderst pengetung verden i amerikansk fodbold, hvor der jongleres med store summer af dollars.

Det komedietunge drama foldes således skarpt, vittigt og ganske medrivende ud over sæsonens 10 episoder, der leverer serieunderholdning i knap 5 velskrevne timer. Ja, det er muligt, at det er Dwayne Johnson, der i serien – og i verden – er den helt store stjerne, men det er for mit vedkommende den personlige favorit Rob Corddry i rollen som Joe Krutel, der lokker mig ind i det farverige univers fyldt med penge, store planer og endnu flere penge. God fornøjelse.

– ‘Ballers’ sæson 3 udkommer på Blu-ray og dvd den 14. december 2017.
ballers season 3 blu-ray cover

De to film om den creepy dukke ANNABELLE på sammen udgivelse

Blu-ray: Creepy dukker, fæle dæmoner og en håndfuld forskræmte piger. En vinder-kombination i skrækfilmens verden. I hvert fald i min, da ovenstående er noget nær den perfekte opskrift på et neglebidende godt gys for undertegnede. Det er der da også masser af på denne dobbelt-udgivelse på Blu-ray, der byder på de to film om den besatte dukke Annabelle.

Okay, hør lige her. Jeg er en habil horrorfan. Jeg har med andre ord set min del af gyserfilm og er efterhånden ret hærdet, så er altså ikke så nem at skræmme. Men holy fuck, dukkegyset Annabelle fik sgu skovlen under mig. Flere gange. Ja, filmen formår at gøre en symaskine uhyggelig. Ja, en fucking symaskine. Så kan en gyserfilm altså noget.

Filmen er en prequel-skråstreg-spin-off til James Wans The Conjuring, der ligeledes gav mig gåsehud og klamme håndfalder. I Annabelle er en klam dukke omdrejningspunktet for gruen. Den spillede som bekendt en mindre rolle i The Conjuring, og er også her virkelig klam. Og virkelig uhyggelig. Ja, en dukke. En fucking dukke iført kjole og med fletninger. Gisp og gys.

annabelle biograf 02

Der er selv sagt noget uldent ved Annabelle. Det finder en lille familie i den grad ud af. Vi befinder os – som i The Conjuring – i 1970’erne, hvor den højgravide Mia og hendes mand John er lykkelige og smaskforelskede. Men som du ved, hvis du har set din del af gyserfilm, så er en højgravid kvinde sårbar og det perfekte mål for grusomheder. Det er også tilfældet her.

For det viser sig nemlig snart, at der hviler en ondskab i dukken. Den slippes fri og terroriserer det lille hjem. Først ved små uskyldige lyde i natten. Men det tager selv sagt til og bliver snart til et spørgsmål om liv og død. Ja, et helt klassisk gyser-setup, hvor genrens faste klichéer kommer i spil. Men klichéerne fungerer, da de bruges med et sikkert og veloplagt greb om genren.

Annabelle 2 biograf 01

Desværre lever opfølgeren, Annabelle: Creation, ikke op til den første film. Men den er nu ok stemningsfuld og fyldt med olme skygger. Filmen japper dog bare noget forvirret rundt i sin historie og genrens velkendte virkemidler – uden at tilføje dem den nødvendige skrækkens pondus eller de veltimede jump scares, der ellers forsøges leveret.

Her er tale om en prequel – altså således er det skabelsen af den dæmoniske dukke, man her er vidne til. Og som det er kutyme, starter det hele sådan nogenlunde stille, roligt og uskyldigt ud med en flok børnehjemspiger og deres nonne, som flytter ind hos en dukkemager og hans syge kone. What could go wrong?

Ja, du gættede rigtigt – for snart knirker døre, underligt lyde lyder i natten og skumle gespenster gemmer sig i det store hus, som naturligvis ligger langt fra alting. Så hvis du er til gys, dæmoniske og skummelt udseende dukker, så bør du om ikke andet kraftigt overveje, om ikke du skal ud og have fat i denne dobbelt-udgivelse på gysende grum Blu-ray.

– ‘Annabelle – 2 film collection’ udkommer på Blu-ray den 14. december 2017.
annabelle 1 og 2 blu-ray cover