MOONLIGHT: Et stille drama med store følelser bag det rå ydre

Anmeldelse: Det lavmælte, dragende og smukke coming-of-age-drama ‘Moonlight’ vandt blandt andet en Oscar for bedste film – og har i det hele taget modtaget en stjerneregn fra øvrige anmeldere. Jeg har dog først selv fået den set nu. Ja, det var da bestemt også på tide.

Jeg er dog ikke – desværre – blæst helt omkuld af filmen, der følger Chiron gennem tre aldre: Fra barn til teenager og voksen. En tumult tilværelse med en fraværende alenemor, stoffer, mobberier i skolen og en spirende seksualitet, der ikke er sådan at få styr på. Drenge eller piger? Altså en mere eller mindre klassisk fortælling om en underkuet dreng med sit at slås med.

Mooonlight 01

Men selvom jeg måske ikke blev revet helt så meget med, som jeg kunne ønske mig, så løftes filmen og den en smule banale fortælling af engagerende skuespilspræstationer og ikke mindst af den blændende billedside, der med sine mættede farver fornemt og forførende førte mig ind i fortællingen og gav dragende nuancer til ellers hverdagsagtige situationer. Fornemt.

Det er altså bestemt en forrygende velcastet fortælling, hvor blandt andet Chiron i samtlige tre aldre alle rammer samme formælte og underkuede karakter – dog med fine nuanceforskelle fra alder til alder. Fra den helt mutte og forskræmte knægt videre til en forknyt teenager, der dog godt tør at slå igen til en voksen med endnu flere undertrykte følelser lige bag sit ellers barske ydre.

Mooonlight 02

‘Moonlight’ har altså flere ting kørende for sig, men dramaet mangler desværre for mit tilfælde at kravle helt ind under huden – for at bruge en floskel. Men ikke desto mindre er det her, at filmen for mig mangler pondus. Måske fordi der mangler at være mere reelt på spil? Dramaet peger meget indad og bliver for mig måske også derfor for introvert til, at jeg sådan for alvor gribes.

Men nej, der er ikke noget i vejen med en måske nok lidt banal fortælling, hvis blot den fortælles medrivende nok. Men når konflikterne – som her – primært udspiller sig bag det stille og barske ydre, så mangler jeg en mere gribende indgang til følelserne, som er i spil. Det sagt, så ER filmen som nævnt både en smuk samt velspillende oplevelse, hvilket da også er nok til, at den kommer fint i mål for mit vedkommende – men desværre heller ikke så meget mere end det.


- ‘Moonlight’ kan nu ses på VOD samt købes på dvd eller Blu-ray.

Mooonlight poster