CPH PIX 2017: Råt moderskab, krybende okkultisme, kulsort komedie og et dansk drama
CPH PIX 2017: Nu bevæger vi os ind i slutspurten på CPH PIX, der for mig indtil videre har stået på alt fra grumt gys til hårdtogte gangstere og absurd komedie. Men selvom vi rammer den sidste håndfuld dage, inden det hele slutter på onsdag, venter der stadig mange film på festivalen. Så få nu tjekket op på programmet og kom i biografen. Det er i hvert fald præcis, hvad jeg gør.
Siden sidst har den stået på det nærværende og intense drama MOBILE HOMES om en mor og hendes søn, der er helt på røven i livet. Uden tag over hovedet lever de på andres nåde, løber fra regningen og tager én hård dag af gangen. De sælger blandt andet haner til hanekampe og småpusher narko. Det er både ubærligt og gribende at følge deres ubarmhjertige tilværelse.
Imogen Poots er stærk og nuanceret som den rådvilde mor, Frank Oulton er naturlig og dejligt naiv, som det barn han nu engang er i en rå verden, han slet ikke hører til i, mens Callum Turner er ret så utiltalende som den ansvarsløse kæreste. En velfortalt og elementært engagerende fortælling med stærke præstationer gør MOBILE HOMES til det indtagende drama, det er.
Herefter blev dramaet skiftet ud med det okkulte gys A DARK SONG. En snigende ond creeper, der måske nok var lidt sej om at få lagt sit grundlag ud for den uhygge, der senere sparkede ind i velafstemte doser af isnende scener. Her var det – overvejende – less is more, da blandt andet noget så banalt som en cigaretglød i mørket blev forvandlet til en myrekrybende uhyggelig scene.
Man følger i filmen en kvinde tynget af sorg, der må gennemgå et langt og krævende ritual i forsøget på at få kontakt til sin afdøde søn. Isoleret i et øde hus med en okkulte guide påbegyndes ritualet. Efterfølgende var der en Q&A med filmens instruktør Liam Gavin, der blandt andet fortalte om det at skyde filmen på blot 20 dage. Atter engang lækkert med besøg på festivalen.
Efter at have overlevet det okkulte ritual gik turen atter mod biografen Empire på Nørrebro dagen efter. Her ventede der kulsort humor med den absurde og underspillede morsomme komedie QUALITY TIME. Man følger her i fem distinkt fortalte og visuelt forskellige kapitler mænd i deres 30’ere. Mænd, der ikke helt har fundet ud af det der med livet…
Det lyder måske en smule lige til, det var det absolut ikke. For udover de meget forskellige kapitler, blev der også leget med filmformatet ved blandt andet i en fortælling at lade dialogen blive fortalt gennem grafisk brug af tekst på billedsiden, mens den blandt andet også stod på tidsrejser, børnetraumer, rumvæsener og et akavet svigerfamiliebesøg. Original, bizar og morsom.
Herefter blev absurd komik skiftet ud med socialrealistisk drama med MENS VI LEVER. Den løftede sig dog (groft sagt) ikke nævneværdigt over gab-stadiet. En film om sorg, afsavn og det at høre til i livet. Selvom det er kraftfulde og universelle temaer forblev løjerne noget tungt fortalt i en film, der var visuelt uinteressant, men til gengæld vild med droneskud af det danske landskab.
Den stod mest på skuespillere, der spillede skuespil – dog med en (måske to) vellykket stærke scener. Det var dog ikke nok til at redde filmen fra det trivielle – selvom her var en interessant fortællestruktur, der legede med fortid og nutid. Efterfølgende var der en veloplagt Q&A med de sympatiske Avaz-brødre, der har henholdsvis skrevet og instrueret debutspillefilmen.
– Besøg CPH PIX på deres site her og på Facebook her.
