SPIDER-MAN – HOMECOMING: Charmerende spindelvævssvinger er tilbage på nye eventyr
Superhelt på Blu-ray: Indenfor de seneste 15 år har vi set flere inkarnationer af og film med Spider-Man. Nu er den flinke og nørdede superhelt tilbage med en ny skuespiller i titelrollen. Og ja spindelvævssvingeren gør et charmerende comeback med ‘Spider-Man: Homecoming’, der er et både morsomt og ganske medrivende bekendtskab med veldoseret action.
For selvom vi vælter os i superheltefilm tilføres der her ny og en mere intim energi til Marvel-heltenes stadigt voksende univers. Det gælder nemlig blandt andet hverken om at redde millionbyer eller hele Jorden. Fortællingen er lokalt funderet og har således også noget lokalt på spil, hvilket giver filmen om den nyudklækkede superhelt et fint nærvær.
Filmen er da i høj grad også fortællingen om en ungt knægt, der har problemer med skolen, livet og kærligheden. En ‘coming of age’-fortælling, hvor hovedpersonen tilfældigvis er en superhelt in spe. Men naturligvis er her også en skurk på spil – uden, at han tager bombastisk fokus. Michael Keaton er således god som skurken Vulture med robotvinger og et skælmsk smil på læben.
Desuden er Tom Holland virkelig velcastet som den småkejtede Peter Parker samt som en vittig og handlekraftig Spider-Man. Med sin drengede charme, rappe replikker og nørdede samt ligeledes generte kant udgør han en både troværdig og relaterbar helt, der er ved at finde sit fodfæste i livet og ikke mindst i rollen som superhelt – hvilket han ivrigt søger bekræftelse som.
Robert Downey Jr. dukker op som Tony Stark aka Iron Man og fungerer ligeledes som Spider-Mans flabede, men også hjælpsomme mentor. Det er dog hele vejen Spider-Mans film, hvor hverken karismatiske Downey Jr. eller Keaton stjæler mere end nødvendigt af rampelyset. Det giver filmen et godt og fokuseret flow, der således også giver Peter Parker fint lov til at blive foldet ud som den nye dreng i Marvel-klassen.
Tom Holland bakkes desuden morsomt op af sin klassekamerat og ‘comic relief’ Ned spillet veloplagt af Jacob Batalon, mens Laura Harrier desværre ikke bliver til meget andet end en let, men sød flirt for Peter. Det er altså Tom Holland, der får lov at træde i karakter som et morsomt og engagerende bekendtskab, der gør, at jeg ser frem til kommende film med denne nye Spider-Man.
Ekstramateriale:
Blu-ray-udgivelsen byder endvidere på mere en 60 minutters ekstramateriale, der går bagom film og giver et indblik i de forskellige aspekter ved produktionen. Man finder blandt andet slettede samt forlængede scener, videre til fjol fra settet og et kig på Spider-Mans historie i den større Marvel-fortælling med mere.
– ‘Spider-Man: Homecoming’ udkommer på Blu-ray den 20. november.