DUNKIRK: Fanget i krigens hjerte på den bedst mulige måde
Biografanmeldelse: Jeg efterlades ikke med meget andet at klynge mig til end situationernes håbløshed og krigens kaos, når Christopher Nolan folder sin intenst klaustrofobiske krigsfilm ‘Dunkirk’ ud til lands, til vands og i luften. Et på en gang gribende og udfordrende ridt ind i krigens hjerte, hvor man må kigge langt efter et håb om overlevelse og redning.
Vi dumper direkte ned på en desperat strand i 1940, hvor hudredetusinde af britiske styrker og allierede er omringet af tyske tropper, der kun rykker nærmere på dem. Således fanget på en strandbred, der synes at strække sig ud i en fortvivlelsens uendelighed, må de vente på at blive evakueret eller måske reddet fra uventet kant.
Nej, stemning er ikke just god, men konstant anspændt. Og ikke mindst uforudsigelig. Christopher Nolan har nemlig så godt som smidt en konventionel spændingskurve og et retlinet narrativ overbord til fordel for den rene situations ubønhørlige væsen. Her er ingen egentlig forløsning i vente eller udvikling af karakterer. Det er situationerne og tiden, der blot går, som er den egentlige konge i den ubønhørlige fortælling.
Således springer man fra den ene intense situation til den næste – fra land til vands og i luften. Fra de ihærdige kampfly, som gør deres for at holde de fjendtlige jagere væk med intens beskydning og ruskende luftakrobatik. Til lands, hvor de mange soldater står klar til at blive evakueret, men mest agerer ‘sitting ducks’ for fjendens angreb – og til vands, hvor hjælpen synes en my tættere på, men alligevel uendeligt langt væk, når først fjenden kaster bomber ned fra oven.
Filmens store force ligger for mig altså i dens formåen i at leve af og i situationerne, som vi her dumpes ned i. Intenst, gribende og uden en egentlig progression mod den store krigsfinale. Her sker blot, hvad der nu sker. Heraf også filmens herligt uforudsigelige væsen og intense nærvær. Men også grunden til, at jeg stod en kende følelsesmæssigt løsrevet fra begivenhederne.
Her er ikke karakterer, jeg som sådan kan gribe fat i, men blot ansigter, der nu “tilfældigvis” fandt vej ind foran kameraet i dette krigens kaos. Men selvom jeg ikke emotionelt var mest grebet af fortællingen, så er den fortællemæssigt og ikke mindst visuelt, så pokkers engagerende eksekveret, at jeg alligevel var med hele vejen ind i krigens mørke og brutale hjerte.
– ‘Dunkirk’ får 5 ud af 6 stjerner:
– ‘Dunkirk’ får biografpremiere den 20. juli 2017.
